Indrømmet! Selvhjælpsbøger er ikke rigtig en genre, man kan kategorisere som hverken poetiske eller sprogligt inspirerende og så alligevel. Ved et tilfælde snublede jeg over Mark Manson, som jeg dengang aldrig havde hørt om, og læste hans bog på et par aftener på min telefon. Og jeg var faktisk virkelig underholdt af hans humoristiske og livlige måde at skrive på. Det viser sig også, at Mark Manson er blogger (siden 2008), og at netop denne bog puttede ham på kortet, da han kom på New York Times’ bestseller-liste.

Anbefaling: aaaaa

Bogen er hurtigt læst, hurtigt glemt, og er som sagt ikke stor fortællekunst. Derfor får den kun 1 a ud af 5. Alligevel kommer den med her som en anbefaling, fordi den er sjov og medrivende, og det vidner ofte om et godt sprog med et godt flow. Og ja, så fik jeg da også nogle gode pointer med. Fx at man skal lære at være fucking ligeglad. Altså ikke pludselig blive et dårligt menneske eller opgive al passion, men lære at sige “pyt” noget oftere og vælge, hvilke problemer man vil give opmærksomhed (for problemer slipper man aldrig for). Og det har en overtænker som jeg selv meget godt af at blive mindet om.

 

I 2011 rejste jeg til Sankt Petersborg i Rusland. Vejret var elendigt. (Sne i maj? Det kan sgu da ikke være rigtigt). Min lejlighed var noget lort. Intet fungerede. Alt var dyrt. Nogle mennesker var uhøflige og lugtede underligt. Ingen smilede, og alle drak for meget. Ja, jeg elskede det. Det var en af mine yndlingsture. Der er en direkte væremåde i russisk kultur, der generelt går folk fra Vesten på nerverne. Der er ingen falsk venlighed eller politisk korrekthed. Du smiler ikke til fremmede eller lader, som om du kan lide noget, du ikke kan lide. Hvis noget er dumt i Rusland, så siger du, det er dumt. Hvis nogen er et røvhul, så fortæller du ham, at han er et røvhul. Hvis du virkelig kan lide nogen og har det fantastisk sammen med vedkommende, så fortæller du hende, at du kan lide hende, og så hygger I jer sammen. Det betyder ikke noget, om den person er din ven, en fremmed, eller en, du har mødt på gaden for fem minutter siden.

Den første uge føltes alt det virkelig ubehageligt. Jeg tog på en kaffedate med en russisk pige, og tre minutter efter at vi havde sat os, kiggede hun mærkeligt på mig og fortalte mig, at det, jeg lige havde sagt, var noget vrøvl. Jeg var lige ved at få min kaffe galt i halsen. Der var ikke noget konfronterende i den måde, hun sagde det på. Hun konstaterede det blot, som havde hun talt om vejret eller sin skostørrelse, men jeg var alligevel rystet. I Vesten anser man trods alt så direkte en facon for at være yderst stødende, især når det kommer fra nogen, man lige har mødt. Men sådan fortsatte det med alle. På det tidspunkt virkede alle til at være uforskammede, og derfor følte jeg mig som vesterlænding angrebet fra alle leder og kanter. Jeg mærkede en snigende usikkerhed i situationer, hvor jeg ellers ikke havde følt mig usikker i årevis.

Men som ugerne skred frem, vænnede jeg mig til russernes direkte facon, ligesom jeg vænnede mig til midnatssolnedgange og vodkaen, der gled ned som isvand. Og så begyndte jeg at sætte pris på det, det i virkeligheden var: rene ord for pengene. Ærlighed i ordets sandeste betydning. Kommunikation uden betingelser, uforpligtende, ingen skjulte motiver, ingen salgstale, intet desperat forsøg på at andre skal kunne lide dig.

 

Mark Manson er også dygtig til at tale direkte til sin modtager og hive modtageren med i fortællingen og pointerne, så man let identificerer og sympatiserer sig med ham, hvilket er med til at give “Kunsten at være fucking ligeglad” endnu mere pondus.

FORLAG: Memoris

UDGIVET: 2018

ANTAL SIDER: 220