Lidt storytelling - a1kommunikation

Lidt storytelling


Når jeg klikker ind på en hjemmeside, klikker jeg først på kontakt for at læse om dem, der er i firmaet, og baggrunden for at starte op. Ofte nyder jeg, når teksten er personlig og giver et kig ind bag tæppet. Det giver tryghed at vide, hvem jeg har med at gøre, og så er historier om mennesker altid spændende – og forhåbentlig sjove. Derfor har jeg her skrevet min historie om kærlighed til tekst. Ønsker du at læse om de andre i a1kommunikation, kan du gøre det her: Hvem er vi? – men deres historier er stadig deres egne.
Mange hilsner Christiane

Min historie

Egentlig har jeg nok været tekstforfatter hele mit liv – selv da jeg ikke havde lært bogstaverne at kende eller at stave til å, for allerede i børnehaveklassen opdagede jeg ords store betydning. Jeg var bange for at lege katten efter musen, månen og især skolens mange fremmede børn. Derfor købte min mor og jeg en lille bog med farvede sider, og hver dag efter skole skrev vi i bogen, mens vi spiste is. Hvad havde været godt i skolen, og hvad havde været dårligt? Det hjalp. At sætte ord på frygten (og spise is) mindskede den en smule.

Fod i spand

Men ord var også sjove. Min far og jeg læste meget Ole Lund Kirkegaard. Vi grinede, og min far forsøgte at omsætte nogle af de fjollede og helt geniale universer til virkelighed. En periode vækkede han mig hver morgen ved at stikke mine fødder ned i en stor, rød spand med iskoldt vand, mens han grinende og gnæggende råbte: ”Fod i spand, fod i spand.”
Ord skaber verdener, der er meget større end den, vi lever i. Tænk, at et næsehorn kan blive til virkelighed, bare fordi man tegner et? Min far og jeg tegnede forskellige ting på væggen, men de blev ikke virkelige. ”Iskage,” sagde han. Så tegnede jeg en is, og vi gik over til købmand Olsen og købte is.

Æbler, tomater og en enkelt kaptajn

Dansk var et godt fag, og det blev kun bedre, da jeg i 7. klasse startede på Zahles, hvor Bodil blev min anden dansklærer. Hun var skrap, havde hvidt strithår og var meget brun – hun underviste i dansk og tysk.
Første gang vi havde hende, kom hun ind i klassen og skrev tre ord op på tavlen: Disciplin, Tillid og Respekt. ”Det er, hvad jeg forventer af jer,” sagde hun, og så bad hun os om at komme på dét lille ord, man kan sætte foran alle tre. Folk mumlede, og endelig var der en, der kom frem til det.

SELV!

Selvtillid, Selvdisciplin, Selvrespekt.

”Det er, hvad I skal forvente af jer selv,” sagde Bodil, og så var tre fantastiske år i selskab med Benny Andersen, Klaus Rifbjerg, en masse carpe diem, grammatik og en for mig stor og nok evig kærlighed til sproget (medmindre selvfølgelig ordene går hen og gør noget helt utilgiveligt …) lagt. Jeg tror faktisk, en af eleverne rejste sig op på stolen og sagde ”Captain, my captain” den sidste gang, vi havde Bodil. Det var sjovt (og sandt).

Al den snak om forsømte forår, traditioner, der bare skal rendes et stykke, og indre bowlerhatte fik mig for alvor til tasterne. Jeg havde arvet en gammel skrivemaskine af min oldemor, og den huggede jeg løs på, så min moster sagde: ”Ihhh, hvor du skriver barn.” (Den krævede altså også nogle fingerkræfter). På det tidspunkt sad jeg i hendes stue og var i gang med en meget søgt metafor om æbletræet i haven.

Det var også i den periode, min kærlighed til tekstforfatning spirede. Vi skulle i praktik i ottende klasse, jeg valgte reklame og startede på Morten Jersilds bureau. Jeg blev sat i gang med at udarbejde en kampagne for et nyt, fiktivt produkt: tomatketchup med chili. Jeg fik frie tøjler og gav krikken et ordentligt los i røven. Tog det meget seriøst. Hurtigt kom jeg på den idé, at ketchuppen skulle komme på dåse, og at man i løssalg skulle købe en lille genbrugelig pumpe, som man kunne sætte oven på dåsen for at pumpe ketchuppen op. Jeg havde undersøgt, at dåser var billigere og lettere at producere. Ud af et gammelt låg, en pumpe fra en håndsæbe, en tom dåse flåede tomater og en ny, fin mærkat fabrikerede jeg en prototype. Produktet hed Hot ketchup. Jeg tog et billede af det, skrev en lille tekst og lavede en plakat med overskriften: ”Der er to måder at holde varmen på – her er den anden!”.

Kastede terninger og rullende sten

I gymnasiet havde jeg mere travlt med at være min egen eksistentialisme end at læse om den. Øl, drenge, R.E.M. (især det selvudslettende hit ”Everybody Hurts”) og det rædselsfulde faktum, at jeg var blevet teenager, optog mig mere end Sartre og nogle kastede terninger. Heldigvis kan man godt klare sig igennem alligevel, og det gjorde jeg. Dog ikke med verdens bedste snit, så jeg tog lige et smut rundt om Odense Universitet, hvor danskstudiet var mindre populært og optagelsen lettere, inden jeg blev flyttet over på KUA (en fræk forkortelse for Købenavns Universitet Amager). På Odense Universitet var jeg mere vågen end i gymnasiet, og jeg genvandt min kærlighed til dansk og blev bekræftet i, at jeg havde fundet min rette plads. Sartre gav mening. Seeberg, Foucault og Camus. Systemer og rullende sten. Det kørte for mig. Jeg vidste endda allerede på andet år, at jeg hellere måtte søge mod Handelshøjskolen, hvis jeg ikke skulle blive for KUA-spoleret og langhåret. ”Mere merkantil,” gik jeg stolt og sagde. Og så blev jeg bachelor i dansk fra KUA og markedsføring fra CBS.
Da jeg kom tilbage til Amager, havde universitetet endelig fundet ud af, hvor vigtig kommunikation er, og oprettet en hel linje. Jeg specialiserede mig i sproglig rådgivning og havde de mest fantastiske fag, hvor vi ofte brugte en hel time på at diskutere én enkelt sætning.

Hvor er du, kaptajn?

I 2007 blev jeg færdig på KUA. Jeg havde skrevet speciale om branding, som jeg fik karakter for en måned efter, det var afleveret. Og så var jeg kandidat. Ret fesen afslutning, selv om jeg kom ud med et ganske hæderligt snit på 9,6. Jeg sad alene ved computeren, tjekkede karakteren, og det var så det. Ingen kaptajner. Nu var jeg cand.mag. Færdig og klar til verden …

Og så blev jeg gift med tekst

Ude på den anden side var min passion enkel: Jeg ville skrive og rådgive andre om at skrive, så i 2008 slog min specialemakker og jeg pjalterne sammen og startede A1. Det gik godt i 1 ½ år, og så gik vi hver til sit. Ingen problemer, intet drama – vi ville bare forskellige ting, og jeg drev det lille foretagende og mit ægteskab med tekst videre. Og her er jeg så i dag. Tekstforfatter, korrekturlæser og kaptajn.

 

 

Lidt storytelling, 5.0 ud af 5 baseret på 4 vurderinger

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (4 Stemmer i alt)
Hent et uforpligtende tilbud
 
a1kommunikation