Indlæg

Foto af bogforsiden til Hanya Yanagiharas "Et lille liv"

Godt skrevet: “Et lille liv” af Hanya Yanagihara

/0 Kommentarer/i /af

Yanagihara fortæller historien om fire drenge, JB, Malcom, Willem og Jude, der over et halvt århundrede kæmper med livet, at slå til og ikke mindst sig selv.

På over 800 sider fortæller Yanagihara som en silende regn af ord, erfaringer og oplevelser. Og selvom man forhåbentlig ikke har haft bogens smerter som pædofili og cutting inde på livet, er hendes beskrivelser så fyldestgørende og fuldstændige, at man kan relatere sig til følelserne. Det gør bogen vedkommende.

aaaaa

“Et lille liv” er også spændende, medfølende og indlevende. Evnen til at beskrive så detaljeret og komplet, hvordan et liv med svære følelser udfolder sig og folder sig ind, viser Yanagiharas utrolige evne til at fortælle. Hun bruger beskrivende adjektiver, varierer ordvalget og tør tage sig tid til at gå i dybden med alle aspekter af en følelse. Hendes dialoger er virkelig gode og autentiske og vidner om en bagvedliggende forståelse for forskellige menneskers synspunkter, aldre og ordforråd. At kunne formulere sig i et så medrivende sprog, at de næsten 800 sider føles som få sider, er også en stor præstation. På intet tidspunkt kedede bogen mig. Jeg er fascineret af Yanagiharas researcharbejde og evne til at komponere en fortælling, der over så mange sider fortsat og vedvarende fastholder sin læser, og jeg var imponeret over, hvor meget jeg identificerede mig med bogens hovedperson, Jude, selvom jeg gudskelov ikke har oplevet det fuldstændigt forfærdelige, han har oplevet.  

Sætningsopbygningen er det modsatte af minimalistisk. Sætningerne er lange med mange indskud, men på forunderlig vis, bliver de ikke for lange, og som læser snubler man heller ikke i dem.

Bogen er ikke for sarte sjæle, og flere steder skulle jeg trække vejret dybt og samle mod, inden jeg læste videre. Alligevel skal du skynde dig at læse den, for det er en vidunderlig bog. Jeg giver den 4 a’er (anbefalinger) ud af 5, fordi sproget er virkelig godt uden dog at være stilistisk eksperimenterende eller nyskabende. Historien er vidunderlig, som den er, men den kunne godt være bare 100 sider kortere – også selvom jeg ikke kedede mig. 150 sider før sidste side blev jeg en smule rastløst og utålmodig efter at få en forløsning og afslutning.

 

Det var straks sværere med JB, som de havde vidst, det ville være. De vidste, han ville føle sig svigtet, forrådt og overset, og at hans følelser ville blive yderligere forstærket af det faktum, at han og Oliver lige var gået fra hinanden efter mere end fire års samliv. De inviterede ham ud at spise på en restaurant, hvor der var mindre risiko (skønt, som Jude påpegede, ingen garanti) for, at han ville lave en scene, og Jude, som JB stadig var en anelse mere forsigtig over for, og som JB næppe ville sige noget upassende til – fortalte nyheden.

 

På amerikansk hedder bogen “A little life” og spiller på dobbeltbetydningen af at give noget “a little life” og være “et lille liv”.

FORLAG: Politikens Forlag

ANTAL SIDER: 791

UDGIVET: 2018 (på dansk), 2016 (på amerikansk)

 

Foto af forsiden på Hvor flodkrebsene synger

Godt skrevet: “Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens

/0 Kommentarer/i /af

Velkommen til a1. Vi skriver tekster for virksomheder og offentlige instanser. Inspirationen til et godt sprog kommer ved at læse. Alle genrer. Derfor kommer vi i serien “Godt skrevet” med anbefalinger til bøger, som er godt skrevet. Vil du læse med?

“Hvor flodkrebsene synger” af Delia Owens har været på alles læber og diverse bestsellerlister i 2019. Det er en virkelig spændende og velskrevet bog, der handler om Kya, som bor alene i marsken i North Carolina i USA. Den handler om kærlighed, et mord og den smukke natur. Bum.

