At få læst korrektur på sine tekster er en vigtig del af det færdige produkt. Er der stavefejl, fejl i syntaksen, grammatikken eller opsætningen, skader det din troværdighed. For hvordan kan du stå inde for alt det, du skriver om, hvis du ikke kan præsentere det rigtigt? En tekst, der ikke er læst korrektur på er en del mere farlig, end de fleste er klar over.

Der findes mange korrekturlæsere i Danmark, for alle kan slå sig op på at være ekspert i det danske sprog, men faktisk kræver det en reel uddannelse at være en dygtig korrekturlæser. Derfor er vi hos a1kommunikation alle uddannet cand.mag.er, så vi ikke bare kan sætte komma, men også har en grundlæggende forståelse for sproget og ved hvorfor, noget er rigtigt og andet forkert.

Når vi læser korrektur, tager vi altid hensyn til afsenderen og den kommunikationssituation, teksten indgår i. Det betyder, at vi læser indholdet og stiller spørgsmål undervejs, hvis der er noget, der undrer os, eller du har skrevet noget, der ikke passer ind i den kontekst, det er tiltænkt. Vi er sprogeksperter, der er vant til at arbejde med tekst, så vi ved, hvad vi skal kigge efter og ikke mindst, hvordan en rigtig god tekst ser ud.

I øvrigt kommer ordet korrektur af latin correctura og betyder rettelse. Correctura er nemlig afledt af det andet latinske ord corrigere, som netop betyder rette eller korrigere.

foto af ordbog med ordet komma fremhævet

Sådan sætter du nyt komma!

Det nye komma (komma uden startkomma) volder de fleste problemer. Men faktisk er det slet ikke så svært, hvis du altså kan din grammatik – og dine ledsætninger. Vi har spurgt kommaekspert Martin Lund om 10 hurtige regler for nyt komma – OG den lange, langsomme forklaring til alle nørderne. Artiklen er sat med nyt komma så du også lærer ved at læse.

 

10 regler for nyt komma

1) Komma mellem helsætninger

2) Komma mellem helsætning og det udenfor, eksempelvis tiltale, udråb, spørgende tilføjelse og ekstraposition

3a) Komma om selvstændige led, herunder om selvstændige ledsætninger

3b) Komma om apposition

4) Komma ved eksemplificerende eller præciserende tilføjelse

5) Komma ved afslutningen af en ledsætning, altså hvor efterfølgende tekst ikke er en underordnet del af denne ledsætning

6) Komma i modstilling

7) Komma i opremsninger som erstatning for ”og” eller ”eller”.

0a) Ikke helsætningskomma mellem tæt knyttede imperativer

0b) Ikke slutkomma mellem sideordnede ledsætninger hvis de er tæt knyttede.

 

NB: Samtlige af ovenstående regler gælder også for traditionelt grammatisk komma. Kun 3a ville se anderledes ud fordi man i grammatisk komma sætter komma om (og dermed også foran) alle ledsætninger.

Hvad er nyt komma?

Nyt komma er grammatisk komma minus en favnfuld startkommaer – dvs. minus den opfattelse at der skal komma bare fordi der begynder en ledsætning. I nyt komma er der kun startkomma foran ledsætninger af selvstændig karakter.

Der ER altså startkommaer i nyt komma, og derfor er dets nuværende officielle navn – komma uden startkomma – også misvisende. Men man skal være forsigtig med at bruge betegnelsen nyt komma, for i enhver debat om komma sidder der altid nogen klar til af irettesætte én om at nyt komma ikke eksisterer længere. Det gør det altså de facto, men spørgsmålet er om man gider tage den runddans hver gang, specielt når man ikke længere officielt bakkes op rent navnemæssigt.

Det har fået mig til at begynde at tale om henholdsvis ”komma med automatisk startkomma” (dvs. traditionelt grammatisk komma) og ”komma uden automatisk startkomma” (dvs. nyt komma). Udvidelsen med ”automatisk” gør betegnelserne retvisende uden at nogen er i tvivl om at det er de officielle betegnelser der henvises til.

På Skriverådets hjemmeside i artiklen om komma kan man læse uddybende om hele dette terminologi-helvede og ikke mindst dets baggrund. Artiklen handler også om forskellen på de to kommapraksisser og kan dermed bruges som en (kun delvist repeterende) uddybning af denne artikel.

Hvad gør en ledsætning selvstændig?

– Det der gør en ledsætning selvstændig, er at den rummer sin egen pointe og ikke blot er med til at skabe en pointe. Lad os tage nogle eksempler så alle er med:

Han skal cykle til skole når vejret er godt.

Her har vi én pointe, og ledsætningen er med til at skabe den. Ledsætningen rummer en slags tidspunkt eller betingelse som er en bestanddel af pointen. Holder man den ude, tilbageholder man en del af pointen.

Anderledes her:

Han skal cykle til skole, hvilket han mukker en del over.

Her har vi to pointer. Man kan jo sige ”Basta!” efter sætningsstammen, for dens pointe er afsluttet – den får ikke hjælp fra ledsætningen. Ledsætningen har sin egen pointe at tænke på. Kun i grammatisk forstand klamrer den sig til sætningsstammen og er medlem af helsætningen. Men det kan meget let laves om:

Han skal cykle til skole, og det mukker han en del over.

Med minimale ændringer – og slet ingen ændring i vægt og fylde – er det nu to helsætninger. Det viser lidt om hvor vægtig og selvstændig ”hvilket”-ledsætningen var.

Man finder ikke ordet ”pointe” i kommareglerne, og der er ingen fra Dansk Sprognævn der bruger det ord, men det er ikke desto mindre den bagvedliggende semantiske årsag. I reglerne fabulerer de rundt om det på mange forskellige måder – bedst når de skriver at noget lige så godt kan stå i to helsætninger, præcis som jeg lige har vist.

Jeg ved at du har en metode, tankestregsreglen?

– Ja. Ovenstående er måske svært for nogle. Til gengæld er det meget nemt at teste om en ledsætning er selvstændig, altså har sin egen pointe. Man forestiller sig bare en tankestreg foran ledsætningen, og hvis det virker forkert, åndssvagt eller drillende i forhold til den tilsigtede betydning, er det ikke en selvstændig ledsætning. Hvis en tankestreg derimod kunne være helt okay, ja, så er den selvstændig og startkommaet skal sættes i nyt komma. Selvfølgelig kan man i nogle tilfælde synes at tankestregen skal blive, og så erstatter den naturligvis startkommaet.

Selvfølgelig kræver det et minimum af sprogligt gehør og musikalitet at vurdere om en tankestreg er i tråd med meningen eller ødelægger/driller den. Således kan det virke upåfaldende at sætte tankestreg i ”Han skal cykle til skole – når vejret er godt”, men den bare nogenlunde logiske sprogbruger kan godt høre at det er et umotiveret eller drillende ophold fordi der tilbageholdes en oplysning som skal bruges til at fuldende den første (og dermed eneste) pointe. Derimod falder tankestregen naturligt i ”Han skal cykle til skole – hvilket han mugger en del over”. Imidlertid kunne den første sætning dog godt laves om til at have et tilsigtet ophold: ”Han skal cykle til skole – i hvert fald når vejret er godt.” Her har man sagt basta, men præciserer så efterfølgende ved en slags selvkorrektion, så her ville komma (eller tankestreg) være det rigtige.

Desuden kræver nyt komma jo i særdeleshed at man er sikker på at det er et potentielt startkomma – og ikke en anden type komma – man lægger sit analyseapparat ned over. Men sådan er det jo med alle sproglige fif og regler. Læg for eksempel tankestregsreglen ned over denne sætning: ”Når vejret er godt, skal han cykle til skole.” Alt vil gå galt. Totalt galt. Hvorfor? Fordi det er et slutkomma, og slutkommaer handler ikke om adskillelse af pointer, men om at afslutte en sidevej inde i en pointe. Derfor afspejles slutkomma også sjældent af pauser i det talte sprog, men snarere af andre prosodiske træk såsom tonalitet.

Med to eksempler skraber jeg kun i overfladen og giver ikke noget dækkende billede. Der er masser af typeeksempler på ledsætninger der ikke fordrer komma i nyt komma og også flere typer der gør. Man kan finde flere eksempler både i kommareglerne hos Dansk Sprognævn og i kommaartiklen på Skriverådets hjemmeside.

Er det ikke svært for mange at vide om de har fat i den ene eller anden slags komma?

