mediernes refleksion er sløret

Slører medierne vores billede af os og dem?

Etniske minoriteter i Danmark er fortsat underrepræsenterede i mediebilledet. Og det har konsekvenser. For hvordan kan vi se hinanden, når vi end ikke genkender os selv igennem mediernes slørede linse? Sproget er magtfuldt, og hvis kun få får en stemme, tilsløres både ligheder og forskelle.

 

Det er ikke et nyt fænomen: Fortsat færre etniske minoriteter udtaler sig i danske nyhedsmedier. Og når de kommer til orde, er det ofte i forbindelse med integrationsproblemer, kriminalitet og islam – stofområder, som bidrager til en problematisering af etniske minoriteters inklusion i Danmark. Det konkluderer Center for Nyhedsforskning under Roskilde Universitet på baggrund af undersøgelsen ”Dem vi taler om – etniske minoriteter og køn i danske nyhedsmedier” foretaget i 2017 for foreningen Ansvarlig Presse.

Et produkt af omverden

Når medier og læsere når til konsensus om verdens tilstand, men reelt ikke har fingeren på pulsen, så kan det komme til udtryk i overraskende valgresultater, som vi så ved valget i USA. Det er én ting. Men hvad gør det for dem, vi taler om? Bolette Blaagaard, som er lektor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, har et bud.

“Når medierne – flow eller netværkede medier – står for en bestemt fremstilling, understøtter det alle os andre i vores unuancerede syn på den gruppe. Det bliver “OK” at have fordomme, fordi det har “alle” – det vil sige medierne,” forklarer hun.

Og det har en betragtelig indflydelse på, hvordan den gruppe af mennesker, som beskrives – negativt eller positivt – forstår sig selv. Bolette mener, at der er et godt argument for, at identitet skabes løbende igennem menneskers liv; igennem erfaringer og gennem vores møder med andre mennesker.

”Det vil sige, at omverden helt sikkert har indflydelse på vores identitet og fornemmelse af, hvem vi er, og hvad vi betyder. Hvis vi bliver mødt med fordomme om, at vi som kvinder ikke kan køre lastbil, eller at man som børn af migranter ikke kan blive danske, så har det en indflydelse på, hvordan vi ser vores muligheder i livet,” fortæller Bolette Blaagaard.

Aldrig god nok

29-årige Layla Negash, som er født i Danmark af forældre, som i sin tid flygtede fra Etiopien, kender til disse fordomme. Hun oplever mediernes problematiserende vinkling dagligt, når hun for eksempel scroller sig gennem Facebooks nyhedsfeed:

“Jeg støder ofte på artikler vedrørende somaliere, som har haft problemer med opholdstilladelse, familiesammenføring og lignende. Medierne er med til at farve vores syn på verden, og hvis der kom flere positive historier omkring ”afro-danskere”, kunne det være, at det kunne influere den politiske debat, der er omkring udlændinge,” siger Layla Negash. Hun nærmest smager eftertænksomt på sine egne ord.

Selv de positive fortællinger om etniske minoriteter fremstilles ofte i en kritisk ramme, mener hun og fortsætter:

“Omvendt problematiseres det også, at der kommer højtuddannede, arbejdskvalificerede udlændige til København, som ”stjæler” arbejdspladser og studiepladser fra de danske borgere.” Til rækken af eksempler på problematisk fremstilling nævner Layla Negash den offerrolle, etniske minoriteter placeres i.

“Jeg synes jo, det er positivt, når danske jurister forsvarer de udlændinge, som oftest bliver set ned på. Problemet er bare, at de artikler hovedsageligt har en undertone af medlidenhed, så etniske minoriteter fremstilles som uvidende og hjælpeløse. Der er mange ”afro-danskere”, som yder en god indsats i samfundet, mange, der tager en videregående uddannelse – for ikke at tale om de mange, som tager initiativ til at iværksætte organisationer, foreninger samt forretninger,” siger hun.

Layla Negash har selv gennemført en bacheloruddannelse, taget del i det lokale foreningsliv og skriver nu speciale ved siden af de musikalske projekter, som også fylder i hverdagen.

