Ordblinde springer ud i en verden af ord
Er man ordblind, når man fisker?
Ja! Som ordblind har man svært ved at læse og stave, uanset hvad man foretager sig.
Spørgsmålet er, om ordblindhed er et problem, når man fisker?
Hmmmm … Det er det vel næppe, tænker du måske.
Men hvad nu, hvis man fisker ved et skilt, hvor der står “Fiskeri forbudt”?
Vores verden er fuld af ord. Ord, som skal læses og forstås, så vi kan navigere i det moderne samfund. For ordblinde har det store konsekvenser både fagligt og menneskeligt. Uge 40 var International Ordblindeuge, og i den anledning spurgte vi en ordblindekoordinator, hvad det egentlig indebærer at være ung eller voksen ordblind i 2018, og hvilke redskaber der findes for at gøre hverdagen lettere for en ordblind.
VUC, Voksenuddannelsescenter Holstebro underviser unge og voksne ordblinde. Det handler om hjælpemidler, sprogtræning, erkendelse og fællesskab – og om at klare sig på lige fod med andre. Skolens budskab er, at ordblindhed ikke må stå i vejen for den enkeltes drøm om uddannelse.
De heler som mennesker
De fleste ordblinde har en bagage af dårlige minder som følge af deres ordblindhed. Mange har faktisk meget dårlige minder og har prøvet at undgå alt, der handler om at læse og skrive. Det er en naturlig reaktion på noget, man ikke er så god til, fortæller ordblindekoordinator Martin Rasmussen.
”Når eleverne kommer hos os, starter vi derfor altid med, at den ordblinde må erkende, at det er sådan, det er. Det er meget hårdt. Her kan selv en stor smed godt fælde en tåre,” siger han.
Handicappet er usynligt, så det handler om, at eleven selv må tage ansvar. For når den enkelte forstår, at han eller hun er nøglen, så sker der noget.
”Dog kan det også være vanskeligt at erkende, at man har brug for tekniske hjælpemidler, men vi taler meget om, at det svarer til at have briller. Vi kompenserer for noget, den enkelte ikke kan, som giver adgang til uddannelser,” fortæller Martin Rasmussen.
Det gør underværker, når eleverne møder andre i samme båd. De lærer at sige: ”Jeg er ordblind.” De slapper af og deler erfaringer som for eksempel: ”Min lærer sagde, jeg var dum, og at jeg ikke blev til noget. Nu er jeg ingeniør.” Der bliver også lavet sjov med nogle af de episoder, de har oplevet.
”Man kan sige, at de heler som mennesker,” siger koordinatoren, der har arbejdet med feltet i 12 år.
At springe ud som ordblind
Helene Knudsen er 31 år. Hun har modtaget en ordblindeundervisning, som hun synes har forandret hendes liv. Hun har fået masser af sproglige kompetencer, og nu anerkender hun sig selv som ordblind.
”Før gik meget af min tid med at dække over, at jeg var ordblind, fordi jeg skammede mig over det. Sådan har jeg det slet ikke mere. Jeg tror, jeg har det ligesom en homoseksuel, der er sprunget ud. Det er en stor lettelse at kunne sige: ’Jeg er ordblind, og det er ok’,” fortæller hun.
De faglige kundskaber
Eleverne har vanskeligheder med at læse, stave og skrive i varieret grad. Alle får træning i disse discipliner. Det er vigtigt at få de bedst mulige færdigheder. De kommer på små hold med seks personer. På Via University College i den vestjyske by Nørre Nissum er det muligt at tage en HF over tre år. Så har man lidt længere tid til fagene. Nogle elever kommer langt med den boglige træning, hvilket er fantastisk. Andre kan være så hårdt ramte, at de tekniske hjælpemidler fylder mere.
”Problemet med ordblindhed er, at det at læse kræver så meget af ens mentale energi, at man ikke forstår, hvad det er, man læser. Der sker en affotografering af ordene, som er meget krævende,” forklarer Martin Rasmussen.
De teknologiske hjælpemidler
Teknologien har gjort det lettere at være ordblind. Det er et positivt faktum.
”Nu kan ordblinde udføre de samme opgaver som andre, men ad andre veje. Vi gør et stort arbejde ud af at kombinere den enkelte elev med de helt rigtige hjælpemidler. Eleverne bliver uddannelsesparate og klarer nye opgaver,” siger Martin Rasmussen.
Han fortæller, at en tidligere elev for eksempel skal starte på et tysk universitet, og en dagplejemor har fået et tillidshverv.
Hjælpemidlerne er gode apps og programmer på computer og mobiltelefon, der støtter det at læse, skrive og tale. Et eksempel er CD-ord, som kommer med forslag til stavemåder under skrivningen. Det er en stor hjælp. Der findes også talegengivelsesprogrammer, der skriver tale om til tekst. Det vil sige, at eleven indtaler sin opgave med ord, hvorefter programmet laver talen om til tekst. Denne tekst er så den opgave, eleven afleverer til sin underviser.
Man kan lære at læse med ørerne
Når det gælder læsning, bliver alle tekster på VUC scannet ind i et program, der laver teksten om til tale, så eleven kan høre teksten læst op. Der kan også gives oplæsning ved søgning på internettet. Herudover findes ordbøger og oversættelse til og fra andre sprog. Man lærer at læse med ørerne, forklarer koordinatoren, som roser de teknologiske hjælpemidler. Men han tilføjer:
”Vi må ikke forherlige dem og sige, at nu kan de ordblinde klare sig selv. Det vil være at svigte. Almindelig sprogtræning og sprogforståelse er meget vigtigt. Det er rart at kunne læse noget.”
Den tidligere elev Helene Knudsen giver udtryk for, at hun fik tid og ro til at lære. Hun tog de skridt, hun blev guidet til.
”Det er fantastisk. Jeg kan det, jeg skal. Jeg er ikke begrænset af min ordblindhed mere,” siger hun.
Samfundets rolle
Vi kan alle gøre noget for at støtte personer som Helene og andre, der er ordblinde. Det kan vi gøre ved at tage godt imod dem, når de kommer på uddannelsesstederne og på arbejdspladserne med deres hjælpemidler.
”Det skal vi allesammen gøre på en positiv og naturlig måde,” slutter Martin Rasmussen.
Definition af ordblindhed
Ordblindhed, dysleksi, er defineret ved markante vanskeligheder ved at lære at læse og skrive, som beror på langsom og upræcis omsætning af bogstaver og bogstavfølger til sproglyde. Ordblinde har særligt svært ved ord, de ikke har set før. Læse- og stavefejlene er ofte i modstrid med almindelige forbindelser mellem bogstav og lyd, fx ’kulde’ læst som ’kunne’, og ’dig’ skrevet ’din’.
Her kan du læse mere om ordblindhed og dysleksi:
Ordblinde/Dysleksiforeningen i Danmark: https://www.ordblindeforeningen.dk/
Hjælp Til Ordblindhed (HTO)/Socialstyrelsen: http://www.hto.nu/
Jespers blog – Et liv som ordblind: https://etlivsomordblind.dk/
Ordblinde springer ud i en verden af ord,
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!