pendulord Archives - a1kommunikation

Indlæg

Pendulord: Er en bjørnetjeneste til skade eller gavn?

6. januar 2022/0 Kommentarer/i Sproghistorie /af Christina Ringby

Velkommen til a1. Vi er brænder for sprog og kommunikation. Derfor korrekturlæser, redigerer og skriver vi tekster for virksomheder og organisationer. Men lige her kan du blive klog på pendulord. God læselyst!

Pendulord svinger fra side til side uden helt at standse. Betegnelsen har sneget sig ind i det danske sprog og dækker over ord med to betydninger – ofte modsætninger. Eksempelvis ordet bjørnetjeneste, for skal vi forstå det som en skadelig tjeneste, eller er det i virkeligheden det modsatte?

Pendulet peger på to betydninger

Læser vi fablen om La Fontaine, er det historien om en bjørn, der med de bedste hensigter forsøger at jage en flue væk fra sin herres hoved med en sten. Men i stedet sker der det uheldige, at bjørnen knuser mandens pande. Bjørnen udfører altså en velment tjeneste, der desværre ender med at gøre mere skade end gavn – deraf navnet en bjørnetjeneste. Det er sådan, ordet (altid) er blevet forstået, og slår vi op i Den Danske Ordbog, finder vi også fablen.

Jeg tillader mig at modellere lidt på historien, så det rent faktisk lykkes bjørnen at jage fluen væk uden at knuse mandens pande. I stedet har den udført en handling, som er til gavn – altså en stor tjeneste. Sådan forstås bjørnetjeneste af mange i dag – som en stor tjeneste. Ordet er iklædt en helt ny betydning, og to forståelser er i spil – et såkaldt pendulord. Jeg skal dog lige tilføje, at det ikke er min modellering af fablen, der har banet vejen for, at en ny betydning er opstået. Men det vender vi tilbage til. Ikke desto mindre har den nye betydning af bjørnetjeneste vundet indpas. Et scenarie, der for nogle er absurd. Et ord kan kun være ét sted ad gangen. Typisk er det de (ældre) sprogbrugere, der holder fast i den oprindelige betydning som den endegyldige sandhed – det er den, de kender. De yngre er oftest mere nytænkende.

Tradition møder fornyelse

Pendulord er et nyt begreb, der er trådt frem i manegen. Som et pendul svinger det fra side til side imellem to betydninger– en oprindelig (traditionel) og en nyere – oftest modpoler.

Slår vi op i Den Danske Ordbog, kan vi om forfordelt læse: ”give nogen mindre end andre eller mindre, end vedkommende har krav på, behandle nogen dårligere end andre.” I en nyere betydning fra 1964 står der: ”give nogen mere end andre eller mere, end vedkommende har krav på, behandle nogen bedre end andre.”

Om lemfældig står der i Den Danske Ordbog 2011: ”ikke omhyggelig nok, skødesløs, sjusket.”Forklaringen fra 1967 lyder: ”ikke særlig streng eller hård, mild, lempelig.” Førstnævnte fra 2011 siges at være den betydning, de fleste kender. Den oprindelige er for mange ukendt. Alligevel har vi som læsere ikke en jordisk chance for at gennemskue meningen, når sætningen eksempelvis lyder: ”Han var en smule lemfældig.” Det er ren gætteleg med 50 % chance for at ramme rigtigt.

Det samme gør sig gældende med op ad bakke. Tidligere blev det betragtet som noget, der var svært, men i dag bruges det om, at det går den rigtige vej (mod toppen) og giver resultater.

I mit univers er ulvetime uløseligt forbundet med den tid sidst på eftermiddagen, hvor man kommer træt hjem med sine børn og takker for, at Ramasjang er opfundet. I Den Danske Ordbog lyder det: ”den sidste del af eftermiddagen, hvor forældre har travlt med at hente børn, købe ind, rydde op og lave mad (1979).”Det er nok de færreste, der forbinder ulvetime med den oprindelige betydning fra 1968: ”den sidste del af natten inden solopgang.” Det ville jo stemple os som dårlige forældre.