Magten i sproget

Vores forståelse af andre mennesker handler tilsyneladende om mere end reel gøren og laden. Forståelsen ligger i og kommer til udtryk gennem sproget. For 10-15 år siden florerede en debat iblandt de danske mediehuse, som omhandlede, hvordan man burde betegne “de nye danskere”. Her fik betegnelsen “anden etnisk baggrund end dansk” stor opbakning. Men benævnelsen gennemgår til stadighed, både i folkemunde og i medierne, en forvandling, som afslører en os-dem-forståelse, der efter alt at dømme ikke lader sig besejre.

“Ofte bliver betegnelsen forkortet til “anden etnisk baggrund”, og så kommer “end dansk” til at stå usagt hen,” indleder Bolette Blaagaard. Dansk er tilsyneladende en selvfølgelighed, når det gælder etnisk målestok, og behøver således ikke at betegnes. Hun uddyber: “Sprogligt skaber det en os-og-dem-konstruktion, hvor “vi” er det selvfølgelige magtcentrum, og “de” er det andet. Det, som i hvert fald ikke er dansk. Nogle gange bruges ordet “etnisk” sågar alene, hvilket jo er helt absurd, da vi alle har en og ofte flere etniske baggrunde. Problemet er, at danskere med anden etnisk baggrund end dansk er danskere, men sproget bliver ved med at opdele “os” fra “dem”, og “de” kan kun være én ting ad gangen, selvom det ikke er virkeligheden,” siger Bolette Blaagaard.

Sproget, vi bruger om danskere af anden etnisk baggrund end dansk, skaber således en begrænset forståelse af andres og af vores (fælles) identitet – for slet ikke at nævne identitet i sig selv.

”Identitet bliver hængt op på en etnisk baggrund (måske endda forsimplet til at handle om biologi!), en religion eller et køn frem for at blive forstået som noget dynamisk og kulturelt konstrueret,” uddyber Bolette Blaagaard.

Mangfoldighed efter forgodtbefindende

Den forsimplede fremstilling af mennesker og identitet – vores omverden generelt – er ej heller et nyt fænomen. Vi har brug for at kategorisere og inddele for at overskue verden. Men maskerne i det generaliserende og forsimplende net synes at strammes og lempes efter de magtfuldes forgodtbefindende. Dét eksemplificerer Bolette Blaagaard:

“Jeg tænker ikke, at mænd har haft et problem, før #metoo-bevægelsen fik fart på,” siger hun.

“På grund af den var der pludselig ikke grænser for, hvor mange #ikkeallemænd der havde problemer med en unuanceret gruppeidentitet. Her er det interessant at bemærke, at de danske medier var hurtige til at løbe med på mændenes vinkel. Men deres gruppeidentitet er stærkt repræsenteret i medieverden, og derfor fik de mulighed for at fortælle deres side af historien og nedbryde, hvad de mente var en anklage mod et unuanceret mandebillede.

Den samme magt har danskere med anden etnisk baggrund end dansk sjældent,” uddyber hun. Men hvis medierne har magten til at reformere det unuancerede billede af virkeligheden – pudse linsen, om man vil – hvorfor sker det så ikke, kunne man spørge.

“Det er klart, at når de samme kilder står parat til at fylde æteren og avissiderne hver søndag eftermiddag, og man som journalist har opdyrket et godt kildeforhold til enkelte individer, så er det lettest at gå til den kilde hver gang. Journalister er jo også under tidspres og pres fra internettets konstante rul, så der er mange gode grunde til at tage den nemme løsning. Men det skaber et ekkokammer – for nu at bruge et lidt fortærsket ord – som forstærker en bestemt og u-udfordret fremstilling af verden,” forklarer Bolette Blaagaard.

Den ansvarlige læser?

Netavisen Zetland har netop slået sig på at sætte tempoet ned og vise verden i alle dens afskygninger og farver og ikke lade journalistikken udvande af “internettets konstante rul”. Men selv de indrømmer, at de nogle gange kan lukke sig lidt om sig selv. At det er svært at efterleve egne forskrifter: at sikre mangfoldige stemmer i artiklerne. Ifølge Bolette Blaagaard er det netop en af journalisternes fornemmeste opgaver at inddrage et bredere udvalg af kilder og gøre den ekstra indsats, det kræver at finde en kvalificeret kilde, som også tilhører en etnisk, kønslig, seksuel eller anden minoritet. Men fritager det så os læsere for al form for ansvar, når vi forsøger at orientere os i virkeligheden, kunne man spørge.

