Kan man være dygtig til korrektur uden passion?

Mange mennesker har et arbejde; mange mennesker har en passion, men få er heldige at forene de to. Spørgsmålet er, om man kan være dygtig til sprog, tekstforfatning og korrektur uden at have passion for sprog? Kan man sidde og læse tekst efter tekst og skrive tekst efter tekst uden overhovedet at interessere sig for det? (Og nej, vi tænker ikke på ChatGPT og andet robotarbejde – færdig med det!). Nej, vi tænker simpelthen på, om dygtighed, akkuratesse, pligtopfyldenhed, ordentlighed, pålidelighed og vedholdenhed kan eksistere uden passion?

Korrekturlæseren er ikke en fejlfinder

Læser en korrekturlæser korrektur på en tekst, kan korrekturlæseren godt finde selve emnet kedeligt. Måske er græsslåmaskiner, eller hvordan man holder sin græsplæne ved lige, ikke korrekturlæserens interesse. En roman kan også være subjektivt kedelig, eller korrekturlæseren kan være politisk uinteresseret i den politiske situation i Taiwan. Men i modsætning til, hvad mange sikkert tror, er det egentlig ikke behovet for fejlfinding, der er korrekturlæserens fremdrift, men faktisk passionen for sprog.

Sprognørd med stor passion

En korrekturlæser har en stor interesse i, hvordan sproget hænger sammen og synes, det er decideret sjovt at se, hvordan sproget hænger sammen i utroligt mange sammenhænge (to sætninger er jo aldrig ens) og ikke mindst slå sproget op og studere alle dets finurligheder. Ja, det er meget nørdet!

En korrekturlæser er med andre ord en SPROGNØRD med en utrolig stor passion for sprog. En korrekturlæser er IKKE en person med en ubærlig trang til at rette andre mennesker eller finde hullerne i osten. En korrekturlæser er faktisk en meget behagelig person, der tilfældigvis finder sproget så interessant, at det er helt umuligt at lade det være.