– Jo, og sætningsgrammatik er en forudsætning for om man kan skelne sikkert mellem tekstens kommafordringer og sætte komma nemt og suverænt. Hverken traditionelt grammatisk komma eller nyt komma kan praktiseres ordentligt uden det sætningsgrammatiske gehør, men mange tilhængere af grammatisk komma tror at de kan trække kommaer i kryds og bolle-automaten, og tror derfor at de slipper lettere om det med grammatisk komma. Men de tager fejl, og deres kommatering bliver derefter – i sin værste form en kommatering hvor man husker helsætningskommaer og startkommaer, som er de eneste kommaer der med sikkerhed fremkaldes af kryds og bolle, samt opremsningskommaer fordi de åbenbart er nemme, men hvor andre kommaer – især slutkommaer og kommaer ved selvstændige led – glemmes. At huske noget så uvæsentligt som letvægterstartkommaer og samtidig glemme noget så væsentligt som slutkommaer, giver en tegnsætning helt ude af balance. Aviserne er desværre overfyldte med eksempler på netop det.

Hvordan sætter man nyt komma? Er der 5 hurtige regler?

– Først vil jeg lige sige at jeg godt forstår dit ønske til artiklens overskrift, og vi kommer da også tættere på hvordan man sætter komma. Men at man læser nogle kommaregler, og måske endda lærer deres ordlyd udenad, er jo ganske langtfra det samme som at kunne kommatere korrekt i praksis. Som jeg lige har skrevet herover, er der nogle forudsætninger som skal være på plads, og som med så meget andet kræver det lidt mesterlære at få det til at sidde perfekt. Med dette mener jeg at man har brug for at få nogle bekræftelser og afvisninger af henholdsvis korrekt og forkert brug af reglerne indtil det sidder sikkert. Men vigtigst af alt er det fundament som sætningsgrammatikken lægger.

Og så til svaret på spørgsmålet. Det er sjovt at du netop siger 5, for Dansk Sprognævn grupperer kommareglerne i 5 overordnede grupper. Jeg vil ikke kalde det 5 regler, men netop 5 grupper, fordi det er nogle lidt forskellige ting der er samlet under hver gruppe. Eksempelvis er alt det med komma i adresser puttet ind under ”opremsningskomma m.m.”. Og ”komma ved selvstændige sætningsdele” har under sig grupperet så vidt forskellige og vigtige regler som:

A) komma ved selvstændige sætningsdele

B) appositionskomma

C) tiltalekomma, udråbskomma, ekstraposition og lignende

D) forklarende og præciserende tilføjelser

E) selvstændige ledsætninger

F) komma nogle gange foran men.

I en vis forstand kan i hvert fald A-E ses som komma ved appendikser til helsætningen, og derfor er grupperingen også intelligent, men under denne ene paragraf er det jo reelt 5 forskellige regler at skulle kende og forholde sig til, og et traditionelt syn vil også sige at de er grammatisk væsensforskellige – nogle har med ufuldstændige helsætninger at gøre, andre har med ufuldstændige ledsætninger at gøre, atter andre handler om at stå uden for helsætningen, mens andre igen bare handler om at eksemplificere eller uddybe noget semantisk inde i helsætningen.

Jeg synes gennemgående deres grupperinger er smarte, især over for den brede befolkning, men 5 paragraffer gør altså ikke 5 regler.

Traditionelt har kommareglerne altid været opstillet i 7-8 regler startende med helsætningskomma. Filosofien i dette er jo indlysende nok at begynde med de ”største” kommaer, nemlig dem som også kunne være punktum, men så er man ofte allerede i paragraf 2 gået over til opremsningskomma som jo er noget helt andet og langt mindre.

Som den nørd jeg er, vil jeg jo i ethvert forsøg på opstilling af kommaregler forsøge så vidt muligt at holde en indholdsmæssig logisk glidning ned gennem reglerne, fra de største til om ikke de mindste så de anderledes. Komma i adresser finder jeg så uinteressant at jeg nægter at have det med; det må simpelthen varetages af almindelig sund fornuft, for jeg gider altså ikke kede mig ihjel. Du skal heller ikke kede mig ihjel med tegnsætningsnormer i litteraturlister og lignende. Jeg er komplet ligeglad, bare det giver mening.

Så her kommer mit bud (samme 10 regler som nævnt i starten af artiklen):

 

1) Komma mellem helsætninger

2) Komma mellem helsætning og det udenfor, eksempelvis tiltale, udråb, spørgende tilføjelse og ekstraposition

3a) Komma om selvstændige led, herunder om selvstændige ledsætninger

3b) Komma om apposition

4) Komma ved eksemplificerende eller præciserende tilføjelse

5) Komma ved afslutningen af en ledsætning, altså hvor efterfølgende tekst ikke er en underordnet del af denne ledsætning

6) Komma i modstilling

7) Komma i opremsninger som erstatning for ”og” eller ”eller”

0a) Ikke helsætningskomma mellem tæt knyttede imperativer

0b) Ikke slutkomma mellem sideordnede ledsætninger hvis de er tæt knyttede.

 

Det er vigtigt at understrege at selv om noget af ovenstående er formuleret lidt anderledes end de officielle regler, er det præcis samme tegnsætning det dækker over. Det vil føre for vidt at uddybe alle punkter.

Men jeg kan sige at der er tænkt over rækkefølgen. 1-3 handler om kommaer der opdeler pointer, 4 danner et metonymisk ekko af pointen, og 5, 6 og 7 har hver deres helt anderledes funktion.

En modstilling kan fx være ”Du er smuk, men ikke jeg.” Tanken bag modstilling ligger i ord som ”men”, ”hvorimod”, ”derimod”, ”på den anden side”, men langt de fleste af dem dækkes allerede af 1 (helsætningskomma) eller 3a (mht. selvstændige ledsætninger). Når jeg ikke vil lægge ”men ikke jeg” ind under selvstændige led, er det fordi det ikke er en pointe. ”Du er smuk, men ikke jeg” er IKKE to pointer, derimod er selve modstillingen pointen.

For det tredje har jeg i paragraf 0 en slags minus-paragraf. Mens alle andre regler er argumenter FOR komma og kun kan bruges sådan, kan paragraf 0 som den eneste trække kommaer fra. At alle andre regler kun kan bruges positivt, viser sig for eksempel i opremsning af ledsætninger: Den næstsidste ledsætning i opremsningen skal ikke have et opremsningskomma efter sig hvis der står ”og”, men den skal alligevel og under alle omstændigheder have et slutkomma efter sig. Ergo kan reglen om opremsning ikke bruges til at fjerne et slutkomma. Reglerne kan kun bruges positivt, bortset fra paragraf 0; derfor kalder jeg den sådan.

Er du sulten efter mere viden om det nye komma, så læs artiklen: Nyt komma – godt, skidt, hvorfor?

Om Martin Lund

Martin Lund skrev speciale om komma og fik 12 med sprogprofessor Henrik Galberg Jacobsen som censor. Og det siger ikke så lidt, for det er selveste Galberg Jacobsen der som medlem af Sprognævnet var med til at udforme det nye komma og skrive Håndbog i Nudansk (biblen i dansk sprogbrug). Martin Lund har startet Skriverådet, hvor han bl.a. underviser, holder foredrag og læser korrektur. Hos a1 er vi heldige at arbejde sammen med Martin om udvalgte projekter og opgaver.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 3.7/5 (3 Stemmer i alt)
Bog med ordet komma markeret

Nyt komma – godt, skidt, hvorfor?

Det nye komma har taget pusten fra de fleste danskere og startet en hel krig i Danmark. Men hvorfor er det nye komma (komma uden startkomma) så udskældt? Hvorfor indførte Sprognævnet et nyt komma? Og letter det nye komma faktisk læsningen? Det og meget mere har jeg spurgt en af Danmarks førende kommaeksperter, Martin Lund, om. (Artiklen er sat med nyt komma.)

Lær at sætte nyt komma, klik her.

Hvorfor indførte Sprognævnet et nyt kommasystem?

– Det gjorde de fordi traditionelt grammatisk komma er noget møg. Mange af de startkommaer vi slipper for i nyt komma, står decideret i vejen for perceptionen. Og det er kun blevet værre, for sætningsstrukturerne i moderne dansk skaber flere og flere af den slags startkommaer.

Allerede omkring år 1800 talte sprogforskere om at slippe for komma foran bestemmende relativsætninger, og netop brugen af bestemmende relativsætninger er eksploderet hen over de sidste 200 år. Så grammatisk komma har aldrig været dårligere for det danske sprog end det er i dag, og i morgen er det endnu værre. Jeg henviser til min artikel om komma på Skriverådets hjemmeside hvor dette er uddybet ret grundigt.

Lige efter Sprognævnet havde anbefalet det nye komma, startede der i 2004 en kommakrig i Danmark. Sprognævnet tabte krigen, kan man sige, for de fleste danskere blev rasende over det nye komma og nægtede at bruge det. Hvorfor tror du at danskerne var sådan imod det nye komma?

– Det lyder måske øretæveindbydende, men det er sandt: Fordi de ikke ved hvad nyt komma er. En undersøgelse jeg lavede til mit speciale, viste i øvrigt helt entydigt at jo mere rasende man er på nyt komma, desto dårligere er man til at sætte slutkommaer og kommaer foran selvstændige led i sit eget elskede grammatiske komma. Så de mennesker der er rasende, er dem der tror man kan trække kommaerne i kryds og bolle-automaten. Men det er ikke kun deres skyld; de er også forrådt af skolesystemet – også selv om de er journalister og dansklærere.

