At læse er på samme tid en meget privat beskæftigelse og en samlende oplevelse. Du er helt alene med bogen og de karakterer og følelser, du møder – og det er kun dig, der har dem på netop den måde, du læser og oplever dem. Og alligevel samler bøger mennesker, fordi vi har været sammen om den samme fortælling, som vi kan dele på alle måder.

 

Jeg har igennem årene opdaget, at jeg har fået nogle meget mærkværdige bogvaner, som jeg har lyst til at dele med dig.

1. I begyndelsen af mit læseliv ønskede jeg ikke at dele gode bogoplevelser med andre. Jeg følte, de var mine og kun mine. Jeg husker især krimiserien af Patricia Cornwell med Kay Scarpetta som retsmediciner. Hun var så sej; hende og hendes niece Lucy, og jeg brændte efter at blive en del af deres familie. Måske fordi det ikke gik så godt med min egen her i den virkelige verden. Derfor ville jeg ikke dele Kay og Lucy med andre og løj om, hvad jeg læste, og gemte hemmeligt bøgerne nede bag de andre bøger i min bogreol.
2. At købe og eje bøger er noget af det bedste, jeg ved. Snuse, bladre, mærke, læse. Brugte og nye. Ofte låner jeg alligevel bøger på biblioteket eller af min familie, men hvis jeg støder på en virkelig god, lånt læseoplevelse, er jeg simpelthen nødt til at eje bogen, og så køber jeg den. Sådan havde jeg det med Eva Tinds ”Citronbjerget” og ”Astas skygge”, og inden længe må jeg vist også hellere købe ”Ulvespring” af Kerstin Ekman.
3. Forsider betyder virkelig meget for mig, og støder jeg på en bog med rødt cover, så den kan stå og lyse min bogreol op, er jeg nærmest solgt på stedet – i hvert fald interesseret i, hvad den så brændende ønsker at fortælle mig. Og når jeg kigger i min reol over alle de blå-grønne-sorte-grå-hvide covers, undrer det mig, at ikke flere har givet deres cover en fængende, indbydende farve, som fx Rosinante er så gode til med mange af bøgerne i deres klassiker-serie.
4. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men bogsnobberiet har sneget sig ind bag mit tæppe, og lidt hellere vil jeg sige, at jeg er i gang med ”Forbrydelse og Straf” (som jeg er) end ”Hotellet på Rivieraen”. Det er lidt flovt, for læsning er jo nydelse og at elske ord og historier, men så alligevel … jeg har jo læst dansk på Uni …
5. Nogle bøger har jeg svært ved at afslutte, fordi jeg ikke har lyst til at sige farvel til dem og få bogsorg. Så kan jeg godt trække dem lidt i langdrag og nyde at have dem hos mig så længe som muligt.
6. En del bøger i min reol er halvt læst. Ikke fordi de kedede mig som sådan, men fordi jeg på en alle anden måde kom ud af mit læseflow. Måske blev jeg fanget af noget andet; måske kom der bare en pause i læsningen, og så fik jeg ikke fat igen. Det er jo fint nok. Men jeg føler, at jeg ’burde’ læse dem færdig. Og derfor står de som en flok lektier og kigger på mig med forventningsfulde øjne indimellem. Det er jo fjollet.
7. Jeg kan have svært ved at læse bøger autonomisk. Karen Blixen er et godt eksempel. Jeg startede med at læse hendes essays og brød mig simpelthen ikke om, hvem hun var som kvinde. Igen tvivl om at ”Min afrikanske farm” er fantastisk skrevet, men hendes røst stritter i mit baghoved og irriterer min læsning.
8. Bogsnobberiet igen. Jeg burde læse alle klassikerne.
9. Å ja, korrekturen. Det er selvfølgelig en erhvervsskade, men en bog, der ikke er ordentligt korrekturlæst, falmer altså bare lidt i mine øjne. Omvendt er en bog med kun et par fejl en sublim oplevelse, hvor jeg føler, at forlag og forfatter tager mig som læser seriøst. Og det elsker jeg. Nogen, der har kælet for sproget – på alle niveauer – perfektionister, sprogelskere, håndværkere.
10. Her hvor jeg bor, står en gammel, rød telefonboks, hvor alle byens borgere kan lægge og hapse bøger. Jeg har fundet flere pragteksemplarer, bl.a. Donna Tartts ”Den hemmelige historie” og Johan Harstad ”Max, Mischa & Tet-offensiven” (som efter 91 sider står og kigger lidt stift på mig fra reolen, fordi jeg lige blevet optaget af Luis Bunuel og Lærke Kløvedals biografier, men hva’ …). Jeg har selvfølgelig også selv bidraget til telefonboksen med gode, nye bøger, som jeg ikke rigtig husker, fordi de alligevel ikke var værd at beholde. Tænk at kunne give og få små skatte fra helt fremmede mennesker. Tænk på den historie, der ligger bag dem. Kunne de li’ fortællingen, men har ikke plads til bogen? Hadede de historien og gik kold på side 91? Og hvad med de bøger, jeg har lagt? Hvem har mon taget dem?
11. Jeg skal helst give en bog 100 siders opmærksomhed, før jeg beslutter, om den er værd at læse færdig.

Hvad med dig? Har du nogle helt særlige bogvaner?