“Jeg ved ikke, om det er læsernes ansvar at være opmærksomme på de faldgruber, journalister står overfor i deres arbejde. Det tror jeg ville være at kræve for meget af sine læsere: at læse mellem linjerne og forstå journalisternes bevæggrunde for kildeudvælgelse og vinkelvalg,” forklarer Bolette Blaagaard.

Alligevel har hun et råd, som måske kan hjælpe os med at gøre silhuetterne i medierne en anelse mere genkendelige:

“At læse bredt er vel altid en god taktik som læser, hvis man ikke vil manipuleres til at tænke smalt om andre og sig selv. I forbindelse med historier, som omhandler minoriteter, skal vi alle som læsere og som journalister holde os for øje, at vi mennesker er forskellige, og at forskellene internt i en gruppe ofte er større end forskellene mellem grupper,” lyder rådet.

Lad os tage imod det og pudse egne linser.

 

// Artikler bragt på a1.dk afspejler ikke nødvendigvis a1’s synspunkt.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (2 Stemmer i alt)
Dinosaur swag

Den unge generation skaber sproget

 

Det danske sprog er i heftig udvikling. Og det har det i øvrigt altid været. Sproget afspejler samfundet og vores kulturelle og personlige udvikling, og gennem århundrede har den unge generation udfordret de ældre generationer med nye ord, bøjninger, ordstilling og udtale. Og sådan vil det fortsætte, hvis alt går, som det plejer. Om udviklingen er positiv eller negativ vil generationerne diskutere i al evighed.

Dialekter blegner, og engelsk er hverdag

”De unge forandrer sproget, fordi de er unge. De eksperimenterer, de gør oprør, og de skal finde sig selv. Men de forandrer også sproget, fordi samfundet forandrer sig.” Sådan siger Tina Thode Hougaard, der er sprogforsker ved Aarhus Universitet, hvor hun følger tendenserne i sproget.

Hun fortæller, at de unge blandt andet orienterer sig væk fra at tale med dialekter. Det er en stærk tendens i hele landet, bortset fra det sønderjyske område. Lige netop i Sønderjylland holder de unge mere fast i deres dialekt. Men ellers taler den unge generation mere og mere som i byerne, hvilket man også kan karakterisere som en bevægelse væk fra det landlige og ind mod byerne.

”Hvis du spørger alle over 40, vil de sige, at ungdommen ikke taler andet end engelsk, og der er noget om, at de bruger mange engelske ord og udtryk,” siger Tina Thode Hougaard.

”Det afspejler, at mange unge taler engelsk på deres uddannelser, lige som der også er meget engelsk sprog i de populære musikmedier som for eksempel webportalen YouTube og film på streamingtjenester som Netflix. Så det er klart, det smitter af, når det engelske sprog er en stor del af de unges hverdag,” forklarer hun.

Bandeord handler om kroppen

Tina Thode Hougaard ser også en ændring i brugen af bandeord. Førhen havde bandeord et religiøst afsæt. Det vil sige, at den ældre generation bruger bandeord, der kommer fra religionen som for eksempel fanden og helvede. I dag ser man, at bandeord blandt de unge er kropsorienterede og seksuelt orienterede. Så man er gået fra at sige fandens til at sige for eksempel fuck eller lort.

”Begge dele er jo grimt og har den samme funktion, men der er forskel på, hvor gammel du er,” siger Tina Thode Hougaard.

Hun forklarer, at de unge vælger nye bandeord, der provokerer, fordi de har brug for at distancere sig til de ældre generationer, som er præget af borgerlige dyder, struktur og ordentlighed. Så de unge siger (og gør) alt det, der er uordentligt, ustruktureret, grimt og frækt.

Ord fra indvandrergrupper er seje

Nogle unge bruger sproglige elementer fra indvandrergrupper – også kalde multietnolekt*.

