Indlæg

mand i tvivl

Hedder det der eller som?

Som og der tilhører ordklassen pronomener (stedord). Som og der bruger vi, når vi henviser til noget andet i en sætning, og derfor kaldes disse to ord for relative pronomener (henførende stedord). I langt de fleste tilfælde er der frit valg imellem de to ord, men ikke altid. Og i nogle tilfælde kan du faktisk helt undlade at bruge dem.

 

Her kan du læse lidt om de små grammatiske forskelle mellem som og der. Der er ofte frit valg imellem de to ord, men ikke altid. Og det gør ingen forskel, om der henvises til noget dødt eller noget levende, hvilket er en almindelig antagelse.

Der gælder tre regler, når man bruger stedordene der eller som:

1. Pronomenet er subjekt (Stedordet er grundled)

2. Pronomenet er ikke subjekt (Stedordet er ikke grundled)

3. Spørgende ledsætninger.

Pronomenet er subjekt (stedordet er grundled)

Når som og der er subjekt (grundled) i en ledsætning, kan de udskiftes med hinanden. Det er lige korrekt at bruge det ene som det andet.

Lykke har købt en kjole, der er rød.
Lykke har købt en kjole, som er rød.

Manden bor i huset, der ligger på Bellisvej.
Manden bor i huset, som ligger på Bellisvej.

Sætningen betyder det samme uanset, hvilket pronomen (stedord) du vælger.
Formmæssigt er der dog alligevel en forskel, idet det ofte virker mere naturligt at bruge der i de situationer, hvor valget er frit:

Det er manden, der ræser op og ned ad vejen.
Fremfor:
Det er manden, som ræser op og ned ad vejen.


Der er dog en undtagelse

Undtagelsen er, at når én af de tre konjunktioner (bindeord) og, men, eller eller indleder ledsætningen, hedder det altid somogså selvom der eller som er subjekt (grundled).

Det hedder:
Har du hørt musikken, der/som lige er udkommet, og som handler om årstiderne?

Og ikke:
Har du hørt musikken, der/som lige er udkommet, og der handler om årstiderne?

Lige her er det også en mulighed helt at udelade som i sidste ledsætning:
Har du hørt musikken, der/som lige er udkommet og handler om årstiderne?

Og det vil vi faktisk anbefale dig at gøre, hvis du skal skrive en tekst, der flyder, for det sidste pronomen gør sætningen lidt tung.

Pronomenet er objekt (stedordet er genstandsled)

Hvis der eller som ikke står som subjekt (grundled), men som objekt (genstandsled), kan det kun hedde som:

Manden bor i det gule hus, som han selv har bygget.

Det hedder ikke:
Manden bor i det gule hus, der han har bygget.

I dette eksempel er det også korrekt helt at udelade som:
Manden bor i det gule hus, han selv har bygget.

Spørgende ledsætninger

Hvis det ord, der indleder en ledsætning, er subjekt (grundled), skal det efterfølges af et der.

Ved du, hvem der kommer i aften?

Ved du, hvilke politikere der stiller op til valget?

(Men husk at sætte kommaet foran sætningsindlederen (hvem og hvilke i de to eksempler). Sætter du kommaet efter der, er det det, man kalder et idiotkomma (ja, det gør man…), for kommaet skal altid sættes foran det ord, der indleder ledsætningen (som også kan være en konjunktion). Men det var vist lige et grammatisk sidespring …).


Dødt eller levende – har det nogen betydning?

Betyder det noget, om som eller der henviser til noget dødt eller noget levende i en sætning? Det er en udbredt antagelse, at svaret er ja, men det er ikke korrekt. Valget imellem de to pronomener (stedord) afhænger udelukkende af de regler, vi har gennemgået. Antagelsen skyldes måske vores viden om engelsk grammatik, hvor der netop er denne skelnen. På engelsk kan who kun bruges om personer, which kan kun bruges om andet end personer, og that kan bruges om begge dele.

Hvad er pronomener (stedord)?

Pronomener (stedord) er nogle af de ord, vi bruger allermest. Pronomener står i stedet for substantiver (navneord) – de står altså i stedet for et andet ord, som de henviser til.

Pronomener er ord som: der, som, den, det, de, jeg, du, hans, hendes, vi, I, min, mit, mine, nogen, nogle, sin, vores, sig. De tilhører hver forskellige underordklasser af ordklassen pronomener. Vi har her skrevet om der og som, som er relative pronomener (henførende stedord), men jeg og du er fx personlige pronomener (personlige stedord), mens den og det er demonstrative pronomener (påpegende stedord). Der findes i alt 8 underordklasser af pronomener.