Anbefaling: aaaaa

Bogen er skrevet i to spor; det ene, hvor vi følger Kyas opvækst og hendes kamp for at overleve alene i marsken; det andet: historien om et mord, der bliver begået 17 år senere. De to spor giver fortællingen en god fremdrift. Det er en pageturner, og man er som læser ivrig efter at finde ud af, hvordan de to fortællinger hænger sammen. Dog gør de to spor også, at bogen bliver en anelse populistisk, og mordhistorien gør fortællingen temmelig amerikansk. Spørgsmålet er så, om man kan lide det eller ej.
Havde Owens holdt sig til det første (og heldigvis mest dominerende spor) om Kya og marsken, havde den i sin helhed været smukkere og mere kunstnerisk (måske også mere kedelig for nogen …).

Efteråret var på vej; de stedsegrønne planter bemærkede det måske ikke, men ahorntræerne gjorde. De blinkede med tusinder af gyldne blade mod den skifergrå himmel. En sen eftermiddag, efter undervisningen, blev Tate hængende i stedet for at tage hjem, som han plejede, og han og Kya sad på en stamme i skoven. Hun stillede ham omsider spørgsmålet, som hun havde villet stille i månedsvis: “Tate, jeg er virkelig glad for, at du lærer mig at læse, og for alle de ting, du giver mig. Men hvorfor gør du det? Har du ikke nogen kæreste eller noget?

…

Solen, der stadig var sky og vinteren underdanig, tittede frem nu og da mellem dage med ond vind og bitter regn. Så en eftermiddag, bare sådan, brød foråret for alvor igennem. Dagen blev varmere, og himlen skinnede, som var den blevet pudset. Kya talte sagte, mens hun og Tate gik på den græsbevoksede bred ved et dybt vandløb med højre ambratræer voksende henover. Pludselig greb han hendes hånd og tyssede på hende. Hendes blik fulgte hans til vandkanten, hvor en femten centimeter bred oksefrø sad på hug under et bladhang. Synet var egentlig ikke usædvanligt, bortset fra at den her frø var skinnende hvid over det hele.

Et godt sprog gør det ikke alene, og selv om bogen er spændende, generer den amerikanske og til tider meget naive facon. Det virker fx urealistisk, at Kya klarer sig så godt, når hun nu er vokset op alene i marsken. Alligevel anbefaler jeg “Hvor flodkrebsene synger”, fordi Owens fænger sin læser med de smukke og maleriske beskrivelser af naturen, og fordi pageturners altid vidner om et sprog, der er så selvkørende, at man bare vil have mere af fortællingen. Jeg giver den 3 a’er ud af 5.

Bogen som film

Den amerikanske Oscar-vindende skuespillerinde Reese Whitherspoon ejer et produktionsselskab, der producerer film af/med stærke kvinder. Sidste år købte hun rettighederne til “Hvor flodkrebsene synger” – så på et tidspunkt i nærmeste fremtid kommer den ud som film.

FORLAG: Gyldendal

ANTAL SIDER: 372

UDGIVET: 2018

Foto af Jean-Paul Sartres Terningerne er kastet

Godt skrevet: “Terningerne er kastet “ af Jean-Paul Sartre

/0 Kommentarer/i /af

Eksistentialismens far, Jean-Paul Sartre, udfordrer i “Terningerne er kastet” valget. Har vi mulighed for at vælge livet om?

Pierre og Eve bliver dræbt og forelsker sig, da de mødes som spøgelser blandt de levende. De får chancen for endnu et liv på jorden, hvis de inden for 24 timer kan elske og finde tillid til hinanden. De takker ja til chancen og får deres legemer og sanser tilbage og mødes i deres gamle liv. Udfordringen er bare, at de igen bliver konfronteret med de mennesker og problemer, der slog dem ihjel. Og hvad stiller man op med dem, når man får en chance mere? Romanen er altså ikke en kærlighedshistorie, for det egentlige spørgsmål er, om man kan vælge sit liv om, hvis man får en chance til – selvom terningerne er kastet.

Eksistentialismen er en ateistisk filosofisk retning, som placerer ansvaret, friheden og valget hos mennesket og frarøver Gud for selvsamme magt. I efterkrigsårene var især Sartre optaget af eksistensen fremfor essensen og brolagde sine tanker på andre store tænkere som Kierkegaard, Nietzsche og Heidegger. Sartre var ven med Camus, som også var travlt optaget af de eksistentielle spørgsmål, omend Camus’ udgangspunkt var nærmest det modsatte: Verden er absurd og meningsløs. Acceptér det!