Sprognævnet begik den kæmpefejl at overvurdere det grammatiske dannelsesniveau blandt lærere og journalister. Lærerne blev forvirrede, og journalisterne blev bagstræberiske, og egentlig af samme grund: De manglede sætningsgrammatikken for at kunne sætte sig ind i ordentlig tegnsætning, og det gør de stadig. Dette er ikke kun et problem i forhold til at forstå nyt komma, men også et problem i forhold til grammatisk komma, som få dansklærere og endnu færre journalister sætter rigtig godt. Og det burde man nok have iagttaget på forhånd. Tænk hvis man på forhånd – før nogen kommakrig – havde gjort noget for at lancere tanken om mere sætningsgrammatik i skolesystemet, med alle de sproglige fordele der er ved det. Så havde alting set bedre ud.

Egentlig var det jo planen at nyt komma stille og roligt skulle udgrænse grammatisk komma fordi enhver kunne se at det var meget bedre. Men planen sidder stadig fast i molbolandsfriktion. Norge og Sverige har for længst – og længe før nyt komma blev lanceret i Danmark i 1996 – leveret grammatisk komma tilbage til Tyskland med ”Tak for lån – det passede ikke lige til vores sprog”. Men de benyttede også en anden strategi. De lod folk sætte en mellemting sådan så det hverken var en fejl at sætte eller undlade et letvægterstartkomma. På den måde fik de tåbelige startkommaer mindre opmærksomhed og kunne stille glide ud, til fordel for et fokus på hvornår et komma i grunden giver mening.

Det minder mig i øvrigt om at mange iltre tilhængere af grammatisk komma ikke selv sætter alle de startkommaer som deres elskede kommasystem fordrer. Dette hykleri kunne jo afmonteres uden ansigtstab hvis man fulgte den norske og svenske model.

Det skal måske lige indrømmes at norsk og svensk komma er en lidt mere slasket udgave af nyt komma fordi man nogle gange undlader komma hvis det ikke er vigtigt for betydningen. Jeg synes det fede ved nyt komma på dansk er at det ledsager betydningen, uanset om denne skiltning til læseren i den enkelte situation er betydningsafgørende eller ej. Det er det der for mig er så smukt ved det. Tegnsætningen afspejler og bekræfter sprogets iboende prosodi. Det er lidt mere hullet på norsk og svensk, så deres komma ligger og roder et sted mellem pausekomma og nyt komma, eller mellem engelsk komma og nyt komma, men i overvejende grad tættest på nyt komma.

Sprognævnet anbefaler jo faktisk stadig at vi bruger komma uden startkomma, altså nyt komma. Og du er enig, ved jeg. Hvorfor synes du det nye komma er bedre end det traditionelle komma med startkomma?

Fordi de kommaer som nyt komma befrier os fra, ikke har nogen betydning men tværtimod skal ignoreres for at forstå en tekst. Smag godt og grundigt på denne sætning sat med henholdsvis grammatisk komma og nyt komma. Læs den eventuelt højt. Hvilken version forstår og husker du bedst indholdet af?

Det, der skete, da du satte dine kommaer, var, at sætningen døde, før du vidste af det.

Det der skete da du satte dine kommaer, var at sætningen døde før du vidste af det.

Vanens magt er selvfølgelig stor, men påstår du at den første er lettest at forstå og huske, siger jeg at du lider af indbildning.

Kommaer der skal ignoreres, har i øvrigt også den følgevirkning at alle kommaer bliver ligegyldige fordi man ikke kan regne med dem. Og det er i virkeligheden meget mere trist end mange fatter. Hvis sprogrigtighed i al for høj grad handler om placeringen af ligegyldige startkommaer, så bliver sprogrigtighed jo en ligegyldig ting, og det er utrolig skadeligt for respekten for det korrekte og nuancerede sprog. De skide startkommaer kan indirekte blive det danske sprogs død.

Hvorfor afskaffer man ikke bare det nye komma helt, hvis det kun skaber forvirring hos de fleste danskere?

Fordi vi der holder af sproget, skal have lov til at formulere os skønt på skrift. Jeg aner absolut ikke hvad jeg skulle stille op hvis traditionelt grammatisk komma blev det eneste officielle system. En forfatter kan nemt gøre præcis som han vil, men som sprogekspert m.m. vil det være meget svært, for så er man en del af det formelle. Det vil være en katastrofe for mig og for andre der ønsker at formulere sig mest muligt klart og meningsfuldt.

Er der ikke en risiko for at folk tror man ikke kan sætte komma når man bruger det nye? Det ser jo ud som om der mangler virkelig mange kommaer? 

– Ja, der mangler 4 startkommaer i dit spørgsmål nu, efter vi blev enige om at køre igennem med nyt komma. Fy, føj, hvor er du slem. Især er det slemt for de sprogbrugere hvis eneste kompetence er at de kan se 2-3 af dem med det samme, nemlig ved startkomma-signalord som ”at” og ”når”.

Så jo, det er der bestemt risiko for. Men jeg er træt af bekymringen. Jeg har den ikke længere. Kommateringen rundtomkring er alligevel i opløsning på grund af dårlig skolegang, og selv om jeg ikke bryder mig om de nye komma-betegnelser, har den megen snak om startkomma dog den fordel at det måske får en lille klokke til at ringe: ”Nå, det er nok uden startkomma – han ser ud til ellers at kunne skrive.” Det kan man da håbe. Men vigtigst: Bare kald mig Don Quixote; jeg nægter at affinde mig med traditionelt grammatisk komma.

Men som dig har jeg naturligvis også adskillige korrekturjob hvor jeg læser kilometervis af tekst med grammatisk komma. Sådan er det. Idealer og pragmatisme må leve side om side. Men at se min egen tekst skamferet af startkommaer har jeg det godt nok svært med. Det gør faktisk ondt i sjælen.

Er det nye komma ligesom det engelske komma?

– Det er selvfølgelig tættere på end traditionelt grammatisk komma er, fordi man ikke sætter den favnfuld startkommaer som man heller aldrig kunne drømme om at sætte på engelsk. Men det vil være forvrøvlet at sige at engelsk komma og nyt komma er i familie med hinanden. Det er de på ingen måde. Der er sikkert mange forskelle, men to er særligt tydelige: For det første har vi ikke på dansk den der vane med at sætte komma efter forfeltet, selv om svage sprogbrugere, påvirkede af engelsk, slæber det ind – fx: ”I klassens time på fredag, skal vi spille rundbold.” For det andet følger slutkommaerne startkommaerne så det på engelsk kun er deciderede indskud der lukkes bagtil. Manglen på slutkommaer generer mig voldsomt når jeg læser engelsk, ligesom de fragmenterede navneord gør. Jeg er ikke den store fan af skriftlig engelsk – ærlig talt oplever jeg det som laveste fællesnævner og som en rodebunke. Ikke noget at se op til.

Kommaer er til for at gøre det lettere for læseren at læse en tekst, så det store spørgsmål må være om det er sværere eller lettere at læse en tekst med nyt komma?

– Det er lettere, men naturligvis ikke for den der på forhånd har set sig gal på den ”forkerte” kommatering. Han eller hun skal lige dampe af først, og så bliver det også lettere for ham eller hende. Det er vitterlig lettere. Dette baserer jeg hovedsagelig på egen erfaring og almindelig faglighed. Men en undersøgelse lavet allerede i 1992 af Carsten Elbro og Vibeke Appel på det der dengang hed Institut for Almen og Anvendt Sprogvidenskab på Københavns Universitet, bakker i allerhøjeste grad op om det synspunkt:

læsehastigheder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Henrik Galberg Jacobsens forslag til nyt komma lå allerede klar i 1989, og det er årsagen til at en sådan undersøgelse kunne laves i 1992.

Hvem følger typisk Sprognævnets retningslinjer for brug af nyt komma (komma uden startkomma)?

– Jeg har ikke det fulde overblik, men kan nævne nogle eksempler. Udgivelser af deciderede sprogmennesker er som regel med nyt komma, det gælder for eksempel Dansk Sprognævns egne udgivelser, men også sprogmennesker som Kirsten Rask og flere andre. Min største samarbejdspartner, som lærer ordblinde og andre læsesvage at læse med et helt læsesystem, sætter også nyt komma. Det var ikke noget jeg skulle overtale dem til, men en tese de havde i forvejen. Selv i den mere journalistiske genre har nyt komma det godt hos de få der har set lyset, således læser jeg jævnligt for en sportsjournalist og oversætter som ikke kun i egne bøger og oversatte bøger sætter nyt komma, men også i artikler til danske sportsmagasiner. Og endelig er der det største felt, nemlig det skønlitterære. Jeg kunne nævne fx Morten Sabroe, Christian Jungersen og Kim Leine, men også en flittig oversætter og forfatter som Mick Vraa.