 

Vi bruger pronomener (stedord) hele tiden, og det har vi lavet en lille film om. Du kan se dén og andre små film om de danske ordklasser lige her:

https://a1kommunikation.dk/videoer/

 

Pronomener har det med at drille – selv den dygtige korrekturlæser kan komme i tvivl og må slå op eller analysere sig frem. Pronomenerne hans og sin driller fx også. Men hvis du klikker lige her, får du styr på hans og sin i et snuptag.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (1 Stemme i alt)
Minions i smækbukser

Hedder det hans, hendes eller sin?

 

Havde Børge hans eller sine bukser på?

Hans og sin er pronomener (stedord), der siger noget om ejerskabet i en sætning. Indimellem kan det være svært at huske, om det hedder det ene eller det andet, selv om der er stor forskel på betydningen. Det kan fx hurtigt blive afgørende for, om det er dine eller naboens bukser, der brænder.

 

Bennys bukser brændte. Børge råbte, åh! Børge havde nemlig Bennys bukser på.

(Digt Halfdan Rasmussen)

Ja, (u)heldigvis for Børge var det hans (altså Bennys) bukser og ikke sine egne, han havde på.

 

Hvordan er det nu, det er med hans og sin?

Reglerne er enkle. Alligevel er der mange, der bytter rundt, og det kan skabe forvirring. Se med her, og få styr på det:

Hovedreglen er:

1. Man bruger sin, når det man henviser til (den, der ejer noget), er subjekt (grundled) i sætningen (ejermanden er med i sætningen).
2. Man bruger hans, når det, man henviser til, er noget andet end subjektet. Altså når ejermanden ikke er med i sætningen.
3. Det hedder også sin, når man henviser til subjektet i skjulte sætninger.

WOW! Det lyder indviklet. Men se nu her:

Sin

Man bruger sin, når det, man henviser til, er subjekt (grundled) i sætningen.
Vi ser på sætningen med William og en kat:
William giver sin kat mad. William er subjekt, derfor henviser sin til William. Det er Williams kat. Ejermanden (William) er med i sætningen.

Hvis sætningen lyder:
William giver hans kat mad, er det en andens kat. Det er, fordi hans henviser til noget andet end subjektet (William). Med andre ord betyder sætningen, at William giver en anden persons kat mad.

Flere eksempler med sin:
Faren ser på sin søn. Faren er subjekt, derfor hedder det sin. Det er farens egen søn.

Lægen observerede sin patient tage sin medicin. Lægen er subjekt – det er lægens patient, og derfor hedder det sin. Og patienten tager sin egen medicin.

Hans

Man bruger hans, når det, man henviser til, er noget andet end subjektet. Altså, når ejermanden IKKE er i sætningen.

Lad os se på nogle eksempler med hans:

Frederik sidder på hans plads. Hans henviser til noget andet end subjektet. Ordet hans viser dig, at Frederik ikke sidder på sin egen plads. Pladsens ejermand er ikke i sætningen.

Ole passer hans barn. Hans henviser til noget andet end subjektet. Det henviser til nogen uden for sætningen. Ole passer en anden mands barn.

Skal man bruge sine og sit hedder det:

Direktøren tog sine medarbejdere med på sit landsted. Her er det direktørens egne medarbejdere, der får fornøjelsen af en tur på direktørens eget landsted.

Hvis der står:
Direktøren tog hans medarbejdere med på hans landsted, betyder det, at direktøren har taget en andens medarbejdere med på et landsted, som ejes af en anden.

Hans og sin i skjulte sætninger

Det hedder også sin, når man henviser til subjektet i skjulte sætninger. I skjulte sætninger skal du være ekstra opmærksom på hans og sin. Det er, fordi den skjulte sætning er en ufuldstændig sætning uden verballed (udsagnsled) i nutid eller datid. Og det kan give problemer.

Vi så drengen gå med sin lillebror. Skjult sætning: Vi så drengen, han gik med sin lillebror.

Der er altså en aktør i den skjulte sætning.

Jens så Jørgens succes med sin nye bil. Den skjulte sætning er: Jørgen havde succes med sin nye bil.

Tvetydighed i skjulte sætninger

I skjulte sætninger kan der nogle gange opstå en tvetydighed – så pas på:

“Kvinden fandt manden liggende i sin seng.” Den skjulte sætning er: Kvinden fandt manden. Manden ligger i sin seng.

“Faren så drengen lege med sin bil.” Den skjulte sætning er: Drengen leger med sin bil.

Her kan man dog ikke afgøre, om det er kvindens eller mandens seng. Eller farens eller drengens bil.

Ofte vil man finde en måde at skrive sætningen om på, så flertydigheden forsvinder.

