Korrekturlæsning, korrekturtegn og kolde facts om korrektur

Korrektur kommer af det latinske ord correctura, som betyder ‘rettelse’.
Correctura stammer fra verbet corrigere, altså at ‘rette’ eller ’korrigere’.

En korrekturlæser er en sprogekspert, der retter en tekst igennem, så den bliver korrekt. Det betyder selvfølgelig, at alt det, korrekturlæseren ikke retter, også er korrekt, og læsningen er dermed en nødvendig validering af teksten. At en tekst er korrekt, vil sige, at grammatikken er rigtig, der ikke er stavefejl, ej heller syntaksfejl (at sætningsdelene står forkert i forhold til hinanden), opsætningsfejl og orddelingsfejl. Det betyder også, at vi lægger os op ad det, vi kalder rigssprogsnormen.

Det vil sige det akademiske skriftsprog, administrationens og skolens sprog ”uden de selvafbrydelser, sætningsknuder og løse udgange mv., der er karakteristiske for det talte sprog … Rigssprogsnormen omfatter heller ikke de særheder, som kendetegner det juridiske sprog eller kancellisproget.” (Dansk Sprog, En grundbog, side 69).

En sprognorm er et sæt fælles sprogregler for en gruppe af mennesker, som gør, at vi forstår hinanden og deler den samme antagelse om, hvad fx pænt sprog og grimt sprog er. Sproget ændrer sig inden for forskellige skriftlige (og mundtlige) genrer, og det er derfor også en del af korrekturlæserens opgave at vide, om ordvalget inden for den pågældende genre er det rigtige (og passende).

Forlag, avishuse og det offentlige er med til at udbrede rigssprogsnormen. Men det er i særdeleshed Dansk Sprognævn, der normgiver gennem Retskrivningsordbogen, og arbejder du for en offentlig instans, SKAL du følge reglerne inden for stavning, bøjning og tegnsætning på dansk. Det findes der simpelthen en lov om. Den hedder Lov om dansk retskrivning.

Korrekturlæsning har igennem århundreder været en meget respekteret og nødvendig disciplin, inden bøger og aviser blev sendt ud i offentligheden. Da man ikke havde computere, brugte man korrekturtegn, når korrekturlæseren rettede i en tekst. Tegnene bruger vi stadig, når vi en sjælden gang imellem læser korrektur på print. Du kan se dem her:

I Danmark er der mange selvudråbte korrekturlæsere. Folk, som mener, ”de har flair for sproget” uden egentlig at have taget en uddannelse eller kende til reglerne bag rettelserne. I andre lande, fx Frankrig, er korrekturlæsning en meget respekteret disciplin, som altid kræver uddannelse og kaster en god hyre af sig.