”Stigninger og fald” er en sproglig gave

Josefine Klougarts ”Stigninger og fald” portrætterer en opvækst på mols og giver os adgang til et barnligt og ultra-sansende blik gennem sit metaforrige sprog. Hun tager udgangspunkt i barnet Josefines hverdagslige erfaringer og hæver dem op til en menneskelig erfaring, som vi alle kan genkende. ”Stigninger og fald” er lyrisk prosa med et detaljemættet og smukt sprog.

“Stigninger og fald” er Josefine Klougarts debutroman fra 2010. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. Hovedpersonen og jegfortælleren i romanen er pigen Josefine. Hun fortæller om sin opvækst og barndom på Mols i 1980’erne og 1990’erne. Om landskabet, sine forældre og om sin hest, Molly, som udgør rammen for romanen. Romanen starter ud med, at Molly ankommer til deres hus, og slutter ved, at hun skal sige farvel til hende.

På sporet af den tabte tid

”At læse Klougart, er som at huske” er titlen på en artikel fra Information om Josefine Klougarts seneste roman ”New Forest” udgivet i 2019. Det var præcis den følelse, jeg havde, da jeg første gang læste ”Stigninger og fald” – Klougarts første roman. Det er fascinerende, hvordan hun i denne roman beskriver verden med barnlige øjne. Bogen er fortalt ud fra barnets perspektiv, med et barnligt og ultra-sansende blik. Et blik, der ser. Den naivitet, der ligger i det. Evnen til at se verden på ny. Eller sagt på en anden måde: et naivt møde med verden, før refleksionen finder sted. Et blik på verden, som ikke er dannet på baggrund af sproget, men som eksisterer, før begreberne og sproget indtræffer.

I ”Stigninger og fald” giver Klougart os adgang til et nyt og fantasifuldt blik på, hvilke detaljer et barn, der vokser op, har bidt mærke i. I bogen beskrives det, hvordan en mørk linje ned gennem en hesteryg, i barnets øjne, bliver til hundrede små vandløb, der deler sig. Den mørke linje langs dyrets ryg, der er som en linje gennem landskabet. Romanen starter med dette billede af hesten, hvor de sproglige detaljer får tiden til at gå i stå:

Det efterår fik jeg en hest. Det var en lysebrun hoppe; hun havde en sort ål som en blød kulstreg løbende fra et punkt i panden, et sted under pandelokken, og hele vejen ned gennem manen, hvor det mørke syntes at dele sig i hundredvis af mindre vandløb, idet den voksede ud i manens lange stride hår; de hår, som hele tiden snoede sig sammen om hinanden i tunge slangekrøller, var reb, der faldt til hver sin side. Hele vejen hen over hendes ryg løb den, som dråberne over ruden, det var en linje gennem dyret, som horisonten er en linje gennem landskabet, eller som en linje svunget under bugen på en lav sky over heden, en midterskilning skåret med skaftet af en benkam i solbleget hår – en linje i hvert fald, ud i den mørke hale, så lang at den nåede jorden.

Den menneskelige erfaring

En scene fra ”Stigninger og fald”, som har sat sig dybt i mig, er en scene, hvor jeget i bogen og hendes søster leder efter hønseæg og finder en rede med otte æg i hækken. Klougart beskriver de små vinger, som kommer til syne, da moren slår æggene ud i en skål. Hvordan det ikke bare er en mælkehvid tykning, man kan ane i ægget, men derimod en tykning, som er på vej til at blive en lille kylling. Beskrivelsen er så skarp, at man som læser ikke har lyst til frokost. På samme tid er det en ren beskrivelse – en konkret oplevelse, som kan sætte sig fast i læseren som ren erfaring, som det var en erfaring for jeget i romanen.

Min lillesøster finder et æg i hækken ud mod vejen, og tæt derved finder vi en rede med otte æg. Det er ikke til at sige, hvem af os der får øje på reden først, det er som at bestemme, hvilket af min søsters øjne der falder over det første æg. Det løber helt sammen. Det er vores fund.

Jeg skubber hønen til side. Det er med riven, og den flakser ud af hækken som en presenning i vinden, med den torden, der er vingernes.

Jeg ved ikke, om min søster helt forstår det.
Vi spiser vaniljekranse i køkkenet. I skyggen, vi siger ikke så meget. Min mavesæk trækker sig sammen som en stor muskel i kramper, da jeg ser min mor slå et af de otte æg ud til koldskål om aftenen. Jeg brækker mig ned over mine hænder, og det løber mig ud af næsen med opblødt franskbrød og spyt.

Denne gang kan man se vinger, det er ikke bare mælkede fortykninger, det er nærmest kyllinger. For hvert æg, vi slår ud, bliver jeg bare blegere.

Jeg er fascineret af, hvordan Klougart hele romanen igennem tager udgangspunkt i hverdagslige beskrivelser, men hæver dem op til en menneskelig erfaring, som vi alle kan genkende. Hun beskriver og undersøger den menneskelige tilværelse og erfaring af verden. Det er et forsøg på at forstå verden, et forsøg på at skabe genkendelse. Klougart skriver selv, at hendes litteratur i sin bevægelse er som bølgen. Formen ændrer sig, og der opstår et nyt rum for erkendelse og refleksion. En udtalelse, man i høj grad kan nikke genkendende til, hvis man har læst et eller flere af Klougarts værker.

Barndommens længsel

Da romanens omdrejningspunkt er Josefines opvækst, er der adskillelige scener, som omhandler barndommens følelser og længsel. Hun beskriver de følelser, man har som barn ”når man vågner, og værelset vender forkert”. Den længsel og det savn man føler som barn til sin mor – en længsel helt ind til knoglerne. ”Jeg kan slet ikke komme tæt nok på hende, og alligevel; det hjælper ikke. Jeg savner hende stadigvæk, forsøger at rykke næsten ind under hende, endnu tættere, […] jeg er en søstjerne om en musling, der bare venter på, at hun skal åbne sig, jeg giver aldrig slip.”

Jeg vil anbefale, at man læser denne roman, både hvis man sætter pris på et sansemættet og poetisk sprog, men også hvis man synes, en hjemstavnsroman, der foregår i et smukt landskab med fine beskrivelser af naturen, lyder spændende. Jeg giver den 4 ud af 5 a’er.

FORLAG: Rosinante

SIDER: 172

ÅRSTAL: 2010