Indlæg

illustration af to trætte ugler

Drop verbalsubstantiver. De gør din læser træt.

 

Skriv ikke: Uglen har en følelse af træthed
.
Skriv: Uglen er træt

Verbalsubstantiver er passive ord, der gør din tekst tung og trætter din læser. Derfor er de værd at luge ud i, når du skriver til andre.

Verbalsubstantiver er substantiver (navneord), der ender på: 
-ing, -ning, -else, -sel, -tion, -sion

 og -en

.
For eksempel: omplacering, eftermontering, undersøgelse, forsørgelse, eksplosion, kørsel og anvendelse.

I alle disse ord gemmer sig et aktivt verbum, der vil ud og sige noget til modtageren af teksten. Verbalsubstantivet er passivt og gør en tekst tung at læse. Så sæt det aktive verbum fri, og lad verbalsubstantivet blive hjemme i stalden.

Videnskab og administration præger sproget

I akademisk og videnskabeligt sprog finder vi ofte verbalsubstantiver. Lige netop i den sammenhæng kan verbalsubstantiver være ok at bruge (med måde). Men når du gerne vil skrive i øjenhøjde til din læser, skal du holde øje med de tunge verbalsubstantiver. De gør teksten tung og sværere at læse, fordi læseren er nødt til at danne en ny sætning for at forstå, hvad du mener. Du genkender det muligvis fra breve fra offentlige myndigheder, hvor verbalsubstantiver kan gøre teksten vanskelig at forstå. Verbalsubstantiver gør ofte sproget abstrakt og skaber dermed en afstand imellem dig og din læser.

Lad os se på nogle eksempler:

1. Direktøren foretog introduktionen af den nye medarbejder.
2. Direktøren introducerede den nye medarbejder.

1. Lægens syning med små tråde giver hurtig heling af patientens ar.
2. Når lægen syr med små tråde, heler patientens ar hurtigt.

1. Forpligtelsen til forsørgelse og omplacering af medarbejderen påhviler arbejdsgiveren.
2. Det er arbejdsgiverens pligt at forsørge og omplacere medarbejderen.
(Eller: Arbejdsgiveren skal udbetale løn og finde en ny arbejdsfunktion til medarbejderen).

Eksemplerne her illustrerer, hvordan du kan spotte verbalsubstantiverne og erstatte dem med et aktivt verbum uden at ændre meningen med teksten. Du skal være opmærksom på verbalsubstantiverne, hvis du gerne vil skrive i et mere tilgængeligt, levende og forståeligt sprog.
Og det vil vi jo gerne!

Det er sjovt, fordi det virker

Gør det til en sport at spotte verbalsubstantiverne, altså de substantiver (navneord), der gemmer på et verbum og ender på -ing, -ning, -else, -sel, -tion, – sion, -en.

– Find verberne i verbalsubstantiverne, og skriv dem om til aktiv form.
– Se, hvordan verberne får deres kraft tilbage, og din tekst lever.

Du kan ikke (altid) lave alle verbalsubstantiver om, og det er heller ikke meningen. De må godt være der, så længe teksten ikke driver rovdrift på dem. Tippet er, at du bliver bevidst om, hvornår de skal være der, og hvornår de ikke skal.

Hvad så med tekstforfatning?

Og hvis vi afslutningsvis lige skal smage på vores egen medicin, ja, så bruger vi dem da også her på siden. Fx tekstforfatning, korrekturlæsning og oversættelse. Kunne vi ikke bare fortælle, at vi skriver tekster, læser korrektur og oversætter?

Nej!

Lige her handler det om ord, der bruges som begreber på linje med f.eks. ridning, svømning og cykling. Fx er tekstforfatning en disciplin, som indeholder mere end blot at skrive tekster. God tekstforfatning kræver en uddannet tekstforfatter, der kan sætte teksterne ind i den rigtige kommunikationssituation og forholde sig til afsender, modtager og budskab.
Dermed bliver tekstforfatning en ydelse, som mennesker efterspørger og det (søge)ord, folk bruger, når de søger efter ydelsen på nettet. Derfor skriver vi tekstforfatning, og det er vi stolte af.

Og nu, du er her, kan du jo passende læse mere om tekstforfatning, hvad en god tekst skal kunne, og hvad vi kan tilbyde.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (1 Stemme i alt)

Ordklasser på dansk

Foto af den første af mine film til indlægget om danske ordklasserPå dansk har vi 11 ordklasser. Alle ordene i en ordklasse har fællestræk, som adskiller dem fra ord i andre klasser. Den mest kendte ordklasse er substantiverne (navneordene). For at blive dygtig til at sætte komma skal man kunne sine ordklasser.