”Det gør de, fordi det nogle steder er forbundet med, at man er sej, hvis man tager lidt multietnolekt ind i sit sprog. For eksempel wallah, der betyder: ”jeg sværger”. Eller ordet habibi, der betyder ven eller skat på arabisk,” forklarer Tina Thode Hougaard.

Gruppesprog giver sammenhold

Unge kan også udvikle koder og sprog, som kun medlemmer af en bestemt gruppe forstår. Et klassisk eksempel er et studie foretaget på Herlufsholm Kostskole for år tilbage. Her fremgik det, at de unge på det tidspunkt havde mange fælles sproglige koder og en helt særlig jargon. De talte ”herluviansk” som et særligt gruppesprog.

”Det med gruppesprog ses stadigvæk rundt omkring. Det kan være større eller mindre grupper, der vælger en særlig måde at bruge sproget på sammen, og det forbinder man også med ungdomssprog,” siger Tina Thode Hougaard.

Hvem er de unge?

I sproglig sammenhæng definerer man ungdomssprog lidt forskelligt. Nogle vil sige, at alle i princippet kan tale ungdomssprog. De mener ikke, det har noget med alder at gøre.

”Det er nærmere defineret ved, at en person bruger sproget på en måde, der mest optræder i de unges sprog. Her tager man udgangspunkt i, at de unge er gruppen af teenagere fra 13 til 19 år, ” siger Tina Thode Hougaard.

Andre regner de unge helt op til 30 år med i gruppen. Hun mener, det afhænger af, hvordan ens livssituation er. Hvis man er studerende, så har man mange af de sproglige træk fra de unges sprog. Hvis man derimod tidligt bliver selvforsørgende og får hus og barn, så kan man allerede som 19-årig have aflagt sig alle de ungdomstræk, der er i sproget. Det er en glidende størrelse.

Sproget skal flytte sig

Af og til bliver de unge udskældt som en samlet gruppe, fordi der er ord og udtryk, som den unge generation bruger anerledes, end den ældre generation mener er korrekt. Mange unge tror, at en bjørnetjeneste er en stor tjeneste og ikke noget dårligt, som ordet i virkeligheden betyder.

”Det kan man jo begræde, men i virkeligheden er det få ord og udtryk, det handler om – også kaldet pendulord**. Men de bliver ofte trukket frem i diskussioner,” siger Tina Thode Hougaard.

Hun forklarer, at man bruger sproget til at erkende, til at meddele sig og forstå. Og placere sig i verden. Derfor skal sproget flytte sig. Det er i alles interesse. Selvfølgelig skal de unge lære de koder, der er uden for deres gruppe. Selvfølgelig skal vi have et sprog, der går på tværs af generationer. Sproget er noget, vi er fælles om, og det kræver lydhørhed fra alle generationer. Målet er, at generationerne forstår hinanden på tværs af alder.

”Men i forhold til de unges sprogudvikling er jeg en liberal sprogforsker og går ikke ind for, at man skal konservere sproget. Det kan ikke stå stille, for verden forandrer sig, og vi forandrer os,” påpeger hun.

Pendulord kan skabe misforståelser

Det kan selvfølgelig skabe en vis forvirring, når ord og begreber med årene får den stik modsatte betydning, og pendulord kan i nogle situationer drille korrekturlæseren. Fx kan det være svært at vide, om skribenten af en tekst bruger bjørnetjeneste med den gamle eller nye betydning.

Men alternativet er, at en bestemt generation sætter sig på det danske sprog og hævder, at netop deres forståelse og brug af det danske sprog er den korrekte. Og det giver jo heller ingen mening.

Bruger du selv ord, der engang havde den modsatte betydning?

Afslutningsvis kan vi lige nævne et par eksempler på andre pendulord, der ligesom bjørnetjeneste har ændret betydning til det modsatte. Ord, som den ældre generation i dag bruger – ofte lykkeligt uvidende om, at disse ord engang betød det modsatte af i dag:

Genistreg: Tidligere har ordet være brugt ironisk om noget, der ikke er særlig godt. I dag bruges det oprigtigt som ros om noget glimrende eller rigtig godt.