Men der er også sørgelige og lidt mystiske hændelser. Erling Jepsen satte nyt komma (eller hans korrekturlæser gjorde), og jeg regner ”Kunsten at græde i kor” for en af de bedst tegnsatte bøger der findes, men da han med ”Den sønderjyske farm” var skiftet til Gyldendal, var det pludselig grammatisk komma. Her er altså en forfatter som ikke har sat sig igennem over for overmagten. Den reelle årsag kender jeg ikke, men det mest sandsynlige er at Gyldendal på grund af visse holdninger hos visse personer (bl.a. Klaus Rifbjerg) ikke har anstrengt sig for at finde en korrekturlæser med kompetence til nyt komma.

a1kommunikation har eksisteret siden 2008, og alligevel kan det kun tælles på én hånd hvor mange gange vi har sat nyt komma for vores kunder. Tror du det nye komma alligevel får sin storhedstid på et tidspunkt, eller skal vi leve med to systemer også i fremtiden?

– Noget tyder på at der er én og kun én sti ud af krattet, nemlig den svenske model hvor man i overgangen ikke skulle være konsekvent, men stille og roligt kunne slippe de fjollede startkommaer efterhånden. Den bløde model vil i hvert fald være den billigste og nemmeste. Hvordan filan det forholdt sig med svensk journalistik i den overgang, har jeg til gode at få opklaret.

Desuden må vi have revideret den måde hvorpå man i skolesystemet underviser i grammatik: Der skal bruges mindre tid på ordklasser og mere tid på sætningsgrammatik – det sidste er i øvrigt sjovere og mere kreativt, og det har andre positive virkninger end korrekt kommatering, ikke mindst den at man i det hele taget skriver bedre. Vi mangler også en reform af universiteterne, så ikke hvem som helst kan blive cand.mag. i dansk, efter i øvrigt at have mødt lutter sprogligt uskarpe undervisere. Og her pisser jeg muligvis lidt ved siden af kummen, for jeg ved ikke reelt hvad der foregår, men jeg kan jo se hvad der kommer ud i den anden ende, og det er bestemt ikke godt nok.

Endelig mangler vi inden for journalistik og skolesystem at de sidste stålsatte hardlinere – kommafundamentalismens præstestyre – går på pension. Jeg kan næsten ikke vente.

Om Martin Lund

Martin Lund skrev speciale om komma og fik 12 med sprogprofessor Henrik Galberg Jacobsen som censor. Og det siger ikke så lidt, for det er selveste Galberg Jacobsen der som medlem af Sprognævnet var med til at udforme det nye komma og skrive Håndbog i Nudansk (biblen i dansk sprogbrug). Martin Lund har startet Skriverådet, hvor han bl.a. underviser, holder foredrag og læser korrektur. Hos a1 er vi heldige at arbejde sammen med Martin om udvalgte projekter og opgaver.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (1 Stemme i alt)
mand i tvivl

Idiotkomma

Er du idiot hvis du sætter idiotkomma? Har du overhovedet forstået kommasystemet. Og hvad er et idiotkomma egentlig? Jeg har stillet spørgsmålene, og Martin Lund, en af Danmarks førende kommaeksperter, har givet svarene.

Hvad er idiotkomma?

– Idiotkomma er overordnet set et komma som ikke skal være der, men som man sætter fordi man tror der skal være startkomma. Problemet eksisterer kun i traditionelt grammatisk komma, også kaldet komma med startkomma – dels fordi man i denne praksis kan have en usund tilbøjelighed til at slå hjernen fra og sætte komma foran bestemte ord, og dels fordi den anden praksis, nyt komma (lidt misvisende kaldt komma uden startkomma) ikke er i nærheden af at overveje den type startkommaer som idiotkommaproblemet opstår omkring.

Mere præcist bruges betegnelsen hovedsageligt om et komma foran ”der”, men hvor ledsætningen faktisk begynder tidligere, typisk foran et hv-ord. Lad os tage en sætning hvor der er mulighed for idiotkomma, men hvor de færreste laver fejlen:

”Jeg ved godt hvem der kommer til festen.”

Her vil de fleste sætte startkommaet foran ”hvem”, om end tendensen til at sætte det foran ”der” selv i en sætning som denne, er gryende. Jeg ser det mere og mere. Lad os nu udvide sætningen:

”Jeg ved godt hvem af pigerne der kommer til festen.”

Hov, nu bliver der længere mellem ”hvem” og ”der”, og sandsynligheden for idiotkomma øges.

”Jeg ved godt hvem af de smukke piger der kommer til festen.”

”Jeg ved godt hvem af de smukke piger fra gymnasiet og handelsskolen der kommer til festen.”

Ja, jeg kunne blive ved med at udvide afstanden mellem ”hvem” og ”der” uden at putte sætningsformet indhold eller egentlige indskud ind. Dermed bliver det såkaldte konjunktional, altså bindeordsleddet, temmelig langt. I den sidste sætning udgør ordene ”hvem af de smukke piger fra gymnasiet og handelsskolen” et underordningskonjunktional på samme måde som ordet ”at” gør det i ”Jeg tror at din hund er forkølet.”

Et andet eksempel på et langt konjunktionalfelt kunne være:

”Ved du på hvilken matrikel her i kommunen de har søgt om at bygge?”

Så skal startkommaet op foran ”på”, og et idiotkomma ville friste foran ”de”.

Idiotkomma er faktisk ikke så idiotisk. Et konjunktional er jo ikke nødvendigvis en strengt logisk del af selve (led-)sætningen. Lad os tage et eksempel:

”På hvilket grundlag han blev fyret, er svært at sige.”

(NB: Kommaet efter ”fyret” er et slutkomma.)

En naturlig reduktion af den sætning ville være:

”På hvilket grundlag er svært at sige.”

Og det er jo i streng logisk forstand en ledsætning ((at) han blev fyret) man har udeladt. Før var hele ledsætningen, inkl. konjunktional, (på hvilket grundlag han blev fyret) grundled i helsætningen; nu varetager konjunktionalet samme rolle, og der er ikke længere nogen ledsætning. Tilsvarende kan jeg spørge: ”Ved du hvem der kommer til festen?” Og man kan svare:

”Ja, jeg ved godt hvem.”

Traditionelt grammatisk komma har altid hævdet at isolere ledsætninger fortil og bagtil, men fortil er det – fornuftligt nok – mere pragmatisk end som så, og det har aldrig stået ret tydeligt nogen steder. Derfor kalder Ole Togeby (professor emeritus ved Nordisk Sprog og Kultur, Aarhus Universitet) det for den hemmelige regel. Det er også en del af den hemmelige regel at der ikke er komma mellem sideordningskonjunktion og underordningskonjunktion, som hvis man skrev:

”Jeg foretrækker nyt komma, men, hvis du insisterer på grammatisk komma, så okay.”

Kommaet foran ”men” er et helsætningskomma og kommaet foran ”hvis” er et ikke-eksisterende startkomma. Det glider nemlig op foran sideordningskonjunktionen (”men”) og slås sammen med helsætningskommaet. Jeg tror pragmatismen og manglen på programmøragtig logik er tydelig for enhver her, for ledsætningen starter vitterlig først ved ”hvis”. Den slags har aldrig stået tydeligt i reglerne.

Idiotkomma-betegnelsen bruges af nogle også om komma foran at-infinitiver, for eksempel: ”Det er dejligt, at sidde her og nyde solen.” Og det er jo fornuftigt nok, altså at bruge ”idiotkomma” om dette, for den overordnede forklaring er den samme: Man sætter et indbildt startkomma.

Og hvis nogen skulle komme på en tredje type hvor falske startkommaer også er på spil, kan de for min skyld også kalde det for idiotkomma. I snæver forstand sigter betegnelsen idiotkomma til falske startkommaer i hv…-der-konstruktioner, og i bred forstand sigter den til alle indbildte startkommaer. 

Hvorfor hedder det idiotkomma?

– Dette er ikke en etymologisk betragtning, for idiot betyder privatmand og udannet (med ét d), men idiot konnoterer vel også en vis automatisme. Ting man gør uden at tænke, eller ting man rationaliserer sig til på et lavere niveau end det der skal til. Men jeg synes ikke nødvendigvis at den der sætter idiotkommaer, er mere idiotisk end reglerne for traditionelt grammatisk komma eller den mangelfulde forklaring af dem, herunder problemet med den hemmelige regel.

Der er langt større fejl end placeringen af et ligegyldigt startkomma, eller at man kommer til at sætte to. De skal jo ignoreres alligevel. Nej, manglende tiltalekommaer vil jeg hellere kalde ufortyndet idioti – eksempelvis ”Bare klø på Louise” eller ”Mor har jeg husket det hele?”. Det er det værste – også fordi de burde være nemme for enhver idiot og er lige så vigtige som punktummer. Herefter kommer manglende slutkommaer; det er skidt. Eksempel: ”Han så at bilen skred ud og løb i sikkerhed” eller ”Politiet har bekræftet at skudepisoden har fundet sted på Twitter”.

