Etniske minoriteter i Danmark er fortsat underrepræsenterede i mediebilledet. Og det har konsekvenser. For hvordan kan vi se hinanden, når vi end ikke genkender os selv igennem mediernes slørede linse? Sproget er magtfuldt, og hvis kun få får en stemme, tilsløres både ligheder og forskelle.

Det er ikke et nyt fænomen: Fortsat færre etniske minoriteter udtaler sig i danske nyhedsmedier. Og når de kommer til orde, er det ofte i forbindelse med integrationsproblemer, kriminalitet og islam – stofområder, som bidrager til en problematisering af etniske minoriteters inklusion i Danmark. Det konkluderer Center for Nyhedsforskning under Roskilde Universitet på baggrund af undersøgelsen ”Dem vi taler om – etniske minoriteter og køn i danske nyhedsmedier” foretaget i 2017 for foreningen Ansvarlig Presse.

Et produkt af omverden

Når medier og læsere når til konsensus om verdens tilstand, men reelt ikke har fingeren på pulsen, så kan det komme til udtryk i overraskende valgresultater, som vi så ved valget i USA. Det er én ting. Men hvad gør det for dem, vi taler om? Bolette Blaagaard, som er lektor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, har et bud.

“Når medierne – flow eller netværkede medier – står for en bestemt fremstilling, understøtter det alle os andre i vores unuancerede syn på den gruppe. Det bliver “OK” at have fordomme, fordi det har “alle” – det vil sige medierne,” forklarer hun.

Og det har en betragtelig indflydelse på, hvordan den gruppe af mennesker, som beskrives – negativt eller positivt – forstår sig selv. Bolette mener, at der er et godt argument for, at identitet skabes løbende igennem menneskers liv; igennem erfaringer og gennem vores møder med andre mennesker.

”Det vil sige, at omverden helt sikkert har indflydelse på vores identitet og fornemmelse af, hvem vi er, og hvad vi betyder. Hvis vi bliver mødt med fordomme om, at vi som kvinder ikke kan køre lastbil, eller at man som børn af migranter ikke kan blive danske, så har det en indflydelse på, hvordan vi ser vores muligheder i livet,” fortæller Bolette Blaagaard.

Aldrig god nok

29-årige Layla Negash, som er født i Danmark af forældre, som i sin tid flygtede fra Etiopien, kender til disse fordomme. Hun oplever mediernes problematiserende vinkling dagligt, når hun for eksempel scroller sig gennem Facebooks nyhedsfeed:

“Jeg støder ofte på artikler vedrørende somaliere, som har haft problemer med opholdstilladelse, familiesammenføring og lignende. Medierne er med til at farve vores syn på verden, og hvis der kom flere positive historier omkring ”afro-danskere”, kunne det være, at det kunne influere den politiske debat, der er omkring udlændinge,” siger Layla Negash. Hun nærmest smager eftertænksomt på sine egne ord.

Selv de positive fortællinger om etniske minoriteter fremstilles ofte i en kritisk ramme, mener hun og fortsætter:

“Omvendt problematiseres det også, at der kommer højtuddannede, arbejdskvalificerede udlændige til København, som ”stjæler” arbejdspladser og studiepladser fra de danske borgere.” Til rækken af eksempler på problematisk fremstilling nævner Layla Negash den offerrolle, etniske minoriteter placeres i.

“Jeg synes jo, det er positivt, når danske jurister forsvarer de udlændinge, som oftest bliver set ned på. Problemet er bare, at de artikler hovedsageligt har en undertone af medlidenhed, så etniske minoriteter fremstilles som uvidende og hjælpeløse. Der er mange ”afro-danskere”, som yder en god indsats i samfundet, mange, der tager en videregående uddannelse – for ikke at tale om de mange, som tager initiativ til at iværksætte organisationer, foreninger samt forretninger,” siger hun.

Layla Negash har selv gennemført en bacheloruddannelse, taget del i det lokale foreningsliv og skriver nu speciale ved siden af de musikalske projekter, som også fylder i hverdagen.

Magten i sproget

Vores forståelse af andre mennesker handler tilsyneladende om mere end reel gøren og laden. Forståelsen ligger i og kommer til udtryk gennem sproget. For 10-15 år siden florerede en debat iblandt de danske mediehuse, som omhandlede, hvordan man burde betegne “de nye danskere”. Her fik betegnelsen “anden etnisk baggrund end dansk” stor opbakning. Men benævnelsen gennemgår til stadighed, både i folkemunde og i medierne, en forvandling, som afslører en os-dem-forståelse, der efter alt at dømme ikke lader sig besejre.

