Op på hesten – sådan kommer du i gang med at skrive!
a1kommunikation er eksperter i at skrive tekster til hjemmesider og nettet. At skrive er utroligt let. At skrive godt og sælgende utroligt svært. Men sværest er det ofte bare at komme i gang. Læs med her, og få gode fif til, hvordan du angriber det blanke papir, eller kontakt os, hvis vi skal skrive teksterne for dig.
Kom godt i gang!
Som det allerførste skal du være sikker på, du har dit ærinde på plads. Tag derfor et stykke papir frem, eller åbn et dokument på computeren, og svar på følgende spørgsmål:
- Hvad vil jeg med mine tekster, og hvad er det interessante ved dem? (Budskab og det elskværdige).
- Hvem skriver jeg teksten til? (Modtageren).
- Hvilket indtryk skal læseren sidde tilbage med efter at have læst mine tekster? (Afsenderen).
Svaret på spørgsmål 1 kunne være: Jeg vil gerne sælge haveartikler og formidle, at netop produkterne på min side er de bedste på markedet, fordi de er lavet af FSC-certificeret træ, og alle planter og frø er dyrket med ansvarlighed i økologisk jord.
Svaret på spørgsmål 2 kunne være: Kvinder i alderen 30-70, der elsker hus og have. Hvis du er en 35-årig mandlig byboer og altså meget langt fra din målgruppe, kan det måske være lidt svært at skrive til en haveglad kvinde i sin bedste alder. Tænk derfor på en kvinde, du kender, som kunne være en fra din målgruppe, og skriv til hende. Tænk på, hvilke ord hun bruger, og hvad der gør hende glad.
Eller bliv inspireret af magasiner, blogs og internetsider til samme målgruppe.
Svaret på spørgsmål 3 kunne være: Hun skal føle sig informeret. Hun går op i kvalitet og bæredygtighed, så hun skal kunne læse, at vi er grundige, seriøse og tager os tid til at vejlede hende med vores tekster og udførlige guides til en smuk have. Hun skal tages med ind i et univers, hvor der er fred, ro og tid til fuglesang og nedfaldne blade.
Husk afsenderen, modtageren og budskabet, og vid præcis, hvad du vil med dine tekster, inden du går i gang.
Menustrukturen på din side
Husk at have din menustruktur på plads, inden du går i gang med at skrive. En tekst med en disposition bliver altid bedre end en tekst uden. Det behøver ikke være indviklet. Tegn den på et stykke papir, eller lav en tabel i Word.
Lav et sitemap, som viser, hvilke kategorier og dermed tekster der skal være på din side.
Den første tekst
Når du har gjort dig de overvejelser, der er omtalt ovenfor, kan du gå i gang med at skrive. Det bedste er, hvis du kort og godt åbner et dokument og går i gang. Vær ikke bange for papiret/nyt dokument.
“I et interview spurgte en radiovært mig, hvordan jeg skrev. Da jeg svarede ’et ord ad gangen’, anede han tilsyneladende ikke, hvad han skulle sige. Jeg tror, han prøvede at finde ud af, om det var min spøg. Det var det ikke. I virkeligheden er det altid så enkelt.”
– Stephen King, forfatter
De fleste sidder og grubler længe over overskriften og indledningen, fordi de tror, man skriver en tekst fortløbende – som man læser den. Det gør man ikke!
Tekster læses forfra, men skrives bagfra.
Start bagfra
Start med at skrive brødteksten, dernæst manchetten og til sidst overskriften. Eller start midt i tekstens kerne, og arbejd dig udefter. Skriv først om det, der kræver research. Når du ved en masse om dit emne, er det meget lettere at skrive en fængende overskrift og indledning. Det er også meget lettere at skrive de vejledende og informerende afsnit, når du har skrevet de tunge og svære først.
Skriv aldrig en tekst, som den læses fra overskrift til sidste punktum. Skriv indefra og ud, så du skriver brødteksten først og manchetten og de sælgende overskrifter og underoverskrifter til sidst.
Lær først, sælg bagefter
Når du som tekstforfatter skal skrive tekster til en hel hjemmeside, skriver du efter samme princip som nævnt ovenfor. Skriv om det sværeste først – det, der kræver mest research, og det, der egentlig fortæller om virksomheden og dens produkter. Skriv først teksten til Om virksomheden og Det, vi sælger, og afslut med forsideteksten, kontaktsiden m.v. Starter du med forsideteksten, aner du ikke, hvad du skal skrive, hvorimod du til sidst har det store overblik over præcis de informationer, der skal sælge dig og din virksomhed, og du kan koncentrere dig om dine læsere, og hvad der er spændende for dem. I artiklen Tekstgenrer på nettet (s. 89) kan du læse om, hvilke informationer/elementer der er gode at have på forsiden.