Særlig idiotisk bliver det når aviser husker alle ligegyldige startkommaer, men samtidig glemmer et væsentligt slutkomma, som i dette autentiske eksempel: ”Sagen er, at BZ-bevægelsens medlemmer og dens forgreninger fra 1985 begik terrorlignende angreb på rejsebureauer, der solgte rejser til Israel og overfaldt handlende, der solgte israelske varer.”

Altså: Rejsebureauerne overfaldt handlende, a’ hva’-ba-ba?

Der gives et par eksempler mere på manglende tiltalekomma og slutkomma i slutningen af artiklen.

Betegnelsen idiotkomma er jo fra en svunden tid, nemlig dengang idiotkommaer var nogle af de værste fejl der blev lavet, fordi man havde styr på det væsentlige. Og det er også fra en tid hvor et sådant navn kunne have en afskrækkende effekt. I dag er der mildest talt større problemer. Men idiotkommaet er en fejl, og blandt dannede sprogmennesker giver det naturligvis god mening at fokusere på det.

Hos a1 giver vi altid vores korrekturlæsere en test inden de starter hos os. Flere steder er det muligt at sætte idiotkomma. Sætter korrekturlæseren idiotkommaer, er det min vurdering at korrekturlæseren simpelthen ikke har forstået det danske kommasystem eller sætningsskemaet – og altså ikke kan sin grammatik ordentligt. Er du enig i det?

– Ja, på det niveau bør man kende sætningsskemaets felter, herunder konjunktionalfelter, og faktisk kunne pinde en hvilken som helst sætning ud i skemaet – i hvert fald hvad de vigtigste led-skel angår. Og så handler det jo også om at en korrekturlæser skal have forstand på de fejl som andre typisk laver, og idiotkommaer er helt klart med i den pulje. Det er naturligvis vigtigere at kunne sammensætte navneord, bøje verber korrekt og sætte de vigtige kommaer  – det er de tre punkter hvorpå jeg ville vurdere om jeg overhovedet ville oplære en korrekturlæser. (Dog skal tegnsætning i vore dage desværre altid oplæres eller finjusteres, selv hos dem der tror de er klasse 1-korrekturlæsere, men hvis ingen af flere slutkommaer i en test er sat, er det ikke en person jeg vil arbejde videre med). Men ja, som flyvefærdige korrekturlæsere kunne grænsen for et acceptabelt niveau godt sættes ved nogle finere markører hvoraf fjernelse af idiotkommaer er en oplagt indikator, på samme måde som der skal være klassisk styr på ad/af.

Hvorfor er det vigtigt at vi kommaterer rigtigt?

– Når man skriver, ved man hvad man vil sige, og man har hele prosodien (alt det lydlige, der ikke har med enkeltlyde at gøre, fx lydstyrke, tryk og intonation, red.) inde i hovedet. Det har læseren ikke. Han ved ikke om du mener ”Bare klø på Louise” eller ”Bare klø på, Louise”. Tegnsætning er skiltning til læseren, og den meningsfulde del af tegnsætningen (dvs. fraregnet de tåbelige af startkommaerne) er en enormt vigtig del af en læseværdig tekst. Jeg kan bringe en af mine mest nørdede bekendte ud af fatning når jeg siger dette: Tegnsætningen er vigtigere end om man udskifter et ord med ”smølf”. Alt efter hvor mange af ordene der udskiftes med smølf, kan udsagnet være overdrevet, men grundlæggende mener jeg det dybt alvorligt. For mig er sprog hovedsagelig et spørgsmål om rytme, betoning og alt det man kan kalde prosodi. Selvfølgelig går den ikke uden nogle leksikale markører, så vi henviser til fælles betydningsindhold, men hvis en ud af 20 af dem smutter i stavning eller præcision, er dette at foretrække frem for tekster uden ordentlig tegnsætning. Tegnsætning er jo det der bestemmer hvordan elementerne skal forstås i forhold til hinanden. ”Vil du med Martin?” eller ”Vil du med, Martin?” (tiltalekomma). ”Politiet så tyven da han hoppede ud ad vinduet og indledte en forfølgelse.” (Tyven indleder en forfølgelse af hvem? Måske mangler der slutkomma.) Eller som en skamstøtte af en bogforside hedder: ”Stress af mor”. Taget på ordet lyder det jo som en humoristisk bog om at man kan blive stresset af sin mor; men den handler altså om hvordan mødre kan lære at stresse af.

Artiklen er sat med nyt komma efter Martin Lunds ønske. Læs evt. artiklen om nyt komma (uden startkomma), og bliv klogere på hvad nyt komma er, og hvorfor Martin foretrækker det nye fremfor det traditionelle grammatiske (med startkomma).

Om Martin Lund

Martin Lund skrev speciale om komma og fik 12 med sprogprofessor Henrik Galberg Jacobsen som censor. Og det siger ikke så lidt, for det er selveste Galberg Jacobsen der som medlem af Sprognævnet var med til at udforme det nye komma og skrive Håndbog i Nudansk (biblen i dansk sprogbrug). Martin Lund har startet Skriverådet, hvor han bl.a. underviser, holder foredrag og læser korrektur. Hos a1 er vi heldige at arbejde sammen med Martin om udvalgte projekter og opgaver.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (2 Stemmer i alt)
mand i tvivl

Hedder det der eller som?

Som og der tilhører ordklassen pronomener (stedord). Som og der bruger vi, når vi henviser til noget andet i en sætning, og derfor kaldes disse to ord for relative pronomener (henførende stedord). I langt de fleste tilfælde er der frit valg imellem de to ord, men ikke altid. Og i nogle tilfælde kan du faktisk helt undlade at bruge dem.

 

Her kan du læse lidt om de små grammatiske forskelle mellem som og der. Der er ofte frit valg imellem de to ord, men ikke altid. Og det gør ingen forskel, om der henvises til noget dødt eller noget levende, hvilket er en almindelig antagelse.

Der gælder tre regler, når man bruger stedordene der eller som:

1. Pronomenet er subjekt (Stedordet er grundled)

2. Pronomenet er ikke subjekt (Stedordet er ikke grundled)

3. Spørgende ledsætninger.

Pronomenet er subjekt (stedordet er grundled)

Når som og der er subjekt (grundled) i en ledsætning, kan de udskiftes med hinanden. Det er lige korrekt at bruge det ene som det andet.

Lykke har købt en kjole, der er rød.
Lykke har købt en kjole, som er rød.

Manden bor i huset, der ligger på Bellisvej.
Manden bor i huset, som ligger på Bellisvej.

Sætningen betyder det samme uanset, hvilket pronomen (stedord) du vælger.
Formmæssigt er der dog alligevel en forskel, idet det ofte virker mere naturligt at bruge der i de situationer, hvor valget er frit:

Det er manden, der ræser op og ned ad vejen.
Fremfor:
Det er manden, som ræser op og ned ad vejen.


Der er dog en undtagelse

Undtagelsen er, at når én af de tre konjunktioner (bindeord) og, men, eller eller indleder ledsætningen, hedder det altid somogså selvom der eller som er subjekt (grundled).

Det hedder:
Har du hørt musikken, der/som lige er udkommet, og som handler om årstiderne?

Og ikke:
Har du hørt musikken, der/som lige er udkommet, og der handler om årstiderne?

Lige her er det også en mulighed helt at udelade som i sidste ledsætning:
Har du hørt musikken, der/som lige er udkommet og handler om årstiderne?

Og det vil vi faktisk anbefale dig at gøre, hvis du skal skrive en tekst, der flyder, for det sidste pronomen gør sætningen lidt tung.

Pronomenet er objekt (stedordet er genstandsled)

Hvis der eller som ikke står som subjekt (grundled), men som objekt (genstandsled), kan det kun hedde som:

Manden bor i det gule hus, som han selv har bygget.

Det hedder ikke:
Manden bor i det gule hus, der han har bygget.

I dette eksempel er det også korrekt helt at udelade som:
Manden bor i det gule hus, han selv har bygget.

Spørgende ledsætninger

Hvis det ord, der indleder en ledsætning, er subjekt (grundled), skal det efterfølges af et der.

Ved du, hvem der kommer i aften?

Ved du, hvilke politikere der stiller op til valget?

(Men husk at sætte kommaet foran sætningsindlederen (hvem og hvilke i de to eksempler). Sætter du kommaet efter der, er det det, man kalder et idiotkomma (ja, det gør man…), for kommaet skal altid sættes foran det ord, der indleder ledsætningen (som også kan være en konjunktion). Men det var vist lige et grammatisk sidespring …).


Dødt eller levende – har det nogen betydning?