Alt i alt er der altså mange eksempler på ord med to modsatrettede betydninger. Og det er jo selvfølgelig meget forvirrende for de fleste mennesker.

Hvad er så det mest korrekte?

Tilsyneladende er der ikke en dommer, der dømmer inde og ude i forhold til, om forfordelt skal forstås som, at man får mere eller mindre. Heller ikke om bjørnetjeneste er en gavnlig eller skadelig handling, om lemfældig betyder skødesløs eller mild m.v. Er det så vores humør, der afgør det? Nok snarere hvem vi spørger. Det er oftest sprogpuritanerne, der hælder til den oprindelige betydning; mens andre bruger den, de oftest har hørt, og i mange sammenhænge er dét den nye version – altså den modsatte af den oprindelige.

At to betydninger kan leve side om side skyldes, at nogle manøvrerer forkert rundt i ordenes betydning og bruger dem ukorrekt, altså modsat. Måske fordi de har forstået det forkert eller bevidst ønsker at skabe signalforvirring. Eksempelvis med bjørnetjeneste. Mange ser en bjørn som noget stort, varmt og blødt, der kan give dejlige kram. Dermed forveksler de sandsynligvis bjørnetjeneste med en stor tjeneste – en rigtig bamsetjeneste. Men måske skal vi være varsomme med at konkludere noget. Tilsyneladende er der intet revolutionerende i, at et ord ændrer betydning.

Sprogets foranderlighed

Med mere end 150.000 år på bagen har sproget eksisteret i længere tid, end vi måske kan forholde os til. Det er den måde, vi helt naturligt kommunikerer med hinanden på – et socialt redskab. Ordenes betydning fastlægges ved hjælp af vores kommunikation med hinanden. Undervejs når vi taler, finder vi sammen ud af, hvordan ordene skal forstås. Men sproget står ikke stille – det har altid udviklet sig uden indblanding i, hvad der er rigtigt og forkert. Men selvom vi i teorien taler samme sprog, varierer det fra sted til sted på tværs af generationer. Sproget forandrer sig fonetisk, grammatisk, i forhold til betydning, stilleje m.m. Og så ændrer vores ordbøger sig også. De forholder sig nemlig til det sprog, vi taler, og ikke hvad der bør være det mest korrekte. De er deskriptive, ikke normative. Så hvis du er en af dem, der lige nu er blevet meget sur på ordbogen, fordi den indeholder to betydninger af bjørnetjeneste, kan du desværre godt pakke sammen. Du kan være sur på alle dem, der til at starte med brugte ordet forkert.

Summa summarum

Et ord ændrer måske nok betydning over tid, forskellen ligger i, hvor hurtigt det går. Det sker ikke over nat, så vi kan trække vejret roligt. Men i den overgangsperiode, må der typisk være to betydninger af samme ord som uomtvisteligt skaber røre og grobund for misforståelser. Men måske er det ikke så ringe endda, at sproget er i evig forandring – det gør det levende, frit og uforudsigeligt.

Det kræver i øvrigt en dygtig (og vågen) korrekturlæser at rette pendulord, så de står rigtigt. For man må unægteligt læse dem ind i konteksten, hvis korrekturlæseren med sikkerhed skal vide, om ordet skal betyde noget positivt eller negativt – og om det dermed er brugt rigtigt. (Det bliver da heller ikke meget mere forvirrende …).

Den unge generation skaber sproget

18. januar 2019/2 Kommentarer/i Sproghistorie /af Jette Nikolajsen

Det danske sprog er i heftig udvikling. Og det har det i øvrigt altid været. Sproget afspejler samfundet og vores kulturelle og personlige udvikling, og gennem århundrede har den unge generation udfordret de ældre generationer med nye ord, bøjninger, ordstilling og udtale. Og sådan vil det fortsætte, hvis alt går, som det plejer. Om udviklingen er positiv eller negativ vil generationerne diskutere i al evighed.

