Godt skrevet: “Mit arbejde” af Olga Ravn
“Mit arbejde” af Olga Ravn er et fragmenteret værk. Anna er forfatter, og bogen er bygget sådan op, at vi læser Annas forskellige papirer. Romanen er derfor en samling af forskelligartede tekster – lige fra digte, scener, prosa, udpluk fra en fødselsjournal, samtaler osv. Den fragmenterede form underbygger til fulde Annas tankemønster og famlen efter fodfæste i sit nye liv som mor. Da Anna bliver gravid begynder hun nemlig at sætte spørgsmålstegn ved alting i verden, og det kaster hende ud i en stor krise. Som romanen skrider frem, går Anna igennem en form for fødselsdepression, som læseren får et vigtigt indblik i.
Tabuerne opløses
“Mit arbejde” er en roman, der tager udgangspunkt i de tabubelagte sider ved moderskabet. Anna føler nemlig skam over ikke at være lykkelig, da barnet er kommet til verden. Hun føler sig ikke til stede i sin egen krop, og til tider føles det, som om hun ser sig selv udefra. Hun har bragende angst, og detaljerede tanker om mørkt vand og knive går igen i den fragmenterede fortælling. Man følger Annas behandlingsforløb for angsten, men der er ikke noget af det, der synes at virke. Hun føler sig ikke set og forstået.
Mine yndlingssteder i romanen er de steder, hvor Olga Ravn formår at beskrive følelser og tanker om det at føde og at være nogens mor, som man som læser kan genkende og se sig selv i, selvom man ikke nødvendigvis er nogens mor endnu. Man kommer helt ind under huden på Anna og hendes nye tilværelse. Jeg kan kun forestille mig, at romanen bliver endnu bedre, hvis jeg en dag selv bliver gravid og bliver mor.
At være mor er hårdt arbejde
Titlen på romanen refererer både til arbejdet med skriften, men i særdeleshed også til det arbejde, det er at blive mor. For jeget i romanen er der ingen tvivl om, at moderskabet er et arbejde: Fødsel, graviditet, amning, vasketøj, madlavning, rengøring. Problemet er bare, at det ikke er anset som et arbejde fra samfundets side. Romanen sætter dermed også fokus på det, man kan kalde omsorgsarbejde, som især kvinder har udført gennem historien, og som man ikke får løn for. Som Olga Ravn selv siger i et interview med tidsskriftet Vagant, så ville hun gerne undersøge moren som figur, og “hvordan hun står for det ubetalte, reproduktive arbejde.” Det ser vi bl.a. her:
alle kvinderne
i mig
deres slid
op gennem historien
når du bøjer dig
over barnet
bærer du ikke
denne historie
kvindernes lønløse
arbejde
fødslen
graviditeten
du siger
du vil være lige
med mig
men vi er ikke lige
“Mit arbejde” er en samfundskritisk roman, som debatterer de forventninger og normer til moderskabet, der eksisterer i samfundet. Som Olga Ravn selv formulerer det, handler romanen om, hvad der sker, når en kvinde “dresseres til en særlig tankegang, et sæt værdier, og bliver syg af det”:
Jeg har skridt for skridt genkendt denne historie som fiktion. Historien om den lykkelige mor. Og det har ledt mig til spørgsmålet: Hvorfor har denne historie været nødvendig? Det har givet mødrene en historie at binde sig til, en fast form til erfaringen. Men det er også en historie, som tjener det fælles bedste. Det er en historie, som er en del af en større fortælling, at kvinden er skabt til at få børn. At det er alle kvinders største ønske at få børn, og at det er denne handling, der først og fremmest giver hende værdi i samfundet. I den logik er det ikke at blive lykkelig i fødselsøjeblikket at fejle som samfundsborger, ikke at kunne løfte sin tildelte opgave, at miste sin position og identitet.
Anbefaling: Aaaa
Romanen “Mit arbejde” er en super aktuel roman, der handler om, hvor svært det kan være at lære at leve med et barn uden at være skrækslagen hele tiden. Den handler om, hvad det at blive forældre kan gøre ved kærligheden og forholdet til hinanden. Det er en utrolig god og velskrevet roman, som har sat en masse tanker i gang hos mig. Stor anbefaling herfra! Jeg giver den 4 ud af 5 a’er.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!