Betyder det noget, om som eller der henviser til noget dødt eller noget levende i en sætning? Det er en udbredt antagelse, at svaret er ja, men det er ikke korrekt. Valget imellem de to pronomener (stedord) afhænger udelukkende af de regler, vi har gennemgået. Antagelsen skyldes måske vores viden om engelsk grammatik, hvor der netop er denne skelnen. På engelsk kan who kun bruges om personer, which kan kun bruges om andet end personer, og that kan bruges om begge dele.

Hvad er pronomener (stedord)?

Pronomener (stedord) er nogle af de ord, vi bruger allermest. Pronomener står i stedet for substantiver (navneord) – de står altså i stedet for et andet ord, som de henviser til.

Pronomener er ord som: der, som, den, det, de, jeg, du, hans, hendes, vi, I, min, mit, mine, nogen, nogle, sin, vores, sig. De tilhører hver forskellige underordklasser af ordklassen pronomener. Vi har her skrevet om der og som, som er relative pronomener (henførende stedord), men jeg og du er fx personlige pronomener (personlige stedord), mens den og det er demonstrative pronomener (påpegende stedord). Der findes i alt 8 underordklasser af pronomener.

 

Vi bruger pronomener (stedord) hele tiden, og det har vi lavet en lille film om. Du kan se dén og andre små film om de danske ordklasser lige her:

https://a1kommunikation.dk/videoer/

 

Pronomener har det med at drille – selv den dygtige korrekturlæser kan komme i tvivl og må slå op eller analysere sig frem. Pronomenerne hans og sin driller fx også. Men hvis du klikker lige her, får du styr på hans og sin i et snuptag.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (2 Stemmer i alt)
Minions i smækbukser

Hedder det hans, hendes eller sin?

 

Havde Børge hans eller sine bukser på?

Hans og sin er pronomener (stedord), der siger noget om ejerskabet i en sætning. Indimellem kan det være svært at huske, om det hedder det ene eller det andet, selv om der er stor forskel på betydningen. Det kan fx hurtigt blive afgørende for, om det er dine eller naboens bukser, der brænder.

 

Bennys bukser brændte. Børge råbte, åh! Børge havde nemlig Bennys bukser på.

(Digt Halfdan Rasmussen)

Ja, (u)heldigvis for Børge var det hans (altså Bennys) bukser og ikke sine egne, han havde på.

 

Hvordan er det nu, det er med hans og sin?

Reglerne er enkle. Alligevel er der mange, der bytter rundt, og det kan skabe forvirring. Se med her, og få styr på det:

Hovedreglen er:

1. Man bruger sin, når det man henviser til (den, der ejer noget), er subjekt (grundled) i sætningen (ejermanden er med i sætningen).
2. Man bruger hans, når det, man henviser til, er noget andet end subjektet. Altså når ejermanden ikke er med i sætningen.
3. Det hedder også sin, når man henviser til subjektet i skjulte sætninger.

WOW! Det lyder indviklet. Men se nu her:

Sin

Man bruger sin, når det, man henviser til, er subjekt (grundled) i sætningen.
Vi ser på sætningen med William og en kat:
William giver sin kat mad. William er subjekt, derfor henviser sin til William. Det er Williams kat. Ejermanden (William) er med i sætningen.

Hvis sætningen lyder:
William giver hans kat mad, er det en andens kat. Det er, fordi hans henviser til noget andet end subjektet (William). Med andre ord betyder sætningen, at William giver en anden persons kat mad.

Flere eksempler med sin:
Faren ser på sin søn. Faren er subjekt, derfor hedder det sin. Det er farens egen søn.

Lægen observerede sin patient tage sin medicin. Lægen er subjekt – det er lægens patient, og derfor hedder det sin. Og patienten tager sin egen medicin.

Hans

Man bruger hans, når det, man henviser til, er noget andet end subjektet. Altså, når ejermanden IKKE er i sætningen.

Lad os se på nogle eksempler med hans:

Frederik sidder på hans plads. Hans henviser til noget andet end subjektet. Ordet hans viser dig, at Frederik ikke sidder på sin egen plads. Pladsens ejermand er ikke i sætningen.

Ole passer hans barn. Hans henviser til noget andet end subjektet. Det henviser til nogen uden for sætningen. Ole passer en anden mands barn.

Skal man bruge sine og sit hedder det:

Direktøren tog sine medarbejdere med på sit landsted. Her er det direktørens egne medarbejdere, der får fornøjelsen af en tur på direktørens eget landsted.

Hvis der står:
Direktøren tog hans medarbejdere med på hans landsted, betyder det, at direktøren har taget en andens medarbejdere med på et landsted, som ejes af en anden.

Hans og sin i skjulte sætninger

Det hedder også sin, når man henviser til subjektet i skjulte sætninger. I skjulte sætninger skal du være ekstra opmærksom på hans og sin. Det er, fordi den skjulte sætning er en ufuldstændig sætning uden verballed (udsagnsled) i nutid eller datid. Og det kan give problemer.

Vi så drengen gå med sin lillebror. Skjult sætning: Vi så drengen, han gik med sin lillebror.

Der er altså en aktør i den skjulte sætning.

Jens så Jørgens succes med sin nye bil. Den skjulte sætning er: Jørgen havde succes med sin nye bil.

Tvetydighed i skjulte sætninger

I skjulte sætninger kan der nogle gange opstå en tvetydighed – så pas på:

“Kvinden fandt manden liggende i sin seng.” Den skjulte sætning er: Kvinden fandt manden. Manden ligger i sin seng.

“Faren så drengen lege med sin bil.” Den skjulte sætning er: Drengen leger med sin bil.

Her kan man dog ikke afgøre, om det er kvindens eller mandens seng. Eller farens eller drengens bil.

Ofte vil man finde en måde at skrive sætningen om på, så flertydigheden forsvinder.

 


Vi runder af med at sende fingerkys til radioprogrammet Klog på Sprog på DR P1, som her giver et fantastisk eksempel på, hvor svært (og sjovt) det kan være, når der ikke er helt styr på hans og sin:

 

http://www.facebook.com/drp1/videos/hans-eller-sin-klog-p%C3%A5-sprog-dr-p1/2060269960928936/

 

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (3 Stemmer i alt)
illustration af to trætte ugler

Drop verbalsubstantiver. De gør din læser træt.

 

Skriv ikke: Uglen har en følelse af træthed
.
Skriv: Uglen er træt

Verbalsubstantiver er passive ord, der gør din tekst tung og trætter din læser. Derfor er de værd at luge ud i, når du skriver til andre.

Verbalsubstantiver er substantiver (navneord), der ender på: 
-ing, -ning, -else, -sel, -tion, -sion

 og -en

.
For eksempel: omplacering, eftermontering, undersøgelse, forsørgelse, eksplosion, kørsel og anvendelse.

I alle disse ord gemmer sig et aktivt verbum, der vil ud og sige noget til modtageren af teksten. Verbalsubstantivet er passivt og gør en tekst tung at læse. Så sæt det aktive verbum fri, og lad verbalsubstantivet blive hjemme i stalden.

Videnskab og administration præger sproget

I akademisk og videnskabeligt sprog finder vi ofte verbalsubstantiver. Lige netop i den sammenhæng kan verbalsubstantiver være ok at bruge (med måde). Men når du gerne vil skrive i øjenhøjde til din læser, skal du holde øje med de tunge verbalsubstantiver. De gør teksten tung og sværere at læse, fordi læseren er nødt til at danne en ny sætning for at forstå, hvad du mener. Du genkender det muligvis fra breve fra offentlige myndigheder, hvor verbalsubstantiver kan gøre teksten vanskelig at forstå. Verbalsubstantiver gør ofte sproget abstrakt og skaber dermed en afstand imellem dig og din læser.

Lad os se på nogle eksempler:

1. Direktøren foretog introduktionen af den nye medarbejder.
2. Direktøren introducerede den nye medarbejder.

1. Lægens syning med små tråde giver hurtig heling af patientens ar.
2. Når lægen syr med små tråde, heler patientens ar hurtigt.

1. Forpligtelsen til forsørgelse og omplacering af medarbejderen påhviler arbejdsgiveren.
2. Det er arbejdsgiverens pligt at forsørge og omplacere medarbejderen.
(Eller: Arbejdsgiveren skal udbetale løn og finde en ny arbejdsfunktion til medarbejderen).

Eksemplerne her illustrerer, hvordan du kan spotte verbalsubstantiverne og erstatte dem med et aktivt verbum uden at ændre meningen med teksten. Du skal være opmærksom på verbalsubstantiverne, hvis du gerne vil skrive i et mere tilgængeligt, levende og forståeligt sprog.
Og det vil vi jo gerne!

Det er sjovt, fordi det virker

Gør det til en sport at spotte verbalsubstantiverne, altså de substantiver (navneord), der gemmer på et verbum og ender på -ing, -ning, -else, -sel, -tion, – sion, -en.

– Find verberne i verbalsubstantiverne, og skriv dem om til aktiv form.
– Se, hvordan verberne får deres kraft tilbage, og din tekst lever.