Sartre og Camus var to stædige franskmænd og blev uvenner over deres forskellige måder at anskue verden på. De var uvenner frem til, Camus omkom i en bilulykke i 1960.

Anbefaling: aaaaa

“Terningerne er kastet” er en fin, lille historie, der skal læses – især hvis eksistentialismen interesserer dig. Tankerne bag er stadig aktuelle, omend de ikke længere er nytænkte, som de var, da bogen kom frem i efterkrigstidens mørke efterslæb i 1947. Dengang var det banebrydende at forkaste Gud og give al magten til mennesket; i dag er vi så heldige at ride på bølgerne af kloge hoveders tankestrømme, at vi tager disse tanker for givet.

Da jeg læste bogen, vidste jeg ikke, at det var et filmmanuskript, og jeg læste den som en roman. Derfor var min umiddelbare holdning, at Sartre skriver godt og kontant. Uden dikkedarer og maleriske beskrivelser, at teksten nogle steder minder om regibemærkninger til et teaterstykke – så korte er sætningerne – og at hans brug af (virkelig mange) kapitler, der flere steder ikke er længere end et par linjer, er en inspirerende måde at opbygge fortællingen på. Når jeg nu ved, det er et filmmanuskript, giver den vurdering sig selv, men jeg vil alligevel anbefale bogen også for sin skrivestil og sit sprog.

VOGNSKURET

Gennem ruden i telefonboksen ser man Pierre, der står og telefonerer.
Også han er helt fortumlet, men nu er der ingen vej tilbage …

– Prøv at forstå mig, Eve, bønfalder Pierre. Du må forstå mig. Jeg kan ikke lade mine kammerater i stikken … Nej, jeg ved godt, de har ikke en ærlig chance, men jeg kan ikke …

Oven over ham, inde i boksen, viser et elektrisk ur et minut i halv elleve …

UDEN FOR VOGNSKURET

To vogne myldrende fulde af militssoldater kommer kørende i fuld fart og standser op foran garagen.

En sværm af militssoldater spreder sig straks og omringer bygningen.

CHARLIERS DAGLIGSTUE

Eve står stadig med telefonen:

– Nej, Pierre, gør det ikke. Du har løjet for mig … Du går fra mig … Du har aldrig elsket mig …

Bogen skal du finde antikvarisk.

Fotografi af Jane Fondas bog My life so far

Godt skrevet: “My life so far” af Jane Fonda

/0 Kommentarer/i /af

Velkommen til a1. Vi skriver tekster for virksomheder og offentlige instanser. Inspirationen til et godt sprog kommer ved at læse. Alle genrer. Derfor kommer vi i serien “Godt skrevet” med anbefalinger til bøger, som er godt skrevet. Vil du læse med?

Første gang jeg stødte på Jane Fonda, var jeg ikke ret gammel. Min mor havde inviteret alle nabokonerne over for at gøre gymnastik i vores stue med øjnene rettet mod tv-skærmen, der viste et VHS-bånd importeret fra USA på en alt for dyr VHS-afspiller. Det var i midten af 80’erne, og festen var i gang! Workout-dronningen over dem alle, Jane Fonda, så fantastisk ud og havde en uovertruffen energi. Min mor var fan og ville se ud som Jane – ligesom alle nabokonerne ville.

Og så pludselig forsvandt hun. Hun blev gift med Ted Turner. De aftalte, at han stoppede med at se andre kvinder, og hun stoppede med at lave film. I 0’erne vendte hun tilbage i nogle amerikanske komedier og er her i 2021 i topform i Netflix-serien “Frankie & Grace” med veninden fra “9 to 5”, Lily Tomlin. Stadig ser hun bragende godt ud, selv om hun er 82, og da hun præsenterede i Oscar-showet for årets bedste film i 2020, viste hun sin storslåethed og sit inspirerende væsen. Yndefuldt marcherede hun hen til mikrofonen i en genbrugt Ellie Saab-kjole, og over armen bar hun en rød frakke som symbol på ‘fire’ (ild) som i “The Earth is burning”. Jane Fonda er aktivist. Passioneret kæmper hun og holder fast i det, hun tror på. Klimaet er en af hendes mærkesager. Da hun åbnede kuverten med vinderen af den sidste pris, pausede hun et øjeblik, velvidende at hun netop der var vidne til et historisk øjeblik: At en ikke-engelsktalende film vandt bedste film, “Parasite”.

