Foto af Jean-Paul Sartres Terningerne er kastet

Godt skrevet: “Terningerne er kastet “ af Jean-Paul Sartre

Eksistentialismens far, Jean-Paul Sartre, udfordrer i “Terningerne er kastet” valget. Har vi mulighed for at vælge livet om?

Pierre og Eve bliver dræbt og forelsker sig, da de mødes som spøgelser blandt de levende. De får chancen for endnu et liv på jorden, hvis de inden for 24 timer kan elske og finde tillid til hinanden. De takker ja til chancen og får deres legemer og sanser tilbage og mødes i deres gamle liv. Udfordringen er bare, at de igen bliver konfronteret med de mennesker og problemer, der slog dem ihjel. Og hvad stiller man op med dem, når man får en chance mere? Romanen er altså ikke en kærlighedshistorie, for det egentlige spørgsmål er, om man kan vælge sit liv om, hvis man får en chance til – selvom terningerne er kastet.

Eksistentialismen er en ateistisk filosofisk retning, som placerer ansvaret, friheden og valget hos mennesket og frarøver Gud for selvsamme magt. I efterkrigsårene var især Sartre optaget af eksistensen fremfor essensen og brolagde sine tanker på andre store tænkere som Kierkegaard, Nietzsche og Heidegger. Sartre var ven med Camus, som også var travlt optaget af de eksistentielle spørgsmål, omend Camus’ udgangspunkt var nærmest det modsatte: Verden er absurd og meningsløs. Acceptér det!

Sartre og Camus var to stædige franskmænd og blev uvenner over deres forskellige måder at anskue verden på. De var uvenner frem til, Camus omkom i en bilulykke i 1960.

aaaaa

“Terningerne er kastet” er en fin, lille historie, der skal læses – især hvis eksistentialismen interesserer dig. Tankerne bag er stadig aktuelle, omend de ikke længere er nytænkte, som de var, da bogen kom frem i efterkrigstidens mørke efterslæb i 1947. Dengang var det banebrydende at forkaste Gud og give al magten til mennesket; i dag er vi så heldige at ride på bølgerne af kloge hoveders tankestrømme, at vi tager disse tanker for givet.

Da jeg læste bogen, vidste jeg ikke, at det var et filmmanuskript, og jeg læste den som en roman. Derfor var min umiddelbare holdning, at Sartre skriver godt og kontant. Uden dikkedarer og maleriske beskrivelser, at teksten nogle steder minder om regibemærkninger til et teaterstykke – så korte er sætningerne – og at hans brug af (virkelig mange) kapitler, der flere steder ikke er længere end et par linjer, er en inspirerende måde at opbygge fortællingen på. Når jeg nu ved, det er et filmmanuskript, giver den vurdering sig selv, men jeg vil alligevel anbefale bogen også for sin skrivestil og sit sprog.

VOGNSKURET

Gennem ruden i telefonboksen ser man Pierre, der står og telefonerer.
Også han er helt fortumlet, men nu er der ingen vej tilbage …

– Prøv at forstå mig, Eve, bønfalder Pierre. Du forstå mig. Jeg kan ikke lade mine kammerater i stikken … Nej, jeg ved godt, de har ikke en ærlig chance, men jeg kan ikke …

Oven over ham, inde i boksen, viser et elektrisk ur et minut i halv elleve …

UDEN FOR VOGNSKURET

To vogne myldrende fulde af militssoldater kommer kørende i fuld fart og standser op foran garagen.

En sværm af militssoldater spreder sig straks og omringer bygningen.

CHARLIERS DAGLIGSTUE

Eve står stadig med telefonen:

– Nej, Pierre, gør det ikke. Du har løjet for mig … Du går fra mig … Du har aldrig elsket mig …

Bogen skal du finde antikvarisk.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 0.0/5 (0 Stemmer i alt)
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *