Sproglig valgfrihed fjerner fokus

I Kristeligt Dagblad var der tirsdag den 6. juni 2023 en leder, som fangede mit øje. Hvorfor har Sprognævnet i årtier brugt tid på at forsøge at introducere et nyt kommasystem, som ingen alligevel var interesseret i (det udviklede sig faktisk til en hel kommakrig), når vi står over for et langt større problem, nemlig at ungdommen ikke kan stave og skrive korrekt dansk?

”Som talrige undersøgelser gennem årene har dokumenteret, er det største problem for sprogbrugerne i Danmark i dag at kunne gøre sig forståelig på skrift. Det vil sige at kunne stave, sætte sætninger sammen, så de giver mening, og bruge faste vendinger korrekt.”

 

Sproglig valgfrihed forvirrer

Endvidere skriver chefredaktør Karin Dahl Hansen, at Sprognævnet kun har gjort ondt værre med al den valgfrihed, fx nyt eller traditionelt komma, forskellige staveformer (tunneler/tunneller) eller omfavnelsen af pendulord (bjørnetjeneste eller forfordelt), som gør de sprogligt usikre endnu mere forvirrede. Burde de ikke i stedet bruge kræfterne på at lære danskerne et korrekt dansk?

Jeg er fuldstændig enig med Karin Dahl Hansen og har igennem årene tænkt det samme. Sprognævnet siges at være normativt; det vil sige, at de udgiver en Retskrivningsordbog baseret på, hvordan folk i Danmark faktisk skriver og staver. Hvorfor så bruge årtiers krudt på at introducere et kommasystem, som befolkningen tydeligvis ikke kunne finde ud af? Det nye komma burde være lagt på hylden længe forinden, Sprognævnet smed håndklædet i ringen – og de burde have lyttet til danskerne.

 

Dobbelthed

Jeg er også helt enig i, at al den valgfrihed forvirrer mere, end den gavner. Selv for os garvede sprogfolk og korrekturlæsere, kan valgfriheden være forvirrende. Det er ikke kun pendulord, der er problemet, men valgfrihed ned til mindste detalje – som forkortelser, adverbielt t eller brugen af talord. Hvis Sprognævnet turde gå mod strømmen med det nye komma, burde de også turde trække en streg i sandet med valgfriheden, som er meget mere givende på den lange bane – også selv om befolkningen bruger ordene forkert eller ikke staver dem korrekt. De bør ikke acceptere, at en bjørnetjeneste får to betydninger, eller at mayonnaise kan staves på to forskellige måder (det kan det så heller ikke længere, for det startede også en krig, som var helt oppe på daværende kulturminister Mimi Jakobsens bord).

Der må kun være én regel

En lang historie kort: Hvorfor spilder Sprognævnet tid på at forvirre danskerne? Måske nævnet alligevel burde være mere deskriptivt og sætte en ramme for, hvordan vi skal skrive og stave. Jeg er med på, at de skal følge udviklingen og være tidssvarende, men måske bør reglen være, at der kun må være én regel? Det er da et godt sted at starte.

 

30 års overspringshandling er omsider slut

Lederen er skrevet i Kristeligt Dagblad af chefredaktør Karin Dahl Hansen og lyder i sin fulde længde således:

 

”30 års overspringshandling er omsider slut. Dansk Sprognævn, der i 1996 lancerede det såkaldte nye komma og siden forsøgte at få hele det offentlige Danmark til at tage det i anvendelse fra skolelærere til statslige styrelser, har nu erkendt, at det var gaven, der aldrig blev modtaget med glæde.

I sit forsøg på at tvangsindføre et kommasystem, som ingen forstod eller ville have, har nævnet i årtier spildt kræfter, der kunne være brugt på langt mere presserende sproglige problemer end kommasætning. Som talrige undersøgelser gennem årene har dokumenteret, er det største problem for sprogbrugerne i Danmark i dag at kunne gøre sig forståelig på skrift. Det vil sige at kunne stave, sætte sætninger sammen, så de giver mening, og bruge faste vendinger korrekt.

Der findes ingen perfekte kommasystemer, men fordelen ved det grammatiske komma er, at man ved simple regler og anvendelse af kryds og bolle kan klare den altovervejende tegnsætning i en tekst. Den lille skare i Dansk Sprognævn, der har kæmpet for det nye komma, som de kaldte mere musikalsk, var aldeles tonedøve. Ja umusikalske. Den daværende formand for sprognævnet, Erik Hansen, talte sågar om en uønskelig situation, hvis danskerne i stort antal udviste ”civil ulydighed” ved at fortsætte med at anvende det grammatiske komma. Men sagen er, at den sproglige valgfrihed, som sprognævnet i høj grad har stået for, hvad enten det handler om tegnsætning, muligheden for forskellige staveformer eller omfavnelsen af pendulord, som eksempelvis ”bjørnetjeneste” eller ”forfordelt”, skader de sprogligt usikre, som udgør en stadig større del af befolkningen.

Dansk Sprognævn bør nu kaste sig over langt mere presserende udfordringer. For vi har et problem. Ingen synes tilsyneladende, at de har ansvaret for at lære børn og unge at læse og skrive. I gymnasierne analyserer de tekster, og på journalistuddannelserne har man fokus på at få de studerendes sprog til at sprudle. Formulere sig korrekt på skrift kan elever og studerende på ingen måde, men det går man let hen over – de burde jo have lært det i grundskolen. Det har de ikke. Skolelærere rekrutteres i dag fra andre dele af den danske ungdom end for 50 år siden, og tidligere i år kom det frem, at mere end 40 procent af politiaspiranterne dumpede til den skriftlige optagelsesprøve, der er på niveau med folkeskolens afgangsprøve. Opfattelsen i visse dele af samfundet er, at computerens stavekontrol nok kan redde det meste, og at fokus på korrekt sprog er lidt gammeldags. Bare børnene kan gøre sig forståelige. Men korrekt dansk er ikke gammeldags, og der er fortsat brug for journalister, som kan stave, politibetjente, der kan udarbejde forståelige rapporter, og ikke mindst lærere, som kan undervise i retstavning og tegnsætning. Dansk Sprognævn bør have meget at bidrage med i den sproglige oprustning, der er hårdt brug for.

Den lille skare i Dansk Sprognævn, der har kæmpet for det nye komma, som de kaldte mere musikalsk, var aldeles tonedøve. Ja umusikalske.”