Korrektur: Råd # 2 – Grundighed
Korrektur bygger som andre arbejder på et fagområde, og de dygtigste korrekturlæsere er uddannede – oftest som cand.mag.er. En cand.mag. er en kandidatuddannelse, altså en længerevarende videregående uddannelse, der tager 5 år. Oven i det har nogle korrekturlæsere en egentlig korrekturlæseruddannelse, som flere private virksomheder udbyder. At være korrekturlæser er ikke en beskyttet titel, og derfor slår mange sig op på at være det – også selv om de måske bare har flair for sprog eller har fået at vide, at de er dygtige ’til det med ord’. Men det er altså ikke nok. Det betyder dog ikke, at du ikke kan nå langt med at være din egen korrekturlæser, når du har skrevet et vigtigt dokument, du gerne vil sende ud i verden. Det betyder bare, at du skal gå til opgaven med ydmyghed, respekt for dansksproget og ikke mindst grundighed.
Og hvad betyder grundighed så i korrekturlæsersammenhæng?
- Slå op, slå op, slå op. Vær aldrig for fin til at slå op, og slå op, hver gang du er i tvivl om noget. Det gør de professionelle også. Er du i tvivl om et ords stavemåde, er de to bedste steder: Retskrivningsordbogen og Ordnet. Er du i tvivl om nogle typiske sprogproblemer, fx om det hedder ’der’ eller ’som’, kan du ofte slå dem op på Sproget.dk, eller du kan Google dem (det kan være, du så havner her på siden igen. ;-)). Husk at tjekke, at det er lødige sider, du bruger, så du kan være sikker på, svaret er rigtigt.
- Brug altid stavekontrollen, og tjek/googl egennavne. (Se evt. vores artikel: Korrektur: Råd #1 – Stavefejl).
- Læs igennem, læs igennem, læs igennem.
- Spørg om hjælp, eller få andre til at læse igennem. Er du i tvivl om noget, er du fx altid velkommen til at skrive til vores sproglige hotline, helt gratis: hotline[@]a1kommunikation.dk. (Og vi læser selvfølgelig også gerne korrekturen for dig, men nu handler indlægget jo om alt det, du selv kan gøre. :-)).
- Læs altid dokumentet igennem med friske øjne.
- Tjek ‘pinlige’ fejl. Er dit navn stavet rigtigt? Er navnene på dem, du skriver om, stavet rigtigt? Passer det, du skriver? Har du været ansat et sted i 77 år, eller har der måske sneget sig et 7-tal for meget ind?
- Konsistens: Forkorter du for eksempel fx alle steder, eller skriver du også f.eks.? Og hvad med tal? Eller anden valgfrihed på dansk?
Alt i alt når du altså langt med grundighed. Og det er faktisk rigtig hyggeligt arbejde at sidde og fordybe sig i en tekst og gøre den ekstra delikat og lækker, så det er bare om at komme i gang …
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!