Under hver beskrivelse kan du se vores film om netop ordklasserne. De tager i alt ca. 12 min. Det tager ca. 5 min. at læse teksten. Gør du begge dele, har du i hvert fald styr på de danske ordklasser, men her først en introfilm:

Substantiver (navneord) – alle tingene

Substantiverne er alle tingene, fx en ost, en is, et bord, en computer, en bog, en lampe, et smykke.
Substantiverne er enten fælleskøn (en ost) eller intetkøn (et bord).

Verber (udsagnsord) – ord, der bevæger sig

Verberne er den anden store ordklasse på dansk. Verberne (udsagnsordene) er alle de ord, der ‘handler’ – altså gør noget, fx spiser, drikker, sover, danser, griner, føler, hopper, læser eller lærer.

Adjektiver (tillægsord) – ord, der beskriver tingene

Adjektiverne (tillægsordene) er den tredje ordklasse. Tillægsordene er alle de ord, der beskriver noget. Det vil sige, alle de ord, Hemingway aldrig brugte, men franskmændene bruger rigtig meget. Fx fantastisk, forrygende, fremragende, forfærdelig, stor, lille, rar eller ubehagelig.
Adjektiverne lægger sig op ad substantiverne – de beskriver altså altid alle tingene – og det kan man huske, fordi endelsen på ordene er den samme: ’tiver’.

Pronomener (stedord) – ord, der tager ejerskab

Den fjerde ordklasse er alle pronomenerne. Pronomenerne (stedord) er alle de ord, der tager ejerskab, fx mit, dit, dem, deres, sit eller vores. Det kan også være alle de ord, der beskriver hvem, der gør noget, fx vi, du, I, jeg, eller spørger: hvem, hvad, hvilke?

Adverbier (biord) – ord, der ikke hører til andre steder

Adverbier er alle de små ’bier’, der summer rundt og ikke har nogen kube. Det vil sige ord, der ikke hører til andre steder. Når der er sagt, er der gudskelov nogle fællestræk, for det er ord, der refererer til placering eller retning i rum og tid, fx nedad og samtidig, adjektiver, der beskriver verber i stedet for substantiver, fx DEJLIG forfriskende pool. Ellers er adverbier ord som måske, heldigvis og derfor.

Artikler (artikler) – ord, der peger på noget

Artiklerne er de ord, der ’peger’ på tingene, fx en, et, den og det.

DET hus kunne jeg godt tænke mig.
Hvem gad ikke DET?
ET hus er jo nødvendigt, men ikke nødvendigvis EN nødvendighed, hvis man bor i lejlighed.

Talord – alle tallene skrevet med bogstaver

Talordene er nok den lettest ordklasse, for det er simpelt hen bare alle talordene, fx en, to, tre, fire, ottehundrede og nul.

Præpositioner (forholdsord) – ord, der viser en retning

Præpositionerne er alle de ord, der viser en retning eller alle positionerne, fx imod, henover, indenfor, i, til, foran, bagved. Forestil dig, at du har en bold, og det er alle de positioner, bolden kan bevæge sig i. Fx bagved dig, foran dig, hen imod dig, over dig, under dig og hen til dig.

Konjunktioner (bindeord) – ord, der binder sætninger sammen

En konjunktion er et ord, der binder en sætning sammen med en anden sætning. Konjunktion kommer af det latinske ord conjunctio, som netop betyder forbindelse. Det er altså ord som og, end, eller, men, mens og der.

Udråbsord – alle udråb

Udråbsord er svarord, hilseord og udtryk for sindstilstande. Fx ja, nej, fuck, hej, hejsa.

Lydord – alle lyde

Lydordene er alle de ord, der gengiver en lyd fx øf, muh, splat. Nogle lydord som øf og kykliky er optaget i Retskrivningsordbogen, ellers er det bare at bruge fantasien, hvis du skal stave dig til et af dem. Hvordan staver man fx til den lyd, en abe siger?

Vores passion er sproget, og vi brænder for at lære fra os. Men hvis du har brug for at få læst en tekst igennem for at være sikker på, at alt er korrekt, læser vi også korrektur.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 4.2/5 (38 Stemmer i alt)