Indimellem forestiller jeg mig, at nettets tekstforfattere er ligesom superhelte, der dyster mod hinanden. De dyster på ord. Mange ord, de præcise ord. Ord, der bliver søgt på. Ord, der rammer. Det rigtige sted. Ord, vi klikker på, inspireres af, får tillid til og handler på.

Biblioteker er et godt sted at arbejde. Også selvom man har et kontor. Der dufter helt specielt, og fællesskabet med alle de andre forfattere giver et godt skulderklap. Mit yndlingsbibliotek er Det Kongelige Bibliotek – Den Sorte Diamant. Jeg kan godt lide at sidde der. Omgivet af al den historie. Alle de gamle bøger. Tænk sig, at en af de ældste bøger, du kan låne herinde, er 470 år gammel. Det er en bog formet som et hjerte med 83 håndskrevne folkeviser. Den blev skrevet i begyndelsen af 1550’erne under Christian III’s hof. På det tidspunkt var reformationen godt i gang, og Martin Luther var i færd med at gøre op med den katolske kirkes magt og danne det protestantiske kirkesamfund.

Internettet er 52 år gammelt. Google 20 år. Bibliotekarerne på læsesalen holder nøje øje med, hvad der foregår. Man må kun komme ind, hvis man har skrevet sig op i den store, blå bog, og ikke forlade rummet, før man er blevet klikket ud ad døren. Vi skal passe godt på vores bibliotek. På vores kulturarv. På vores bøger.

Bibliotekarerne ser alt. Nøjagtig som på nettet, hvor Google er bibliotekaren. Hvordan mon verden ser ud om 470 år? Tænk sig, hvor stor en betydning tekster har haft igennem alle tider. De er dokumentationen for hele vores eksistens. Kommunikationen imellem mennesker. Behovet for at skrive og fortælle. For at læse. På nettet er det tekstforfatterne, der skriver og fortæller. Men de skal gøre det præcist; ramme plet. Lige midt i bullseye på modtageren. Med al den magi, der gør, at bibliotekarene kan finde teksterne. Kan de det, er de nettets superhelte.