Pendulord: Er en bjørnetjeneste til skade eller gavn?
Velkommen til a1. Vi er brænder for sprog og kommunikation. Derfor korrekturlæser, redigerer og skriver vi tekster for virksomheder og organisationer. Men lige her kan du blive klog på pendulord. God læselyst!
Pendulord svinger fra side til side uden helt at standse. Betegnelsen har sneget sig ind i det danske sprog og dækker over ord med to betydninger – ofte modsætninger. Eksempelvis ordet bjørnetjeneste, for skal vi forstå det som en skadelig tjeneste, eller er det i virkeligheden det modsatte?
Pendulet peger på to betydninger
Læser vi fablen om La Fontaine, er det historien om en bjørn, der med de bedste hensigter forsøger at jage en flue væk fra sin herres hoved med en sten. Men i stedet sker der det uheldige, at bjørnen knuser mandens pande. Bjørnen udfører altså en velment tjeneste, der desværre ender med at gøre mere skade end gavn – deraf navnet en bjørnetjeneste. Det er sådan, ordet (altid) er blevet forstået, og slår vi op i Den Danske Ordbog, finder vi også fablen.
Jeg tillader mig at modellere lidt på historien, så det rent faktisk lykkes bjørnen at jage fluen væk uden at knuse mandens pande. I stedet har den udført en handling, som er til gavn – altså en stor tjeneste. Sådan forstås bjørnetjeneste af mange i dag – som en stor tjeneste. Ordet er iklædt en helt ny betydning, og to forståelser er i spil – et såkaldt pendulord. Jeg skal dog lige tilføje, at det ikke er min modellering af fablen, der har banet vejen for, at en ny betydning er opstået. Men det vender vi tilbage til. Ikke desto mindre har den nye betydning af bjørnetjeneste vundet indpas. Et scenarie, der for nogle er absurd. Et ord kan kun være ét sted ad gangen. Typisk er det de (ældre) sprogbrugere, der holder fast i den oprindelige betydning som den endegyldige sandhed – det er den, de kender. De yngre er oftest mere nytænkende.
Tradition møder fornyelse
Pendulord er et nyt begreb, der er trådt frem i manegen. Som et pendul svinger det fra side til side imellem to betydninger– en oprindelig (traditionel) og en nyere – oftest modpoler.
Slår vi op i Den Danske Ordbog, kan vi om forfordelt læse: ”give nogen mindre end andre eller mindre, end vedkommende har krav på, behandle nogen dårligere end andre.” I en nyere betydning fra 1964 står der: ”give nogen mere end andre eller mere, end vedkommende har krav på, behandle nogen bedre end andre.”
Om lemfældig står der i Den Danske Ordbog 2011: ”ikke omhyggelig nok, skødesløs, sjusket.”Forklaringen fra 1967 lyder: ”ikke særlig streng eller hård, mild, lempelig.” Førstnævnte fra 2011 siges at være den betydning, de fleste kender. Den oprindelige er for mange ukendt. Alligevel har vi som læsere ikke en jordisk chance for at gennemskue meningen, når sætningen eksempelvis lyder: ”Han var en smule lemfældig.” Det er ren gætteleg med 50 % chance for at ramme rigtigt.
Det samme gør sig gældende med op ad bakke. Tidligere blev det betragtet som noget, der var svært, men i dag bruges det om, at det går den rigtige vej (mod toppen) og giver resultater.
I mit univers er ulvetime uløseligt forbundet med den tid sidst på eftermiddagen, hvor man kommer træt hjem med sine børn og takker for, at Ramasjang er opfundet. I Den Danske Ordbog lyder det: ”den sidste del af eftermiddagen, hvor forældre har travlt med at hente børn, købe ind, rydde op og lave mad (1979).”Det er nok de færreste, der forbinder ulvetime med den oprindelige betydning fra 1968: ”den sidste del af natten inden solopgang.” Det ville jo stemple os som dårlige forældre.
Alt i alt er der altså mange eksempler på ord med to modsatrettede betydninger. Og det er jo selvfølgelig meget forvirrende for de fleste mennesker.
Hvad er så det mest korrekte?
Tilsyneladende er der ikke en dommer, der dømmer inde og ude i forhold til, om forfordelt skal forstås som, at man får mere eller mindre. Heller ikke om bjørnetjeneste er en gavnlig eller skadelig handling, om lemfældig betyder skødesløs eller mild m.v. Er det så vores humør, der afgør det? Nok snarere hvem vi spørger. Det er oftest sprogpuritanerne, der hælder til den oprindelige betydning; mens andre bruger den, de oftest har hørt, og i mange sammenhænge er dét den nye version – altså den modsatte af den oprindelige.
At to betydninger kan leve side om side skyldes, at nogle manøvrerer forkert rundt i ordenes betydning og bruger dem ukorrekt, altså modsat. Måske fordi de har forstået det forkert eller bevidst ønsker at skabe signalforvirring. Eksempelvis med bjørnetjeneste. Mange ser en bjørn som noget stort, varmt og blødt, der kan give dejlige kram. Dermed forveksler de sandsynligvis bjørnetjeneste med en stor tjeneste – en rigtig bamsetjeneste. Men måske skal vi være varsomme med at konkludere noget. Tilsyneladende er der intet revolutionerende i, at et ord ændrer betydning.
Sprogets foranderlighed
Med mere end 150.000 år på bagen har sproget eksisteret i længere tid, end vi måske kan forholde os til. Det er den måde, vi helt naturligt kommunikerer med hinanden på – et socialt redskab. Ordenes betydning fastlægges ved hjælp af vores kommunikation med hinanden. Undervejs når vi taler, finder vi sammen ud af, hvordan ordene skal forstås. Men sproget står ikke stille – det har altid udviklet sig uden indblanding i, hvad der er rigtigt og forkert. Men selvom vi i teorien taler samme sprog, varierer det fra sted til sted på tværs af generationer. Sproget forandrer sig fonetisk, grammatisk, i forhold til betydning, stilleje m.m. Og så ændrer vores ordbøger sig også. De forholder sig nemlig til det sprog, vi taler, og ikke hvad der bør være det mest korrekte. De er deskriptive, ikke normative. Så hvis du er en af dem, der lige nu er blevet meget sur på ordbogen, fordi den indeholder to betydninger af bjørnetjeneste, kan du desværre godt pakke sammen. Du kan være sur på alle dem, der til at starte med brugte ordet forkert.
Summa summarum
Et ord ændrer måske nok betydning over tid, forskellen ligger i, hvor hurtigt det går. Det sker ikke over nat, så vi kan trække vejret roligt. Men i den overgangsperiode, må der typisk være to betydninger af samme ord som uomtvisteligt skaber røre og grobund for misforståelser. Men måske er det ikke så ringe endda, at sproget er i evig forandring – det gør det levende, frit og uforudsigeligt.
Det kræver i øvrigt en dygtig (og vågen) korrekturlæser at rette pendulord, så de står rigtigt. For man må unægteligt læse dem ind i konteksten, hvis korrekturlæseren med sikkerhed skal vide, om ordet skal betyde noget positivt eller negativt – og om det dermed er brugt rigtigt. (Det bliver da heller ikke meget mere forvirrende …).
