Indlæg

Fotografi af Meter i sekundet

Godt skrevet Stine Pilgaard: “Meter i sekundet”

/0 Kommentarer/i /af

”Vi vil i Velling, står der på byskiltet, men hvad vi vil, står ikke klart. Virkeligheden ligger som en tåge omkring os, og vi er kun lige ankommet”. 

Stine Pilgaards roman ”Meter i sekundet” er dryppet med humor. Omdrejningspunktet er en ung kvinde først i trediverne. Med kæresten og deres lille søn er de flyttet til en lille jysk flække. Hun fortæller bramfrit om sit nye liv, der ikke er helt uden bump. Kæresten skal undervise på byens højskole, og selv har hun skaffet sig job på en brevkasse. Fuld af selvtillid omtaler hun sig selv som lidt af et ”orakel”. Snarere er det nok mest egne erfaringer, hun formidler ud til sine brevkasselæsere. 

Stine Pilgaard virkeliggør de følelser, som mange af os er for pæne til at sige, men som vi i kulissen forsigtigt nikker genkendende til. Hun går lige til stregen og vover sig endda over. 

Tid til en krammer

Handlingen foregår via hovedpersonens øjne. Hun skal finde ud af, hvordan hun med sin lille familie gebærder sig i det samfund, de er plantet i. Kørelærerne har opgivet hende (måske på nær én?), en elev er brændt varm på hendes kæreste, for ikke at glemme den skeptiske forstanderinde:

”Hun har købt en pose sort te og en lille si, fordi hun ikke har noget tilovers for min Pickwick. Det er kaffedrikkernes te, siger forstanderinden, det er skridtet før Medova, og der har ingen lyst til at gå hen”.

Stine Pilgaard kunne have valgt at skrive, at forstanderinden ikke kan lide hende. I stedet benytter hun sig på fineste vis af metoden ”show don’t tell”. Som læsere får vi lov at danne egne billeder. Jeg fik lyst til at give hovedpersonen et medfølende kram. Heldigvis har hun sin bedste veninde, Krisser. Overdrivelsens kunst er stadig på mode, og hvorfor ikke lige drysse hverdagen med lidt absurditet og komik. Fx da hun med kæresten møder dagplejemoren for første gang:

”Maj-Britt, siger jeg, det er et navn i Danmark med flest forskellige stavemåder.(…) Det sjove er, at navnet egentlig er kort, siger jeg, og alligevel er der så mange muligheder inden for både første og anden stavelse. Ai, j og y, enkelt og dobbelt-t, med og uden h, der er uendelige variationer. Ikke uendelige, siger min kæreste og begynder at regne på sin telefon. (…) Syvogtyve, siger min kæreste.” 

 

Smuk og poetisk billedsprog

Sproget flyder let, og jeg guffede ordene i mig. Al humoren gør den til tider useriøs, og den kritiske læser vil måske se hovedpersonen som et brokkehoved. Men det er netop hendes sjove betragtninger om livet, der gør ”Meter i sekundet” så god. Samtidig fortryller Stine Pilgaard sin læser med et drys af poesi. Eksempelvis da hun taler om forstanderinden: 

”Hendes øjne er lysende turkise, og lampen over bordet dingler frem og tilbage i hendes venstre iris”. Et andet eksempel: ”Min første kæreste havde store, mandelformede øjne. De var ikke bare dybe somskovsøer, de var fyldt med små fiskestimer, der lyste som hurtige pile af sølv, svajende vandplanter og gedder, der lurede på deres bytte. Sommerregnen dryppede, og dramaet i os voksede de år(…). Tårerne trillede mellem os, blev til vandpytter, vi plaskede i, Randes Fjord i solopgangen”.

Det provokerende rammer plet:

”Før jeg selv blev mor, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig forældreskabets kraft, men det er helt på linie med andre hobbyer, man gennem livet har dyrket manisk, begejstret og uværdigt. Når man får børn, kommer man med i en klub, og det er fuldstændig ligesom at være ryger. Sammen forlader man festen, går ud i kulden(…). Man ser indforstået på hinanden lige inden man tænder, og man ved præcis, hvordan den anden person har det. Sociale lag, politiske tilhørsforhold, alder og køn opløses i en fælles passion, som man ved gør en træt, grim og gammel før tid. Man ved, at det er utilgiveligt dumt, men man kan på ingen måde undvære det(…). Den fælles erfaring bliver et sammenhold, opstået af en vild og grænseløs kærlighed, som man tidligere i livet rettede mod sportshelte eller popstjerner”. 