 


Vi runder af med at sende fingerkys til radioprogrammet Klog på Sprog på DR P1, som her giver et fantastisk eksempel på, hvor svært (og sjovt) det kan være, når der ikke er helt styr på hans og sin:

 

http://www.facebook.com/drp1/videos/hans-eller-sin-klog-p%C3%A5-sprog-dr-p1/2060269960928936/

 

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (2 Stemmer i alt)

Ordklasser på dansk

Foto af den første af mine film til indlægget om danske ordklasserPå dansk har vi 11 ordklasser. Alle ordene i en ordklasse har fællestræk, som adskiller dem fra ord i andre klasser. Den mest kendte ordklasse er substantiverne (navneordene). For at blive dygtig til at sætte komma skal man kunne sine ordklasser.

Under hver beskrivelse kan du se vores film om netop ordklasserne. De tager i alt ca. 12 min. Det tager ca. 5 min. at læse teksten. Gør du begge dele, har du i hvert fald styr på de danske ordklasser, men her først en introfilm:

Substantiver (navneord) – alle tingene

Substantiverne er alle tingene, fx en ost, en is, et bord, en computer, en bog, en lampe, et smykke.
Substantiverne er enten fælleskøn (en ost) eller intetkøn (et bord).

Verber (udsagnsord) – ord, der bevæger sig

Verberne er den anden store ordklasse på dansk. Verberne (udsagnsordene) er alle de ord, der ‘handler’ – altså gør noget, fx spiser, drikker, sover, danser, griner, føler, hopper, læser eller lærer.

Adjektiver (tillægsord) – ord, der beskriver tingene

Adjektiverne (tillægsordene) er den tredje ordklasse. Tillægsordene er alle de ord, der beskriver noget. Det vil sige, alle de ord, Hemingway aldrig brugte, men franskmændene bruger rigtig meget. Fx fantastisk, forrygende, fremragende, forfærdelig, stor, lille, rar eller ubehagelig.
Adjektiverne lægger sig op ad substantiverne – de beskriver altså altid alle tingene – og det kan man huske, fordi endelsen på ordene er den samme: ’tiver’.

Pronomener (stedord) – ord, der tager ejerskab

Den fjerde ordklasse er alle pronomenerne. Pronomenerne (stedord) er alle de ord, der tager ejerskab, fx mit, dit, dem, deres, sit eller vores. Det kan også være alle de ord, der beskriver hvem, der gør noget, fx vi, du, I, jeg, eller spørger: hvem, hvad, hvilke?

Adverbier (biord) – ord, der ikke hører til andre steder

Adverbier er alle de små ’bier’, der summer rundt og ikke har nogen kube. Det vil sige ord, der ikke hører til andre steder. Når der er sagt, er der gudskelov nogle fællestræk, for det er ord, der refererer til placering eller retning i rum og tid, fx nedad og samtidig, adjektiver, der beskriver verber i stedet for substantiver, fx DEJLIG forfriskende pool. Ellers er adverbier ord som måske, heldigvis og derfor.

Artikler (artikler) – ord, der peger på noget

Artiklerne er de ord, der ’peger’ på tingene, fx en, et, den og det.

DET hus kunne jeg godt tænke mig.
Hvem gad ikke DET?
ET hus er jo nødvendigt, men ikke nødvendigvis EN nødvendighed, hvis man bor i lejlighed.

Talord – alle tallene skrevet med bogstaver

Talordene er nok den lettest ordklasse, for det er simpelt hen bare alle talordene, fx en, to, tre, fire, ottehundrede og nul.

Præpositioner (forholdsord) – ord, der viser en retning

Præpositionerne er alle de ord, der viser en retning eller alle positionerne, fx imod, henover, indenfor, i, til, foran, bagved. Forestil dig, at du har en bold, og det er alle de positioner, bolden kan bevæge sig i. Fx bagved dig, foran dig, hen imod dig, over dig, under dig og hen til dig.

Konjunktioner (bindeord) – ord, der binder sætninger sammen

En konjunktion er et ord, der binder en sætning sammen med en anden sætning. Konjunktion kommer af det latinske ord conjunctio, som netop betyder forbindelse. Det er altså ord som og, end, eller, men, mens og der.

Udråbsord – alle udråb

Udråbsord er svarord, hilseord og udtryk for sindstilstande. Fx ja, nej, fuck, hej, hejsa.

Lydord – alle lyde

Lydordene er alle de ord, der gengiver en lyd fx øf, muh, splat. Nogle lydord som øf og kykliky er optaget i Retskrivningsordbogen, ellers er det bare at bruge fantasien, hvis du skal stave dig til et af dem. Hvordan staver man fx til den lyd, en abe siger?

Vores passion er sproget, og vi brænder for at lære fra os. Men hvis du har brug for at få læst en tekst igennem for at være sikker på, at alt er korrekt, læser vi også korrektur.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 4.2/5 (33 Stemmer i alt)