“Jeg tror, man skal lære at skrive af alle de forfattere, som nogensinde har skrevet, og som har noget, de kan lære én.”
– Ernest Hemingway, forfatter
Det er altid en god idé at lade sig inspirere af andre. Du kan med fordel læne dig op ad kollegaer, konkurrenter eller hjemmesider, hvor du har tænkt: ”Wow, det her er godt skrevet.” ”Shit, det er sjovt.” ”Virkelig overskuelig hjemmeside.” Eller: ”Dem her har jeg lyst til at handle med.” Du skal selvfølgelig finde din egen vej og ikke kopiere, men vi behøver ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken. Det er også det, de professionelle gør. De lader sig inspirere af andre professionelle og udvikler på den baggrund deres eget.
Skriv gerne ord ned, der beskriver, hvad du synes er godt ved de pågældende tekster/hjemmesider, hæft dig ved sprogtonen og -stilen, og hav det i baghovedet, når du skal i gang med at skrive.
Start med at skrive virksomhedsbeskrivelsen og teksterne til det, du sælger, og slut med forsideteksten.
Panik!!!
Du er nu kommet i gang. Det hele giver fin mening for dig, og du tænker: ”Det her er nemt.” Pludselig opdager du, at cursoren har stået og blinket på en hvid skærm i 20 minutter, og du aner ikke, hvordan du skal komme videre. Begreberne roder rundt i hovedet på dig.
Men det, du skal gøre, er nemt:
SKRIV!
Fortsæt med at skrive. Skriv først, tænk bagefter. Skriv om det, du ved. Hop videre til et nyt afsnit. Lad det svære ligge lidt.
“Bøger bliver ikke skrevet, de bliver omskrevet. Det er en af de sværeste ting at acceptere – især når den syvende omskrivning stadig ikke er nok.”
– Michael Crichton, forfatter
Husk på, at det at skrive en tekst ER en opgave, som tager tid. Du vil slette, redigere, læse, læse, læse, researche, redigere, omformulere osv., osv. Det gør vi professionelle også, og vi redigerer også en masse. En god tekstforfatter er ikke én, der kan skrive en god tekst på fem minutter (hvad mange fejlagtigt og pudsigt nok tror); en god tekstforfatter er en, der kan skrive en GOD tekst – og det kan godt tage lang tid. En stjernearkitekt er jo heller ikke en, der kan bygge et hus på fem minutter – i så fald skulle jeg i hvert fald ikke bo der!
Ernest Hemingway – forfatteren, der er en stor inspiration for mange og kendt for sit præcise sprog uden adjektiver (tillægsord) – kunne også have svært ved at komme i gang med at skrive og være nødsaget til at slette en masse tekst undervejs. Citatet nedenfor fra Der er ingen ende på Paris, som er Hemingways erindringer fra sine år i byernes by, beskriver netop dét. Og han kommer med ét rigtig godt skriveråd.
“DER ER INGEN ENDE PÅ PARIS
Det var en vidunderlig følelse at gå ned ad de lange trapper og vide at jeg havde haft held med arbejdet. Jeg arbejdede altid indtil jeg havde fået noget færdigt, og jeg holdt altid inde mens jeg vidste hvad der nu skulle følge. På den måde kunne jeg være sikker på at jeg kunne komme videre næste dag. Men somme tider når jeg begyndte på en ny historie og ikke kunne få den rigtigt i gang, sad jeg foran ilden og pressede saften fra de små appelsiners skræl ind i det yderste af ilden og så de blå flammer sprutte ud af dem. Så rejste jeg mig og så ud over Paris’ hustage og tænkte: ”Du skal ikke bekymre dig. Du har altid skrevet førhen, og du kan også skrive nu. Det eneste du skal gøre, er at skrive én sand sætning. Skriv den sandeste sætning du kender.” Så kunne jeg endelig skrive én sand sætning og så fortsætte derfra. Det var nemt, for der var altid én sand sætning som man selv kendte, eller som man havde set eller hørt nogen sige. Hvis jeg begyndte at skrive indviklet, eller som én der vil vise eller præstere et eller andet, opdagede jeg at jeg kunne skære al forsiring eller pynt væk og smide det ud og begynde med den første sande og enkle ytring jeg havde skrevet. Oppe i det værelse besluttede jeg at jeg ville skrive én historie om hver af de ting, jeg kendte noget til. Dette prøvede jeg på i al den tid jeg skrev, og det var en god og streng disciplin.*”
*”Der er ingen ende på Paris” er sat uden startkomma, hvis du undrer dig over kommateringen.
“En forfatter er en, for hvem det at skrive er vanskeligere, end det er for andre mennesker.”
– Thomas Mann, forfatter
Når du har skrevet en masse om det, du ved, har du skelettet til teksten og kan modellere det, så din tekst bliver en sælgende tekst til nettet.
Skriv, hyg dig, og vid, det tager tid.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!