Mere end de fleste

Og det med historiske øjeblikke er Jane Fonda med sit lange, begivenhedsrige liv mester i. I “My life so far” kommer vi helt ind bag tæppet, hvor alle parader for længst er lagt ned, facader er visket væk, og vi lærer en utroligt inspirerende, handlekraftig og stærk kvinde at kende. Over tre akter er den 550 sider lange biografi en lang, men bestemt ikke kedelig rejse, fra Jane bliver født, til hun er 60. Vi læser om hendes mors selvmord, hendes mangeårige kamp med bulimi, hendes anstrengte forhold til sin far, Henry Fonda, ægteskabet med Roger Vadim, ægteskabet med Tom Hayden, ægteskabet med Ted Turner, 2 Oscar-statuetter, et utal af film og om at finde sig selv og sin krop.

Fotografi af Jane Fondas bog My life so far

Et ærligt sprog

Jane Fonda skriver direkte, præcist og ærligt. Hun er intelligent, en god fortæller, vidende, god til at forklare og med en kæmpe selvindsigt og -ironi. Hun er en fantastisk og handlekraftig kvinde, som de fleste nok ville ønske, de havde i familien. Der er ikke det, hun ikke har prøvet, og den dag, hun dør, forsvinder et livstykke og en pallet med de smukkeste farver.
Ofte i mine anbefalinger i “Godt skrevet” roser jeg forfatteren, hvis han/hun skriver ærligt. Måske er der en sammenhæng mellem ærlighed og et godt sprog? Måske kan man kun skjule sig i knudrede, vævende sætninger – og ikke dem, der rammer hovedet på sømmet?
Hemingways daglige mål var at skrive bare én ærlig sætning. Han vidste om nogen, hvad han talte om. Ærlighed er en vigtig forudsætning for sproget.

Fonda pusher abs og VHS-maskinen

Bogens mange sider til trods er det noget af en page-turner, simpelt hen fordi sproget er så medrivende og hendes historier så fantastiske. Vi har jo også at gøre med en kvinde, der har oplevet mere end de fleste – som skuespiller, aktivist, mor, hustru, forfatter, workoutdronning, forretningskvinde, datter og veninde – sammen med kendte og ukendte navne. Alligevel sprang jeg få kapitler over, fordi de virkede mindre aktuelle for mig, og jeg var ivrig efter at hoppe frem til kapitlerne fra dengang i 80’erne. Sjovt var det fx at læse, at hun ikke bare “pushede” abs som workout-dronning, men selveste VHS-afspilleren ud til hele verden. Dengang kostede den nemlig så mange penge, at ingen havde råd til at købe den for bare at se en film i ny og næ. Men da Fondas populære træningsprogrammer (som man jo var nødt til at følge 2-3 gange om ugen for at få en lækker krop) kom ud, måtte alle kvinder eje en VHS.

Anbefaling: aaaaa

Jeg har læst bogen på engelsk, og det har været en vidunderlig oplevelse. Sproget er flydende og fængende, og Jane Fonda er en utroligt generøs forfatter/selvbiograf, der inviterer os med ind i de inderste afkroge af sit privatliv og psyke.

“I don’t like you!” said Katharine Hepburn, pointing her finger straight at my face, her anger making the famous voice and classic head, which quivered at the best of times, shake with tsunamic tremors. I had never met the legendary actor before, and it was a terrible moment, coming within minutes of my arrival with Bruce at her Forty-ninth Street town house – terrible not only because someone only a notch below God was damning me, but also because in less than two weeks she was supposed to travel to New Hampshire to begin rehearsing On Golden Pond with my father and me.

…

I never tired of looking at her. Though in her mid-seventies, she was still magnificent. It was part attitude and part bone structure. I realized that if the architecture of a face is upward reaching.

…

On the set one day, Ms. Hepburn told our unit publicist that she thought it was the duty of a star to be fascinating. There is no denying that the lady worked hard to do her duty and as a result was one of the two most fascinating people I have known (the other being Ted Turner). But despite this and despite my father’s coldness, in the genetic scheme of things, I am glad I am my father’s daughter. I never loved him more than when I watched him, day after day, as he sat on the set between takes in his canvas chair with his name printed on the back panel, waiting to be called before the cameras: quiet, demanding little, not looking to fascinate. He was what he was.