At Stine Pilgaard sammenligninger rygning med at få et barn kan måske gøre nogle lidt knotne, inklusive mig selv. Jeg er selv blevet mor. Men! Så læste jeg det igen og ordene: passion, man kan ikke undvære det og grænseløs kærlighed, lyste frem og sagde mere end 1.000 ord. Jeg blev ramt helt ind i hjertet.

Hvor mange a’er?

”Meter i sekundet” er dejligt provokerende og kun en lille smule for meget. Stine Pilgaard løfter hverdagsbeskrivelserne til et mere ærligt niveau, uden indpakning. 

Handlingen har ikke et egentligt klimaks, men på grund af dens humor og uhøjtidelighed keder man sig ikke. Dog har jeg en lille indrømmelse – den sidste del af bogen var jeg mættet, så de 200 sider er helt tilpas. Jeg vil klart anbefale den for sit gode sprog og leg med ord. Stine Pilgaard er ikke bleg for at sætte tingene på spidsen og indrømme dét, vi andre blot tør tænke. Hvis man elsker humor og en handling, der lever i al sin enkelhed, så er denne bog absolut læseværdig. Jeg forkæler ”Meter i sekundet” med 4 ud af 5 a’er.

Godt skrevet: “Verden af i går” af Stefan Zweig

/0 Kommentarer/i /af

Mens Putin invaderede Ukraine, færdiggjorde jeg Stefan Zweigs uforglemmelige og ud over det sædvanligt begavede erindringsbog om livet i et blomstrende Wien omkring år 1900, optakten til første verdenskrig og to verdenskriges ødelæggelse og død. Bogen er aktuel, uhyggelig og særdeles godt skrevet. Zweig er en mester, der får de fleste andre til at virke som nybegyndere.

”Verden af i går” er en af de bedste bøger, jeg længe (hvis ikke nogensinde) har læst. I 1920’erne var Stefan Zweig en af de mest anerkendte forfattere i Europa – og verden – med oversættelser og udgivelser til alle sprog. Han skrev noveller, fortællinger og biografier. Bl.a. en biografi om Nietzsche og Dostojevskij og den kendte ”Skaknovelle”, som blev filmatiseret i efteråret 2021. ”Skaknovelle” var det sidste, han skrev, fra sit eksil i Rio de Janeiro i 1942, kort før han tog sit eget liv. Zweig var jøde, og som han skriver i sit afskedsbrev:

”… når man har rundet de 60 år, vil det kræve ekstraordinære kræfter nok en gang at begynde helt forfra. Og mine egne er udtømt gennem lange års hjemløs vandren. Derfor betragter jeg det som bedre rettidigt og uforfærdet af afslutte et liv, der altid har haft åndeligt arbejde som sin reneste glæde og personlig frihed som denne verdens højeste gode.”

Vidunderligt sprogligt overskud

Zweig levede i Wien og Europa i slutningen af 1800-tallet, gennem første verdenskrig og i de farverige og opblomstrende 20’ere. Han havde gået på den sorte skole (som han hadede). Lærerinden kunne ikke engang hans navn, man han lærte sprog – mange sprog – at dissekere et lig, matematik og alle andre slags videnskaber. Fritiden (hele tiden) brugte han på kunst. Koncerter, teatre, billedkunst og naturligvis sit eget kald: litteraturen. Det er tydeligt at læse, at Zweig er en utroligt lærd mand. Han bruger ord, jeg var nødt til at slå op, og han citerer enkelte steder på fransk, spansk og tysk som den største selvfølge. Det er berigende at læse en forfatter med sådan en enorm viden og et vidunderligt sprogligt overskud. At læse hans sprog føles som det mest naturlige. Det er intellektuelt (som damen på biblioteket sagde), ja, men uden at være INTELLEKTUELT. Det er på ingen måde forceret, anmassende eller bedrevidende. Det er bare en mand med viden, fra hvad der føles som mange mænd; mange liv.

