Hvad gør korrektur svært?
Cand.mag. Christel Sunesen underviser på korrekturlæseruddannelsen på AROS. a1kommunikation har sat hende stævne for at finde ud, hvad der volder flest problemer (og hvad der er lettest), når der skal læres korrektur.
Hvad har dine kursister sværest ved at lære?
Komma, komma, komma! Særligt komma ved indskudte ledsætninger har kursisterne svært ved at få helt fat på og naturligvis ved mere komplicerede sætningskonstruktioner, hvor man hopper op og ned i sætningsniveauer. Her virker det rigtig godt at lære dem trappediagrammet, som er en grafisk metode til at gøre rede for en sætnings struktur. Det giver en mere visuel forståelse for sætningers opbygning.
En anden ting, der er svær at få ind på rygraden, er at lære dem at slå op og ikke at tage noget for givet – det er noget af det, som gør dig til en rigtig god korrekturlæser; at du altid undrer dig. Jeg slår selv tit virkelig almindelige ord og udtryk op: Fx om det hedder ”en gang imellem” eller ”engang imellem”? (den første). Og selv om jeg er 95 % sikker, slår jeg op alligevel. Det er tit svært at få ind i deres rutiner.
Er det svært at lære, hvad en ledsætning er, eller er det bare en skrøne?
For de fleste volder det ret mange problemer, fordi der grundlæggende mangler en forståelse af, hvordan sætninger er opbygget. Ud over trappediagrammet er ”ikke-prøven” en super måde til at kunne kende forskel på hoved- og ledsætninger – altså at hvis ”ikke” står efter subjekt (grundled) og efter det finitte verbal (udsagnsord, du kan sætte ”jeg” foran), så er det en hovedsætning, og hvis ”ikke” kiler sig ned mellem subjekt og finit verbal, er det en ledsætning. Så snart det er på plads, er der som regel ingen problemer.
Hvad synes dine kursister er det letteste at lære?
At korrektur ikke er som et regnestykke, hvor der altid er ét korrekt svar, men at der tit er valgfrihed, og at ens valg ofte kan diskuteres. Derudover er de rigtig gode til at forstå konsekvens (fx om du staver det ”f.eks.” eller ”fx” (begge korrekte)) og til at rette sproglige formuleringer, som bare ikke klinger særlig godt.
Og hvad synes dine kursister er det sjoveste?
Det hele! De er superengagerede og elsker at dykke ned i nørdet grammatik og lege detektiv på jagt efter fejl – det gør det virkelig herligt at undervise. Og så synes de, at det er allersjovest, når de kan fange mig i at overse en fejl. Så den fornøjelse giver jeg dem selvfølgelig altid … Ligesom alle andre korrekturlæsere …
Hvad gør korrektur svært?,
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!