Dialekter blegner, og engelsk er hverdag

”De unge forandrer sproget, fordi de er unge. De eksperimenterer, de gør oprør, og de skal finde sig selv. Men de forandrer også sproget, fordi samfundet forandrer sig.” Sådan siger Tina Thode Hougaard, der er sprogforsker ved Aarhus Universitet, hvor hun følger tendenserne i sproget.

Hun fortæller, at de unge blandt andet orienterer sig væk fra at tale med dialekter. Det er en stærk tendens i hele landet, bortset fra det sønderjyske område. Lige netop i Sønderjylland holder de unge mere fast i deres dialekt. Men ellers taler den unge generation mere og mere som i byerne, hvilket man også kan karakterisere som en bevægelse væk fra det landlige og ind mod byerne.

”Hvis du spørger alle over 40, vil de sige, at ungdommen ikke taler andet end engelsk, og der er noget om, at de bruger mange engelske ord og udtryk,” siger Tina Thode Hougaard.

”Det afspejler, at mange unge taler engelsk på deres uddannelser, lige som der også er meget engelsk sprog i de populære musikmedier som for eksempel webportalen YouTube og film på streamingtjenester som Netflix. Så det er klart, det smitter af, når det engelske sprog er en stor del af de unges hverdag,” forklarer hun.

Bandeord handler om kroppen

Tina Thode Hougaard ser også en ændring i brugen af bandeord. Førhen havde bandeord et religiøst afsæt. Det vil sige, at den ældre generation bruger bandeord, der kommer fra religionen som for eksempel fanden og helvede. I dag ser man, at bandeord blandt de unge er kropsorienterede og seksuelt orienterede. Så man er gået fra at sige fandens til at sige for eksempel fuck eller lort.

”Begge dele er jo grimt og har den samme funktion, men der er forskel på, hvor gammel du er,” siger Tina Thode Hougaard.

Hun forklarer, at de unge vælger nye bandeord, der provokerer, fordi de har brug for at distancere sig til de ældre generationer, som er præget af borgerlige dyder, struktur og ordentlighed. Så de unge siger (og gør) alt det, der er uordentligt, ustruktureret, grimt og frækt.

Ord fra indvandrergrupper er seje

Nogle unge bruger sproglige elementer fra indvandrergrupper – også kalde multietnolekt*.

”Det gør de, fordi det nogle steder er forbundet med, at man er sej, hvis man tager lidt multietnolekt ind i sit sprog. For eksempel wallah, der betyder: ”jeg sværger”. Eller ordet habibi, der betyder ven eller skat på arabisk,” forklarer Tina Thode Hougaard.

Gruppesprog giver sammenhold

Unge kan også udvikle koder og sprog, som kun medlemmer af en bestemt gruppe forstår. Et klassisk eksempel er et studie foretaget på Herlufsholm Kostskole for år tilbage. Her fremgik det, at de unge på det tidspunkt havde mange fælles sproglige koder og en helt særlig jargon. De talte ”herluviansk” som et særligt gruppesprog.

”Det med gruppesprog ses stadigvæk rundt omkring. Det kan være større eller mindre grupper, der vælger en særlig måde at bruge sproget på sammen, og det forbinder man også med ungdomssprog,” siger Tina Thode Hougaard.

Hvem er de unge?

I sproglig sammenhæng definerer man ungdomssprog lidt forskelligt. Nogle vil sige, at alle i princippet kan tale ungdomssprog. De mener ikke, det har noget med alder at gøre.

”Det er nærmere defineret ved, at en person bruger sproget på en måde, der mest optræder i de unges sprog. Her tager man udgangspunkt i, at de unge er gruppen af teenagere fra 13 til 19 år, ” siger Tina Thode Hougaard.