Du kan ikke (altid) lave alle verbalsubstantiver om, og det er heller ikke meningen. De må godt være der, så længe teksten ikke driver rovdrift på dem. Tippet er, at du bliver bevidst om, hvornår de skal være der, og hvornår de ikke skal.

Hvad så med tekstforfatning?

Og hvis vi afslutningsvis lige skal smage på vores egen medicin, ja, så bruger vi dem da også her på siden. Fx tekstforfatning, korrekturlæsning og oversættelse. Kunne vi ikke bare fortælle, at vi skriver tekster, læser korrektur og oversætter?

Nej!

Lige her handler det om ord, der bruges som begreber på linje med f.eks. ridning, svømning og cykling. Fx er tekstforfatning en disciplin, som indeholder mere end blot at skrive tekster. God tekstforfatning kræver en uddannet tekstforfatter, der kan sætte teksterne ind i den rigtige kommunikationssituation og forholde sig til afsender, modtager og budskab.
Dermed bliver tekstforfatning en ydelse, som mennesker efterspørger og det (søge)ord, folk bruger, når de søger efter ydelsen på nettet. Derfor skriver vi tekstforfatning, og det er vi stolte af.

Og nu, du er her, kan du jo passende læse mere om tekstforfatning, hvad en god tekst skal kunne, og hvad vi kan tilbyde.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 0.0/5 (0 Stemmer i alt)
animeret høne

Hedder det ligge eller lægge?

 

Liggehønen lægger æg

Hvis du synes, det er svært at kende forskel på ligge og lægge, er du ikke alene. I vores talesprog har ligge sneget sig ind på lægges plads, og mange tænker ikke over forskellen. Men der ER forskel – især for hønen, men så sandelig også for meningen med det hele.

Liggehønen lægger æg. Når hønen har lagt æggene, ligger æggene på jorden. Drengen lægger æggene i kurven, og nu ligger æggene i køleskabet.

Nok om æg!

Her får du to huskeregler og en omgang grammatisk snusfornuft, der kan hjælpe dig godt på vej med ligge og lægge. Vælg den metode, der passer bedst til dig.

 

1. huskeregel: Lægge er en bevægelse. Ligge er en stilstand

Er der tale om en bevægelse, en aktiv handling, hedder det lægge(r).
Er der tale om en stilstand, en passiv tilstand, hedder det ligge(r).

Prøv at se det for dig:
Katten lægger musen på trappestenen. Katten er i bevægelse, fordi den gør noget, og derfor hedder det lægger.
Musen ligger på trappestenen. Det er en stilstand, fordi den jo bare ligger der og daser, og derfor hedder det ligger.

Her et par andre eksempler:

Læreren lægger bøgerne på bordet (bevægelse)
Bøgerne ligger på bordet (stilstand)

Du kan også bruge denne lille finte:

Bevæææægelse = ordet indeholder æ = lægge.
Stiiiiilstand = ordet indeholder i = ligge.

 

2. huskeregel

For nogen hjælper det at skifte ligge eller lægge ud med sidde eller sætte. Hvis du i en sætning skal bruge sætte med æ, skal du også bruge lægge med æ. Skal du bruge sidde med i, skal du også bruge ligge med i.

Lad os se, hvordan det fungerer:
Vi vil gerne vide, om det hedder: Jeg ligger eller lægger kasserne på gulvet. Derfor indsætter vi sætter og sidder: ’Jeg sætter kasserne på gulvet?’ og ’Jeg sidder kasserne på gulvet?’
Det er selvfølgelig det første, der er det korrekte, og det andet kan man slet ikke sige, så derfor skal du bruge lægger med æ. Jeg lægger kasserne på gulvet.

Nu vil vi gerne vide, om det hedder ’Kasserne ligger eller lægger på gulvet.’ Igen indsætter vi sætter og sidder: ’ Kasserne sidder på gulvet’ og ’Kasserne sætter på gulvet’. Det er den første, der er korrekt, selv om sætningen er lidt atypisk (og det andet kan man slet ikke sige), så derfor hedder det: ’Kasserne ligger på gulvet.’

 

Og som lovet den grammatiske side af sagen:

Når sætningen indeholder et objekt (genstandsled), hedder det lægge.

Det ser vi i denne sætning:
Jeg lægger brødet i kurven.

Jeg er subjekt (grundled), lægger er verballed (udsagnsled), og brødet er objekt (genstandsled).
Sætningen indeholder et objekt (genstandsled), nemlig brødet, og derfor hedder det lægger.

Flere eksempler:
Fie lægger planer for ferien.

Fie er subjekt (grundled), lægger er verballed (udsagnsled), og planer er objekt (genstandsled).

Når sætningen ikke indeholder et objekt (genstandsled), hedder det ligge.

Se bare her:
Brødet ligger i kurven. Brødet er subjekt (grundled), og ligger er verballed (udsagnsled). Der er ikke noget objekt (genstandsled), og derfor hedder det ligger.

Et par eksempler mere:
Ferieplanen ligger på bordet. Ferieplanen er (subjekt) grundled, ligger er verballed (udsagnsled). Der er ikke noget objekt (genstandsled). Derfor hedder det ligger.
Barnet ligger i sin seng.

Hvordan er det nu, det er med hønen? Og æggene?

 

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 5.0/5 (1 Stemme i alt)
Et close-up af ordet korrektur fra Nudansk Ordbog

Korrektur, når det er bedst

Der findes mange i Danmark, der tilbyder korrektur, for hvor svært kan det være at rette andres fejl, når man alligevel taler sproget?

Faktisk er det ret svært, og skal du eller din virksomhed have læst korrektur, skal I finde nogen, der har uddannede korrekturlæsere siddende. Helst dem, der har taget en videregående uddannelse inden for sprog, så de har en grundlæggende forståelse for hele sprogets opbygning med alle dets systemer og finurligheder.

Vidste du fx, at der findes et sætningsskema, som sætter sproget på formel? Og at der findes et skema for både ledsætninger og helsætninger? Eller at et adjektiv bliver til et adverbium, hvis det beskriver et verbum i stedet for et substantiv, som ellers er det, der kendetegner adverbier? Eller at ord har en anatomi ligesom kroppen – at de består af flere led og dele?

At kende sproget ind til benet er nødvendigt for en fejlfri tekst. Det er fx ikke ligegyldigt, om du er lige glad for sushi og pizza eller ligeglad med fastfood – for nu at tage et simpelt eksempel, der viser, at en enkelt rettelse som ét eller to ord kan ændre hele betydningen af en tekst.

En dygtig, uddannet korrekturlæser kan også holde øje med flere fejl på én gang – ligesom en dygtig kok kan smage på en gryderet og bestemme alle ingredienser – for nu at blive i madens verden. Og det er vigtigt, for det er aldrig bare stavefejl, man kigger efter. Det er meget mere end det. En god korrektur omfatter:

  • Tjek af stavefejl. Også dem, Word ikke fanger.
  • Tjek af grammatiske fejl. Skal der t på enorm(t) godt?
  • Tjek af tegnsætning. Skal kommaet foran eller efter som om?
  • Tjek af fejl i syntaksen (helheden). Er sætningerne rigtigt sat sammen, eller står verbet, hvor substantivet bør stå?
  • Tjek af egennavne. Hvordan staver man egentlig til Warshawa? Eller Caroline Wozniacki?
  • Tjek af opsætningsfejl. Passer overskrifter med indholdsfortegnelsen og billeder med tekst?
  • Tjek af indholdet. Giver teksten mening, eller er forfatteren kommet til at skrive noget sludder?
  • Tjek af konsistens. Står der både fx og f.eks. og selvom og selv om?
  • Tjek af retningslinjer. Følger teksten kundens sproglige retningslinjer?
  • Dobbelttjek af det, vi lige har tjekket.

Men det er kun det tekniske. Som vi tidligere har skrevet i et indlæg om dygtige korrekturlæsere, er korrekturen også en validering af teksten, og korrekturlæseren er trænet til at se teksten i den kommunikationssituation, den er skrevet.

Fagligheden og en stor sprogviden er altså nødvendig for en god korrektur. Det må du ikke gå på kompromis med, uanset hvor billigt du kan få det andre steder. Hvis korrekturen ikke er korrekt, er den jo ingenting værd. Det er også meget bedre at få en mekaniker til at reparere bilen end en, der kun ved, hvordan man åbner motorhjelmen. Vi skal ned i maskinrummet og pille ved alle detaljerne.

Og så behøver jeg vel ikke at skrive, at vi hos a1 kun har cand.mag.er med mange års erfaring med korrektur tilknyttet, vel? …

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 0.0/5 (0 Stemmer i alt)
Retskrivningsordbogen med fokus på ordet korrekturlæser

En dygtig korrekturlæser

Hos a1kommunikation er vi specialiserede i at læse korrektur på hjemmesider, magasiner, bøger, rapporter, cv’er, ansøgninger, artikler, specialer og blogindlæg. Men hvad gør i vores øjne en korrekturlæser rigtig dygtig?