Dem-dem-dem

”Verden af i går” er Zweigs erindringer. Men modsat mange erindringer og biografier handler den lidt om Zweig og rigtig meget om hans kunstnerkolleger og verden omkring ham. Et liv levet igennem 60 år; et opblomstrende Wien og to nedslående verdenskrige. Det er rigtig befriende at læse en bog, der er så lidt mig-mig-mig-fikseret, som rigtig mange af vores nutidige bøger er (og naturligvis især biografier). Hans forfatterstemme i bogen er enormt tydelig, mens hans ego er meget ydmygt. Det ser vi fx i denne vidunderlige skildring af hans gode kollega og ven, Rilke:

”Når jeg i dag tænker på ham og på de andre mestre, hvis ord står hamret ud med sublim guldsmedekunst, når jeg tænker på disse glorværdige navne, der lyste over min ungdom som uopnåelige stjernebilleder, så trænger et bestemt vemodigt spørgsmål sig uundgåeligt på hos mig: Vil den slags rene digtere, der udelukkende er optaget af deres lyriske skaberværk, overhovedet kunne leve i en tid som vores, hvor alt er turbulent og forstyrret? Er det ikke en uddød slægt, som jeg, der elskede den, begræder, en slægt uden arvtagere, nu hvor skæbnens orkaner hærger – disse digtere, der intet begærede af det ydre liv, hverken massernes anerkendelse eller ordner, medaljer eller priser, og som under deres stille, men ikke desto mindre lidenskabelige arbejde ikke stræbte efter andet end at føje den ene fuldendte strofe til den anden, så hver linje mættedes med musik, strålede af farver og ulmede af billeder. … Når han trådte ind i et værelse, hvor et selskab var samlet, skete det så lydløst, at næsten ingen bemærkede ham. Så sad han stille og lyttede, og når noget satte hans tanker i gang, løftede han straks hovedet, og hvis han så selv begyndte at tale, var det altid uden affektion eller skarphed i stemmen. Han fortalte naturligt og enkelt, sådan som en mor fortæller sit barn et eventyr, og præcis lige så kærligt; det var vidunderligt at lytte til ham, mens han forvandlede selv det mest ligegyldige emne til noget billedrigt og betydningsfuldt. … Rilke gav aldrig noget fra sig, før det var fuldendt.”

Anerkendende over for sine anerkendte kollegaer

Zweig er utroligt generøs i sine beskrivelser af sine mange kollegaer. Strauss, Freud, Rilke, Rolland, Dali, Gorkij, Joyce, og han bruger disse generøse beskrivelser til at beskrive samtiden, fx:

”Jeg havde i de timer, jeg tilbragte sammen med Freud, ofte talt med ham om krigens og hitlerverdens gru. Som menneske var han dybt rystet, men som tænker var han på ingen måde forundret over dette frygtelige udbrud af bestialitet. Man havde altid, sagde han, skældt ham ud for at være pessimist, fordi han havde benægtet kulturens herredømme over drifterne; men nu bekræftedes – hvilket dog ikke gjorde ham særlig stolt – på den mest forfærdelige måde hans påstand om, at det barbariske element og den elementære tilintetgørelse var uudryddelig i den menneskelige sjæl. Måske ville der i de kommende århundreder kunne findes en måde, hvorpå disse instinkter kunne holdes nede, i det mindste, når det drejede sig om nationernes samliv; men de ville aldrig kunne fjernes fra dagliglivet og den inderste natur, og de var måske endda uundværlige spændingsopretholdende kræfter.”

Det er jo bare mig

Ydmygheden til verden, sine kollegaer og over for sin egen succes kommer til udtryk gennem hele bogen. Den drysser ned over sproget og giver også Zweigs formuleringer et strejf af sjælden høflighed. Han forsøger ikke at skrive sig ind i nogen, ændre på noget i nogen, sætte sig selv først. Han beskriver verden for sine fødder – og oftest (og heldigvis) det smukke ved vores verden.

”I udstillingsvinduet stod, forneden til venstre, seks eller syv tyske bøger, og fra en af dem sprang mit eget navn mig i møde. Som fortryllet betragtede jeg den og begyndte samtidig at filosofere. Mens jeg selv ukendt, upåagtet og tilsyneladende tilfældigt strejfede gennem disse fremmede gader, havde en del af mit jeg altså allerede været her før mig; boghandleren måtte have skrevet mit navn på en bestillingsseddel, så denne bog kunne rejse over havet på ti dage. I et kort øjeblik forsvandt min forladthedsfølelse, og da jeg for to år siden igen var i Philadelphia, ledte jeg hele tiden ubevidst efter dette udstillingsvindue.”