…

The next morning I called Ms. Hepburn to congratulate her and her first words to me were: “You’ll never catch me now!”
It took a moment for me to understand what se was talking about, and then it hit me. Of cause – if she hadn’t won and I had, we’d be tied with tree Oscars each. Now she had four, and I had only two. No way I’d cathch up. I had to laugh. We were still operating on different wavelengths, but how could I not love her spunk?

Dad died five months later.

Den kulørte side

Jeg har altid haft en forkærlighed for det kulørte stof og var stolt som en pave, da a1kommunikation fik til opgave at læse korrektur på bl.a. SE og HØR og BILLED-BLADET. Derfor synes jeg også, det er lidt sjovt at læse om Fondas møder og venskaber med alle de kendte, inspirerende mennesker, hun har været beriget af igennem hele sit liv. Også selv om der ikke er et gran af sladderblad i hendes biografi.

FORLAG: Ebury Press

UDGIVET: 2005

ANTAL SIDER: 579

Foto ag bogforsiden på Kærlig hilsen Tove

Godt skrevet: “Kærlig hilsen Tove” af Tove Ditlevsen

/0 Kommentarer/i /af

Tove Ditlevsen blæste mig bagover, da jeg læste hendes biografier “Barndom”, “Ungdom” og især det afsluttende tredje bind, “Gift”, hvor hun beskriver sit ægteskab, og hvordan hun bliver narkoman (dermed den dobbelte betydning af ordet Gift.) Hun skriver fængende, ærligt, skarpt, med humor og en vis ironisk distance, som jeg også læser i “Kærlig hilsen Tove”, der er en samling breve fra Tove til sin daværende redaktør på Gyldendal, Mogens Knudsen, i årene 1969-75.

Anbefaling: aaaaa

Tove har mange problemer og bekymringer og er ind og ud af Sankt Hans. Mogens hjælper med alt fra det personlige til professionelle forhold, for dengang havde redaktører en større rolle i forfatteres liv, end de har i dag, og Tove bruger ham flittigt! I bogen læser vi ikke Mogens Knudsens svar til Tove, men kun hendes breve til ham, som han klogt gemte i en bankboks hos Gyldendal, så eftertiden måske og netop kunne få glæde af dem. Jeg var nervøs for, om det ville fungere med denne envejskommunikation, men det gør det faktisk, fordi Tove midt i alt vanviddet er en så dygtig, reflekteret og ikke mindst vittig brevskriver og skribent.

Hun har et meget skarpt og præcist sprog og tør være hudløst ærlig om sig selv og sine holdninger (naturligvis vidste hun ikke, at hun en dag ville få brevene udgivet, men fra andre bøger ved vi, at det er sådan, hun er), men bag den skarpe og skrappe pen ligger også et skrøbeligt væsen, som vælger at tage sit eget liv kun 58 år gammel i 1976.

Brevene fungerer virkelig godt, og hun er en stor skriftlig inspiration, som får 4 x a’er ud af 5.

“Kære Mogens

Jeg har sendt dig et meget formelt brev, fordi Knud siger, at det skal fremlægges i retten. Ellers ville jeg gerne snakke med dig en dag om alle de problemer der bliver ved med at vælte ind over mig. Min forhenværende svigersøn Erik Thygesen står bag forfatterforbundets krav. Det samme er tilfældet med Victor, som er ude efter mine stakkels royalties og har fået for vane at ringe mig op i alle tænkelige grader af beruselse. Desuden frygter jeg for, at ansættelsen af Otto Leisner på Familie Journalen er tænkt som en gradvis afvikling af min brevkasse, foreløbig optræder vi der begge to. Desuden har jeg tabt en tand i undermunden og skal nu tilbringe mine bedste år med at rende til tandlægen. Knud er min store trøst i alt dette, og jeg vil sådan håbe, at det bliver til noget med den antologi. Jeg mente også, at vi havde en aftale om, at jeg skulle have 50.000 kr. i denne måned? Jeg ved godt, at du har meget travlt på denne årstid, men kunne du alligevel ikke få tid til at se mig en dag? Å – der er også det med ham Åge Madsen. Vi talte med ham en halv time, men det var Knud, der gjorde hele arbejdet, så vi synes, en regning på 1200 kr. er ganske urimelig. Det korte af det lange er, at jeg ikke kan samle mig om at skrive, når jeg har så overvældende problemer. Og det er vi jo begge to interesseret i, at jeg gør. Jeg samler stadig artiklerne til B.T., men som det fremgår af det jeg har afleveret til jer, mangler jeg en to-tre stykker, som jeg ikke ved, hvor jeg skal få fat på. Mogens, jeg har som du ved tit været nede i en bølgedal, men hidtil er jeg altid kommet op igen. Jeg håber, du har det godt, og at Birgit har haft glæde af de røde piller. Du må hilse hende mange gange.