“Ofte bliver betegnelsen forkortet til “anden etnisk baggrund”, og så kommer “end dansk” til at stå usagt hen,” indleder Bolette Blaagaard. Dansk er tilsyneladende en selvfølgelighed, når det gælder etnisk målestok, og behøver således ikke at betegnes. Hun uddyber: “Sprogligt skaber det en os-og-dem-konstruktion, hvor “vi” er det selvfølgelige magtcentrum, og “de” er det andet. Det, som i hvert fald ikke er dansk. Nogle gange bruges ordet “etnisk” sågar alene, hvilket jo er helt absurd, da vi alle har en og ofte flere etniske baggrunde. Problemet er, at danskere med anden etnisk baggrund end dansk er danskere, men sproget bliver ved med at opdele “os” fra “dem”, og “de” kan kun være én ting ad gangen, selvom det ikke er virkeligheden,” siger Bolette Blaagaard.

Sproget, vi bruger om danskere af anden etnisk baggrund end dansk, skaber således en begrænset forståelse af andres og af vores (fælles) identitet – for slet ikke at nævne identitet i sig selv.

”Identitet bliver hængt op på en etnisk baggrund (måske endda forsimplet til at handle om biologi!), en religion eller et køn frem for at blive forstået som noget dynamisk og kulturelt konstrueret,” uddyber Bolette Blaagaard.

Mangfoldighed efter forgodtbefindende

Den forsimplede fremstilling af mennesker og identitet – vores omverden generelt – er ej heller et nyt fænomen. Vi har brug for at kategorisere og inddele for at overskue verden. Men maskerne i det generaliserende og forsimplende net synes at strammes og lempes efter de magtfuldes forgodtbefindende. Dét eksemplificerer Bolette Blaagaard:

“Jeg tænker ikke, at mænd har haft et problem, før #metoo-bevægelsen fik fart på,” siger hun.

“På grund af den var der pludselig ikke grænser for, hvor mange #ikkeallemænd der havde problemer med en unuanceret gruppeidentitet. Her er det interessant at bemærke, at de danske medier var hurtige til at løbe med på mændenes vinkel. Men deres gruppeidentitet er stærkt repræsenteret i medieverden, og derfor fik de mulighed for at fortælle deres side af historien og nedbryde, hvad de mente var en anklage mod et unuanceret mandebillede.

Den samme magt har danskere med anden etnisk baggrund end dansk sjældent,” uddyber hun. Men hvis medierne har magten til at reformere det unuancerede billede af virkeligheden – pudse linsen, om man vil – hvorfor sker det så ikke, kunne man spørge.

“Det er klart, at når de samme kilder står parat til at fylde æteren og avissiderne hver søndag eftermiddag, og man som journalist har opdyrket et godt kildeforhold til enkelte individer, så er det lettest at gå til den kilde hver gang. Journalister er jo også under tidspres og pres fra internettets konstante rul, så der er mange gode grunde til at tage den nemme løsning. Men det skaber et ekkokammer – for nu at bruge et lidt fortærsket ord – som forstærker en bestemt og u-udfordret fremstilling af verden,” forklarer Bolette Blaagaard.

Den ansvarlige læser?

Netavisen Zetland har netop slået sig på at sætte tempoet ned og vise verden i alle dens afskygninger og farver og ikke lade journalistikken udvande af “internettets konstante rul”. Men selv de indrømmer, at de nogle gange kan lukke sig lidt om sig selv. At det er svært at efterleve egne forskrifter: at sikre mangfoldige stemmer i artiklerne. Ifølge Bolette Blaagaard er det netop en af journalisternes fornemmeste opgaver at inddrage et bredere udvalg af kilder og gøre den ekstra indsats, det kræver at finde en kvalificeret kilde, som også tilhører en etnisk, kønslig, seksuel eller anden minoritet. Men fritager det så os læsere for al form for ansvar, når vi forsøger at orientere os i virkeligheden, kunne man spørge.

“Jeg ved ikke, om det er læsernes ansvar at være opmærksomme på de faldgruber, journalister står overfor i deres arbejde. Det tror jeg ville være at kræve for meget af sine læsere: at læse mellem linjerne og forstå journalisternes bevæggrunde for kildeudvælgelse og vinkelvalg,” forklarer Bolette Blaagaard.

Alligevel har hun et råd, som måske kan hjælpe os med at gøre silhuetterne i medierne en anelse mere genkendelige:

“At læse bredt er vel altid en god taktik som læser, hvis man ikke vil manipuleres til at tænke smalt om andre og sig selv. I forbindelse med historier, som omhandler minoriteter, skal vi alle som læsere og som journalister holde os for øje, at vi mennesker er forskellige, og at forskellene internt i en gruppe ofte er større end forskellene mellem grupper,” lyder rådet.

Lad os tage imod det og pudse egne linser.

// Artikler bragt på a1.dk afspejler ikke nødvendigvis a1’s synspunkt.