En tredje verdenskrig?

Da jeg færdiggjorde ”Verden af i går”, var min verden af i dag, at Putin netop har invaderet Ukraine. Det er så trist at læse om livet for en jødisk europæer gennem to verdenskrige, hvor den anden bliver enden på hans liv, og samtidig tænde for radioen og lytte til denne krig mod Ukraine, som ingen ved, hvor ender.

Zweig fortæller om optakten til begge krige, om hvordan Tysklands ydmygelse efter Versaillestraktaten, hvor de underskrev, at de var skyld i første verdenskrig og skulle betale krigsskadeerstatninger, var springbræt til anden verdenskrig. Om alle de år, hvor ingen troede, at Hitler eller nationalsocialismen var særlig farlig, om München, hvor man troede, at Chamberlaine efter sit møde med Hitler havde indgået fredsforhandlinger – for tre dage senere at høre over radioen, at England havde erklæret Tyskland krig. Om så mange situationer og episoder, hvor man igennem otte år troede, at det hele ville blive godt igen. Derfor gøs det også i mig, da jeg i kapitlet ”Incipit Hitler” læste denne indledning:

”Det er øjensynligt en lov, at netop de samtidige ikke kan se det, når en af de store afgørende bevægelser sætter i gang. Jeg kan for eksempel slet ikke huske, hvornår jeg første gang hørte navnet Adolf Hitler, dette navn, som vi nu i årevis har været tvunget til at tænke på og udtale hver eneste dag, ja, hvert eneste sekund, i alle sammenhænge, for det er navnet på det menneske, der har bragt mere ulykke over vores verden end nogen anden.”

Kunsten at få det til at virke så let og naturligt

Hvis du forestiller dig en maler have flere farver på paletten end andre, forestiller du dig også et maleri, der er ud over det sædvanlige. Sådan er det at læse ”Verden af i går”. Hans ordforråd, billedrigdom, overskud, generøsitet, faglige overblik inden for historie, kunst, filosofi, psykologi og samtiden gør, at bogen på alle måder føles som endnu større, endnu rigere, end andre bøger. At læse andre bøger efterfølgende er som at tage på McDonalds dagen efter, du har været på Michelin-restaurant. Det er fattigt på smag og mangelfuldt i kreativitet, inspiration og kundskab. Sproget i ”Verden af i går” er ikke enkelt – både sætninger og ord er til tider lange og komplekse, og alligevel føles det, som om Zweig har skrevet bogen på et par uger. Ordene flyder ud af ham som det naturligste i verden, som Picassos værker, der ser så lette ud, eller Michelin-kokkens ret, der får dig til at tænke: Selvfølgelig, når du smager på to helt nye sammensatte smage. Kunsten er at få det til at virke så let og naturligt. Og det kan Zweig. At bogen så også er korrekturlæst til perfektion, giver en ekstra fjer i hatten, og ”Verden af i går” får naturligvis 5 a’er. Min anbefaling her er meget ydmyg i forhold til den store mester, så jeg vil bukke mig i støvet og kort skrive: Læs den!

5 a’er

Forlag: Rosinante

Sider: 399 sider

Årstal: 2021

Fotografi af Olga Ravns bog "Mit arbejde"

Godt skrevet: “Mit arbejde” af Olga Ravn

/0 Kommentarer/i /af

“Mit arbejde” af Olga Ravn er et fragmenteret værk. Anna er forfatter, og bogen er bygget sådan op, at vi læser Annas forskellige papirer. Romanen er derfor en samling af forskelligartede tekster – lige fra digte, scener, prosa, udpluk fra en fødselsjournal, samtaler osv. Den fragmenterede form underbygger til fulde Annas tankemønster og famlen efter fodfæste i sit nye liv som mor. Da Anna bliver gravid begynder hun nemlig at sætte spørgsmålstegn ved alting i verden, og det kaster hende ud i en stor krise. Som romanen skrider frem, går Anna igennem en form for fødselsdepression, som læseren får et vigtigt indblik i.

