Korrektur, når det er bedst
Der findes mange i Danmark, der tilbyder korrektur, for hvor svært kan det være at rette andres fejl, når man alligevel taler sproget?
Faktisk er det ret svært, og skal du eller din virksomhed have læst korrektur, skal I finde nogen, der har uddannede korrekturlæsere siddende. Helst dem, der har taget en videregående uddannelse inden for sprog, så de har en grundlæggende forståelse for hele sprogets opbygning med alle dets systemer og finurligheder.
Vidste du fx, at der findes et sætningsskema, som sætter sproget på formel? Og at der findes et skema for både ledsætninger og helsætninger? Eller at et adjektiv bliver til et adverbium, hvis det beskriver et verbum i stedet for et substantiv, som ellers er det, der kendetegner adverbier? Eller at ord har en anatomi ligesom kroppen – at de består af flere led og dele?
At kende sproget ind til benet er nødvendigt for en fejlfri tekst. Det er fx ikke ligegyldigt, om du er lige glad for sushi og pizza eller ligeglad med fastfood – for nu at tage et simpelt eksempel, der viser, at en enkelt rettelse som ét eller to ord kan ændre hele betydningen af en tekst.
En dygtig, uddannet korrekturlæser kan også holde øje med flere fejl på én gang – ligesom en dygtig kok kan smage på en gryderet og bestemme alle ingredienser – for nu at blive i madens verden. Og det er vigtigt, for det er aldrig bare stavefejl, man kigger efter. Det er meget mere end det. En god korrektur omfatter:
- Tjek af stavefejl. Også dem, Word ikke fanger.
- Tjek af grammatiske fejl. Skal der t på enorm(t) godt?
- Tjek af tegnsætning. Skal kommaet foran eller efter som om?
- Tjek af fejl i syntaksen (helheden). Er sætningerne rigtigt sat sammen, eller står verbet, hvor substantivet bør stå?
- Tjek af egennavne. Hvordan staver man egentlig til Warshawa? Eller Caroline Wozniacki?
- Tjek af opsætningsfejl. Passer overskrifter med indholdsfortegnelsen og billeder med tekst?
- Tjek af indholdet. Giver teksten mening, eller er forfatteren kommet til at skrive noget sludder?
- Tjek af konsistens. Står der både fx og f.eks. og selvom og selv om?
- Tjek af retningslinjer. Følger teksten kundens sproglige retningslinjer?
- Dobbelttjek af det, vi lige har tjekket.
Men det er kun det tekniske. Som vi tidligere har skrevet i et indlæg om dygtige korrekturlæsere, er korrekturen også en validering af teksten, og korrekturlæseren er trænet til at se teksten i den kommunikationssituation, den er skrevet.
Fagligheden og en stor sprogviden er altså nødvendig for en god korrektur. Det må du ikke gå på kompromis med, uanset hvor billigt du kan få det andre steder. Hvis korrekturen ikke er korrekt, er den jo ingenting værd. Det er også meget bedre at få en mekaniker til at reparere bilen end en, der kun ved, hvordan man åbner motorhjelmen. Vi skal ned i maskinrummet og pille ved alle detaljerne.
Og så behøver jeg vel ikke at skrive, at vi hos a1 kun har cand.mag.er med mange års erfaring med korrektur tilknyttet, vel? …
Korrektur, når det er bedst,
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!