Virak: Betød tidligere en stor hyldest eller næsten overdreven ros, men fra slutningen af 1970’erne fik det ny, modstridende betydning, nemlig uro, ballade eller postyr.

Strømer: Ordet har siden 1960’erne være direkte forbundet med den uformelle omtale af en politibetjent, men den oprindelige betydning var en noget anden. Tidligere brugte man nemlig ordet om et vandreliv eller dem, som vandrede, nemlig vagabonder.

(Kilde: https://samvirke.dk/artikler/bjornetjeneste-virak-og-stromer-kender-du-ordenes-gamle-og-nye-betydning)

 


*Etnolekt: Når forskellige sprog kommer i forbindelse med hinanden, taler man om begrebet etnolekt. Når flere forskellige sprog kommer i forbindelse med hinanden, taler man om multietnolekt. I Danmark forekommer multietnolekter, når sprogbrugere med forskellige etniske baggrunde har det danske sprog til fælles og supplerer det med udtryk fra andre sprog.

 

**Pendulord er et ord, der har to betydninger, som er modsatrettede. Fænomenet med, at et ord på den måde ændrer betydning, har altid eksisteret.

Kilde: Sproget.dk
VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 0.0/5 (0 Stemmer i alt)
Gult billede af en pære

Låneord – hvad er det?

De ord, vi importerer fra andre sprog, kalder vi låneord. I de sidste 150 år har vores danske sprog især lånt ord fra det engelske sprog, men tidligere var det faktisk tysk og fransk, der dominerede vores danske tunge.

Låneord fra 1525-1750

Fra 1525-1750 er det primært det tyske og franske sprog, vi låner ord fra – og det er især ord, der har med militæret at gøre. Fx:

  • Oberst og gevær fra Tyskland
  • Officer, kaptajn og soldat fra Frankrig
  • Kanon og kommando fra Italien
  • Infanteri fra Spanien

Låneord fra 1750’erne og puritanernes forsøg på at udrydde dem

I perioden efter 1750 begynder vi at låne ord fra flere forskellige sprog – fx sniger latinske og græske ord sig ind med billedkunsten. Flere sprogelskere i Danmark får dog nok af denne sprogforurening, og purismen/sprogpuritanerne opstår, hvor kendte skikkelser som H. C. Ørsted går i front og vil alle de udenlandske ord til livs. De tager simpelthen alle de udenlandske ord og danner ud fra deres betydninger nye, danske ord. Fx fordom i stedet for præjudicium og kærtegn i stedet for karesse. Andre ord, der er blevet skabt ud fra deres betydning, er bil, lidenskab, tyngdekraft, myldretid og hjemlig.

Ord, der slipper igennem nåleøjet

Det var ikke alle ord, puritanerne fik omdannet til nye danske ord, og en del ord slap gennem nåleøjet, fordi de simpelthen bare blev brugt af befolkningen. Ligesom datamaten aldrig vandt indpas, fordi computeren blev det anvendte ord.
Af eksempler på ord, der i denne periode bliver optaget i det danske sprog, er:

  • Slalom fra Norge
  • Arbejdsformidling fra Sverige
  • Sauna fra Finland
  • Kajak fra Grønland
  • Apartheid fra Sydafrika
  • Apropos fra Frankrig
  • Cappuccino fra Italien
  • Kasko fra Spanien
  • Bossanova fra Portugal
  • Vodka fra Rusland
  • Kiosk fra Tyrkiet og
  • Kaos fra Grækenland

Sammenfattende kan man sige, at fagsprog, der har med håndværk at gøre, typiske kommer fra Tyskland. Ord om bankvæsen og klassisk musik kommer fra Italien, mens de fleste videnskaber og kunstudtryk kommer fra latin og græsk.

Engelsk gør sit indtog i det danske sprog

Fra omkring 1870 begynder det engelske sprog at gøre sit indtog i det danske sprog. Hidtil har det været spartansk med låneord fra England og USA. Nogle af de engelske navneord, der inviteres indenfor, er: golf, klub, koks, kutter, sjal og strejke. Op gennem 1900-tallet tager lånene stærkere til, da sporten, musikken og edb-udviklingen fører nye ord med sig, som fx: boksning, badminton, basketball, bowling, jazz, pop, rock, soul, swing, software, datamat og hacker.