Tabuerne opløses

“Mit arbejde” er en roman, der tager udgangspunkt i de tabubelagte sider ved moderskabet. Anna føler nemlig skam over ikke at være lykkelig, da barnet er kommet til verden. Hun føler sig ikke til stede i sin egen krop, og til tider føles det, som om hun ser sig selv udefra. Hun har bragende angst, og detaljerede tanker om mørkt vand og knive går igen i den fragmenterede fortælling. Man følger Annas behandlingsforløb for angsten, men der er ikke noget af det, der synes at virke. Hun føler sig ikke set og forstået.

Mine yndlingssteder i romanen er de steder, hvor Olga Ravn formår at beskrive følelser og tanker om det at føde og at være nogens mor, som man som læser kan genkende og se sig selv i, selvom man ikke nødvendigvis er nogens mor endnu. Man kommer helt ind under huden på Anna og hendes nye tilværelse. Jeg kan kun forestille mig, at romanen bliver endnu bedre, hvis jeg en dag selv bliver gravid og bliver mor.

At være mor er hårdt arbejde

Titlen på romanen refererer både til arbejdet med skriften, men i særdeleshed også til det arbejde, det er at blive mor. For jeget i romanen er der ingen tvivl om, at moderskabet er et arbejde: Fødsel, graviditet, amning, vasketøj, madlavning, rengøring. Problemet er bare, at det ikke er anset som et arbejde fra samfundets side. Romanen sætter dermed også fokus på det, man kan kalde omsorgsarbejde, som især kvinder har udført gennem historien, og som man ikke får løn for. Som Olga Ravn selv siger i et interview med tidsskriftet Vagant, så ville hun gerne undersøge moren som figur, og “hvordan hun står for det ubetalte, reproduktive arbejde.” Det ser vi bl.a. her:

alle kvinderne

i mig

deres slid

op gennem historien

når du bøjer dig

over barnet

bærer du ikke

denne historie

kvindernes lønløse

arbejde

fødslen

graviditeten

du siger

du vil være lige

med mig

men vi er ikke lige

“Mit arbejde” er en samfundskritisk roman, som debatterer de forventninger og normer til moderskabet, der eksisterer i samfundet. Som Olga Ravn selv formulerer det, handler romanen om, hvad der sker, når en kvinde “dresseres til en særlig tankegang, et sæt værdier, og bliver syg af det”:

Jeg har skridt for skridt genkendt denne historie som fiktion. Historien om den  lykkelige mor. Og det har ledt mig til spørgsmålet: Hvorfor har denne historie været nødvendig? Det har givet mødrene en historie at binde sig til, en fast form til erfaringen. Men det er også en historie, som tjener det fælles bedste. Det er en historie, som er en del af en større fortælling, at kvinden er skabt til at få børn. At det er alle kvinders største ønske at få børn, og at det er denne handling, der først og fremmest giver hende værdi i samfundet. I den logik er det ikke at blive lykkelig i fødselsøjeblikket at fejle som samfundsborger, ikke at kunne løfte sin tildelte opgave, at miste sin position og identitet.

Anbefaling: Aaaa

Romanen “Mit arbejde” er en super aktuel roman, der handler om, hvor svært det kan være at lære at leve med et barn uden at være skrækslagen hele tiden. Den handler om, hvad det at blive forældre kan gøre ved kærligheden og forholdet til hinanden. Det er en utrolig god og velskrevet roman, som har sat en masse tanker i gang hos mig. Stor anbefaling herfra! Jeg giver den 4 ud af 5 a’er.

Fotografi af omslaget af Suget

Godt skrevet: ”Suget” af Ida Marie Hede

/0 Kommentarer/i /af

Velkommen til vores serie Godt skrevet: At skrive er at læse. Her anbefaler vi bøger, som er hele sproget værd. Læs med, og find ud af, hvor sproget skal føre dig hen næste gang.

”Suget” bærer undertitlen ”Vasker du vores fuckfingre med dine salte tårer” og beskriver med særprægede metaforer det dystopiske samfund i Den Usikre og Megalomane Landsby. Sproget er rigt, og metaforerne, der er smukt vævet om kropsdele og suget ned i sekreter, får ”Suget” til at ryge i top med 5 ud af 5 a’er.