1) En korrekturlæser skal først og fremmest have styr på sit fag

Mange danskere har en tendens til at slå sig op som korrekturlæsere, fordi de føler, de har flair for sproget. I Frankrig er korrekturlæsere respekterede fagfolk, der får en stor hyre for at læse korrektur, fordi det kræves, de er højtuddannede og har en grundlæggende faglig forståelse for sproget. I Danmark er korrekturlæsning et mere folkeligt erhverv, og der er mange om buddet. Måske fordi en del mennesker tænker, at det er let at læse korrektur; hyggeligt, hvis man alligevel elsker fritidslæsning, og ikke mindst fleksibelt i den digitale verden, vi lever i.

Men korrekturlæsning kræver en faglig forståelse af sproget og dets opbygning. Det er ikke nok at kunne ’høre sig frem til’, om der skal t på enorm eller ej. Man skal vide, at der altid skal t på enorm, når det fungerer som adverbium. “Det var et enormt godt stykke arbejde”, men selvfølgelig ikke, når det fungerer som adjektiv og lægger sig op ad et navneord i fælleskøn. “Det var en enorm succes”. Der skal være faglighed bag den røde pen, ellers er det jo bare gætterier, og det kan man vel næppe kalde for en profession. Derfor er alle a1kommunikations korrekturlæsere cand.mag.er i enten dansk, retorik eller lingvistik.

2) En korrekturlæser skal læse indholdet

Nok er det forfatterens opgave at skrive indholdet og korrekturlæserens at rette det til, men en dygtig korrekturlæser læser indholdet, mens han/hun læser korrektur, og studser over sætninger, ord, vendinger og selve budskabet, hvis det på den ene eller anden led ikke giver mening. At få læst korrektur på en tekst er også en validering af teksten. Det er ikke kun en forsikring om, at kommaet står på den rigtige side af forholdsordet, men en tryghed i, at teksten har været gennem en person, der har et stort kendskab til sproget og ved, hvad der er en god tekst, og hvad der er en dårlig tekst.

De fleste uddannede korrekturlæsere arbejder også med tekst på andre niveauer end korrektur. De oversætter, skriver og redigerer og er derfor trænet i at se på teksten som en helhed og sætte den ind i den kommunikationssituation, den er skabt. Og det er for de fleste forfattere en uvurderlig hjælp at få en sprogkyndig til ikke blot at rette teksten, men faktisk også læse den. Fx er et af a1kommunikations specialer at skrive hjemmesidetekster, og det er en stor fordel, når vi skal læse korrektur på en hjemmesidetekst.

3) En korrekturlæser skal have kendskab til kommunikationssituationen

Det vil sige, at en korrekturlæser dels skal forstå den kommunikationssituation, teksten er skrevet i, dels forstå den kommunikationssituation, der er mellem kunden og opgaven. Tager vi fx et speciale som eksempel, er det vigtigt, at korrekturlæseren ved, hvilke rettelser og kommentarer der er ekstra vigtige i forhold til den kommunikation, der hedder speciale-lærer-censor. Det er eksempelvis vigtigt, at alle formalia er rigtige. At der er en litteraturliste; at der er en indledning og en problemformulering, som bliver besvaret til sidst i konklusionen, og at konklusionen er på mere end 5 linjer. For bare at nævne nogle formalia. Er disse ikke opfyldt, skal korrekturlæseren selvfølgelig bemærke dem i sine kommentarer.

I forhold til den kommunikation, der hedder speciale-elev(kunde)-korrekturlæser gør nogle andre rettelser og kommentarer sig gældende. Hvis eleven fx har sendt specialet 2 dage før, det skal afleveres, og har skrevet, at han/hun er meget presset, er korrekturlæserens job at hjælpe eleven frem for at komplicere. Det betyder, at korrekturlæseren skal være fleksibel i forhold til leveringstiden og fokusere på at få specialet til at fremstå så professionelt som muligt ved at prioritere helheden frem for detaljen. En kommentar som: ”Denne ene sætning kunne godt lyde lidt bedre,” er måske knap så relevant for en studerende i krise. Vigtigere er det, at syntaksen hænger sammen, og at grammatik, tegnsætning og stavning er på plads – inkl. at alle teoretikeres navne er stavet korrekt. En kommentar som: ”Teoriafsnittet fungerer ikke. Overvej at omformulere,” er også unødvendig. En sådan kommentar vil blot skabe kaos og panik.

4) En korrekturlæser skal have respekt for teksten og forfatteren

Nogle korrekturlæsere bliver grebet af en sådan iver, når de får en tekst i hånden, at de fuldstændig glemmer, at der sidder en blottet sjæl i den anden ende. Hvad enten det er et speciale, en hjemmesidetekst, et cv, en ansøgning, en artikel eller en bog, har der siddet en forfatter og skrevet ordene.

Og det at skrive er faktisk en temmelig heltemodig gerning.

En korrekturlæser får jo en masse at vide om den person, der har skrevet teksten, og selvfølgelig om det, teksten vedrører. Derfor skal korrekturlæseren have respekt for ordene og situationen omkring dem. I en skønlitterær bog skal man fx aldrig gå ind og rette ord, der tydeligvis er et udtryk for forfatterens kunstneriske frihed, eller dialoger, der er fyldt med talesprog, slang og lydefterlignende ord (som ikke er optaget i Retskrivningsordbogen) – heller ikke hvis ”Søren er fucking træt af, at Bodils kat altid mijaver, og hun råber: ”Argggh, jeg kvæler dig dit vamle, uldtottede eksemplar af en hanterrorist.”

Ej heller fungerer det at sætte voldsomme kommentarer a la: ”Jeg synes, det er en rigtig dårlig bog.” Husk, at du har med et menneske at gøre, som sandsynligvis har brugt på den anden side af 100 timer på at skrive romanen.

5) En korrekturlæser skal være nysgerrig

Som korrekturlæser læser man alskens tekster, der kan handle om alt mellem himmel og jord fra golf, jagt, mad, hunde, cykler, både, lovgivning, gossip, erhvervslivet, byplanlægning, hjælpearbejde osv., osv. Og det er selvfølgelig ikke alle emner, man er ekspert i. Men det kan og skal man blive. Man skal være nysgerrig efter at lære – dels at ville sætte sig ind i den konkrete tekst, dels at foretage den nødvendige research, hvis man fx er i tvivl om, hvad pürsche, genua, sous-vide, bagni og krank betyder. Man kan ikke bare tage for givet, at forfatteren har styr på, hvordan ordene staves, eller hvordan de bruges over for forholdsord.
En korrekturlæser skal med andre ord være rigtig giftig at spille Trivial Pursuit med.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 4.3/5 (6 Stemmer i alt)
Billede af ordet komma i nudansk ordbog

Skal der komma foran?

Nedenfor gennemgår vi kort, om der skal komma foran og, at, som, men og eller, som er de ord, der er mest tvivl om i forbindelse med kommateringen. Reglen er dog, at der altid skal komma foran, hvis der kommer en sætning efter – med undtagelse af men, hvor der altid skal sættes komma foran.

Skal der komma foran OG?

Der skal komma foran og, hvis der kommer en sætning efter. Det vil sige, at hvis der efter OG kommer et verbum og subjekt, skal der komma. Fx: Oftest blev jeg fortvivlet, når bussen allerede var kørt, og JEG SATTE mig derfor ned og røg en smøg. Der skal derimod ikke komma, hvis der ikke kommer en sætning efter. Fx: Jeg elsker både ost og rødvin.

Skal der komma foran AT?

Der skal komma foran at, hvis der kommer en sætning efter. Fx: Jeg elskede, at HAN altid LÆSTE højt for mig, inden jeg skulle sove. Der skal ikke komma foran at, hvis der ikke kommer en sætning efter, som typisk ses, hvis AT står foran et verbum i infinitiv. Fx Det var dejligt AT KØRE bil igen.

Skal der komma foran SOM?

Der skal komma foran som, hvis der kommer en sætning efter. Fx: Han lavede ofte bål i haven, SOM BRÆNDTE hele aftenen. Og der skal ikke komma foran som, hvis der ikke kommer en sætning efter. Fx Han grinte som en hest.

Skal der komma foran MEN?

Ja, der skal altid komma foran men. Ingen undtagelser.

Skal der komma foran ELLER?

Der skal komma foran eller, hvis der kommer en sætning efter. Fx Han ville ønske, han var i Indien, eller at HUN snart KOM hjem til ham. Der skal ikke komma foran eller, hvis der ikke kommer en sætning efter. Fx: Han var i tvivl, om han skulle se fodbold eller baseball.

Er du stadig i tvivl, anbefaler vi, at du tilmelder dig vores kommakursus, hvor du bl.a. lærer, hvad en sætning (hovedsætning og ledsætning) er, som er hele fundamentet i kommateringen.

VN:F [1.9.22_1171]
Vurdering: 4.0/5 (1 Stemme i alt)