Andre regner de unge helt op til 30 år med i gruppen. Hun mener, det afhænger af, hvordan ens livssituation er. Hvis man er studerende, så har man mange af de sproglige træk fra de unges sprog. Hvis man derimod tidligt bliver selvforsørgende og får hus og barn, så kan man allerede som 19-årig have aflagt sig alle de ungdomstræk, der er i sproget. Det er en glidende størrelse.

Sproget skal flytte sig

Af og til bliver de unge udskældt som en samlet gruppe, fordi der er ord og udtryk, som den unge generation bruger anerledes, end den ældre generation mener er korrekt. Mange unge tror, at en bjørnetjeneste er en stor tjeneste og ikke noget dårligt, som ordet i virkeligheden betyder.

”Det kan man jo begræde, men i virkeligheden er det få ord og udtryk, det handler om – også kaldet pendulord**. Men de bliver ofte trukket frem i diskussioner,” siger Tina Thode Hougaard.

Hun forklarer, at man bruger sproget til at erkende, til at meddele sig og forstå. Og placere sig i verden. Derfor skal sproget flytte sig. Det er i alles interesse. Selvfølgelig skal de unge lære de koder, der er uden for deres gruppe. Selvfølgelig skal vi have et sprog, der går på tværs af generationer. Sproget er noget, vi er fælles om, og det kræver lydhørhed fra alle generationer. Målet er, at generationerne forstår hinanden på tværs af alder.

”Men i forhold til de unges sprogudvikling er jeg en liberal sprogforsker og går ikke ind for, at man skal konservere sproget. Det kan ikke stå stille, for verden forandrer sig, og vi forandrer os,” påpeger hun.

Pendulord kan skabe misforståelser

Det kan selvfølgelig skabe en vis forvirring, når ord og begreber med årene får den stik modsatte betydning, og pendulord kan i nogle situationer drille korrekturlæseren. Fx kan det være svært at vide, om skribenten af en tekst bruger bjørnetjeneste med den gamle eller nye betydning.

Men alternativet er, at en bestemt generation sætter sig på det danske sprog og hævder, at netop deres forståelse og brug af det danske sprog er den korrekte. Og det giver jo heller ingen mening.

Bruger du selv ord, der engang havde den modsatte betydning?

Afslutningsvis kan vi lige nævne et par eksempler på andre pendulord, der ligesom bjørnetjeneste har ændret betydning til det modsatte. Ord, som den ældre generation i dag bruger – ofte lykkeligt uvidende om, at disse ord engang betød det modsatte af i dag:

Genistreg: Tidligere har ordet være brugt ironisk om noget, der ikke er særlig godt. I dag bruges det oprigtigt som ros om noget glimrende eller rigtig godt.

Virak: Betød tidligere en stor hyldest eller næsten overdreven ros, men fra slutningen af 1970’erne fik det ny, modstridende betydning, nemlig uro, ballade eller postyr.

Strømer: Ordet har siden 1960’erne være direkte forbundet med den uformelle omtale af en politibetjent, men den oprindelige betydning var en noget anden. Tidligere brugte man nemlig ordet om et vandreliv eller dem, som vandrede, nemlig vagabonder.

(Kilde: https://samvirke.dk/artikler/bjornetjeneste-virak-og-stromer-kender-du-ordenes-gamle-og-nye-betydning)

*Etnolekt: Når forskellige sprog kommer i forbindelse med hinanden, taler man om begrebet etnolekt. Når flere forskellige sprog kommer i forbindelse med hinanden, taler man om multietnolekt. I Danmark forekommer multietnolekter, når sprogbrugere med forskellige etniske baggrunde har det danske sprog til fælles og supplerer det med udtryk fra andre sprog.

**Pendulord er et ord, der har to betydninger, som er modsatrettede. Fænomenet med, at et ord på den måde ændrer betydning, har altid eksisteret.