Korrektur og låneord

Når vi importerer ord fra andre sprog – også ord, der endnu ikke er optaget i Retskrivningsordbogen – skal vi behandle dem, som var de danske. Det betyder, at de skal have danske bøjningsendelser. Spiller man golf, ved man fx, at man tee’er en bold op, efter det engelske: to tee the ball. På dansk sætter vi ‘e’ på infinitiven, og derfor skal det selvfølgellig også hedde at tee’e – selv om det ser temmelig mystisk ud med tre e’er i træk. (For at lette læsningen kan man dog sætte en apostrof ind.) Det samme gælder for engelske ord i flertal, der på engelsk ender på s. De skal som hovedregel havde den danske flertalsendelse på  – altså ‘r’, fx services/servicer. Nogle ord bliver dog optaget i Retskrivningsordbogen med den engelske endelse, fx smartphoneS.
Når man læser korrektur på tekster med låneord fra andre sprog, skal man bøje dem, som var de danske – medmindre Retskrivningsordbogen anviser noget andet.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 0.0/5 (0 Stemmer i alt)
Billede af bogstaverne a, b og c

Hvorfor hedder det aprilsnar?

At narre nogen 1. april er en skik, der går helt tilbage til 1600-tallet og er drilsk over det meste af Europa. Men hvorfor narrer vi hinanden?

Simpelt hen fordi det ligesom til fastelavn, nytår og majkatten (hvor man narrer hinanden 1. maj – så pas på!) bare altid har været skidesjovt at drille andre. Forfatteren til “Gullivers Rejse”, Jonathan Swift, udgav i 1708 i London en lille almanak, hvori han forudsagde astrologen John Partridges død den 30. marts. Den stakkels John Partridges var faktisk døende, og befolkningen hoppede derfor på joken, så da John den 1. april sås i gaderne i London, vakte han totalt furore, og de stakkels mennesker, der kom til hans begravelse, opdagede til deres store skræk, at man faktisk kunne vække en døende mand.
Jonathan Swift er det første skriftlige eksempel på aprilsnaren, men bestemt ikke det sidste.

Hvorfor netop 1. april?

Højtider og fester har altid ligget omkring overgangen fra én tid til en anden. Når vi går fra vintertid til sommertid, når vi fejrer midsommer, lysets komme, jævndøgn. Skift i årets cyklus har altid givet anledning til at feste, og med fest hører udklædning og drillerier. Hvorfor vi lige har holdt fast i netop den 1. april, er lidt usikkert, men én teori siger, at det er, fordi vi med kalenderreformen gik fra juliansk til gregoriansk tid, og at nytåret blev flyttet fra slutningen af marts til 1. januar, hvilket de stædige altså ikke ville acceptere og derfor holdt fast i 1. april.  Men da narreriet også var populært i protestantiske egne, underminerer det teorien en smule, og den egentlige grund til, at det netop er denne dag, er derfor uvis.

Hvordan narrede man hinanden i gamle dage?

I gamle dage, for ca. 150-200 år siden, handlede de fleste aprilsnarre om at få hinanden til ’at løbe’ eller ’se’ noget. Fx sendte man børn ud for at lede efter noget, som slet ikke fandtes, eller narrede folk ud på gaden under påskud af, at der var ildebrænd i huset. Når folk var hoppet på joken, råbte man ’aprilsnar’, når de atter var kommet tilbage og havde opdaget, at de var blevet narret. Ligesom i dag.

På engelsk hedder en aprilsnar en aprils fool, mens det på fransk hedder en poisson d’avril, som betyder aprilfisk og går ud på at narre hinanden ved at sætte små papirfisk på ryggen af andre.

Medierne og aprilsnar

Medierne bringer stort set altid en aprilsnar på denne dag, og nogle år stikker det af og bliver af offentligheden misforstået som en sandhed. Artikler skrives ofte under pseudonymet Ranslirpa (og nej, det er ikke en korrekturfejl) – det er blot Aprilsnar stavet bagfra.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 0.0/5 (0 Stemmer i alt)