Kærlig hilsen, Tove”*

 

FORLAG: Gyldendal

SIDER: 110

ÅRSTAL: 2019

*Vi har ikke rettet kommateringen i citatet, men citeret direkte.

papir med teksten ordkærligheda1kommunikation

Godt skrevet! At skrive er at læse

/0 Kommentarer/i /af

Det kræver overordnet to (ihærdige og vedvarende) tiltag at blive en god tekstforfatter og/eller forfatter:

1) At skrive, skrive, skrive.

2) At læse, læse, læse.

Jeg begiver jeg mig nu ud på en rejse, hvor jeg vil læse, læse, læse og anbefale dig de bøger, der er så godt skrevet, at de kan lære os (mig og dig) at skrive – eller måske bare have lyst til at læse et virkelig godt sprog. Rejsen hedder ”Godt skrevet! At skrive er at læse.” Jeg har fået lyst til at rejse, fordi det er sådan, jeg bliver en bedre tekstforfatter. Ved at lære og læse andre – også og måske netop de skønlitterære forfattere – som kan inspirere mig til at turde gøre noget nyt på nettet og i magasinerne. Og så vil jeg gerne udgive flere bøger. I 2017 udgav jeg fagbogen ”Tekst og trafik – vejen til mere salg på nettet” og sysler med at skrive skønlitterære bøger ved siden af mit arbejde i a1kommunikation. Jeg elsker nemlig tekst i alle afskygninger.

Først lige et par rammer:

  • Det er ikke egentlige og klassiske boganmeldelser, jeg sigter efter, for jeg bruger ikke hverken dit eller mit krudt på at gengive bøger, der er dårligt skrevet og altså ikke er værd at læse, men anbefaler kun dem, der er. Alligevel rangerer jeg dem (for nogen er bedre end andre). Jeg giver dem a’er (a som i anbefaling – og nu hedder vi jo også a1 … så den lå lige til højrebenet), og bøgerne kan få 5 ud af 5.
  • Godt sprog er en subjektiv sag, om end der er nogle helt objektive, stilistiske krav:
  1. Sproget skal flyde så godt, at det ikke generer læsningen.
  2. Sætningsopbygningen skal være forskellig i sætningerne, så der er variation i sproget.
  3. Ordforrådet og ordvalget skal være spændende og varierende.
  4. Der skal ikke være gentagelser og klicheer.
  5. Forfatteren må meget gerne lege med sproget, evt. kaste sig ud i nye konstruktioner.
  6. Metaforer kan være et godt virkemiddel til at levendegøre sproget, men skal bruges klogt, med omhu og uden at gøre sproget søgt.
  7. Hvis der er dialog i bogen, skal den være realistisk. Forfatteren skal være dygtig nok til at variere sproget og ordforrådet, så personerne ikke taler på samme måde. De forskellige mennesker skal have forskelligt sprogligt udtryk.
  8. Der skal være rytme og flow i sproget, så læseren legende let danser gennem teksten.

Nogle mener, at et godt sprog skal være usynligt for fortællingen. At sproget skal flyde så godt, at man slet ikke lægger mærke til, at det er der. Jeg er til dels enig, for det kommer helt og holdent an på, hvad forfatterens projekt er. I Inger Christensens ”DET” er det i den grad sproget, der er i fokus, som hun i øvrigt mestrer fantastisk og leger vidunderligt med. I krimier fx er det fortællingen, der er det vigtige, og sproget kan være et virkemiddel til at få fortalt en historie.

Læn dig godt tilbage, og læs alle de gode anmeldelser, der er på vej til dig. Og skriv meget gerne en kommentar i boksen nedenfor. Debatter om sproget gør hele arbejdet værd.

Hjemmesiden bruger cookies, så vi kan forbedre din oplevelse. Du accepterer cookies ved fortsat at være herinde.

OKLæs mere