Jegfortælleren flytter til Den Usikre og Megalomane Landsby med mand og børn og oplever et forhold mellem mænd, kvinder og borgere, der er ude af balance. Landsbyen skal forestille at være en idyllisk opgradering af livet i Brokvartererne, men byens hjerte er en omklamrende kommune, og jeget føler sig lost. Kaotisk, frastødende og smuk kan Ida Marie Hedes roman noget enestående i behandlingen af samfunds- og kønsproblematikker.

Kroppen og kommunen

Velkommen til Den Usikre og Megalomane Landsby. Her kan du få et ufaglært job i CollectSquad, der indsamler de temperatur- og udflådsprøver, som alle Females i byen dagligt placerer i små poser foran hoveddøren. Kommunen laver statistik over fertilitetsniveau sammenholdt med boligområde og indkomst og vil have fødselsraten til at stige. Typisk er det unge mænd på motorcykler, der indsamler prøverne, og Sugets jegfortæller tror, at de gør det uden at tænke videre over arbejdsopgaven.

Den første tid i Landsbyen er ensom og urovækkende for fortælleren. Hun mister kontakten til sine veninder fra Brokvartererne samtidig med, at en distance mellem hende og hendes mand vokser, og den solskinsdrøm, livet i villaen var, falder til jorden. Og det vrimler med babyer. I løbet af romanen nævnes så mange forskellige navne på børn, hun er mor til, at det sammen med hologrammer i kontorer og au pair-piger, der dukker op af jorden, er med til at gøre værket til science fiction.

Dryppende metaforer

Kommunen i landsbyen udruger som en livmoder mennesker, der på overfladen skinner med flotte titler og positive udviklingspotentialer, men på underfladen er underlagt kontrol, indskrænkende normer og en mere eller mindre skjult forskelsbehandling. Sådan beskriver jeget kommunekontoret i et brev til en tidligere veninde:

”Hver dag har jeg tænkt på Kommunekontoret som Landsbyens lollende tumor. Her spreder den sine cheerleader-fangarme ud i resten af samfundet. Modvilligt ser jeg den også som en slags livmoder. En alien-grotte, hvorfra baby-aliens bliver udruget i stilhed, indtil de vælter ud af deres slimede tulipanformede pupper med mellemlange videregående uddannelser som hologramdesignere, livsoptimeringscoaches og konsulenter udi undergangen.”

Ordene ’tumor’, ’fangarme’, ’livmoder’ og ’pupper’ er eksempler på, hvordan romanens metaforer refererer til krop og biologi. Det skaber en sanselig bog, som bevæger sig tæt på kroppen samtidig med, at den bliver mystisk. De kropslige referencer bruges nemlig kreativt og skaber nye betydninger.

Hjerteskam, Kødskam og Røvskam

Hjerteskam, Kødskam og Røvskam er de veninder, som jeget gudskelov møder, og som introducerer hende for fælleskab og intimitet i en undergrundsbevægelse. Nærmest intuitivt må læseren overveje, om denne treenighed overhovedet eksisterer, hvad deres vilde navne og kaldenavn til jeget, ”lille Glimmerhætte”, kommer af, samt hvordan det samme udflåd, som kontrolleres af kommunen, kan bruges i undergrundsbevægelsens modstandsinitiativ.

Betydningen af ord, sætninger og kapitler i ”Suget” er ofte ikke entydig. Sproget bærer en masse potentialer og skaber et spændingsfelt mellem noget, man kender, og man kan opdage.

Et mørkerødt H af filt

’Skafot-ceremonien’ er den voldsomme betegnelse for, hvad en ’Female’ skal gennemgå, hvis hun ifølge Landsbyen har opført sig upassende og været utro. Via ’Landsbyboks.com’, en af de ironiske eller sjove referencer til virkeligheden, kan jeget læse, at hun skal bære et ’H’ syet ind i sit tøj eller syet direkte i huden. Jeget fortæller:

”Jeg skal stå under den skarlagensrøde baldakin og de snurrende webcams på Landsbyens skafot i minimum tre dage i juli, og alle øjnene i Den Usikre og Megalomane Landsby vil massere mig. Alle øjnene vil gnide min skam ind i mig. Landsbyens øjne vil pille tøjet af mig med vipperne. For det har været af før. Så det skal af igen.”

Det er typisk for metaforer i romanen, at de tillægger krops-dele eller -sekreter agens på en sådan måde, at øjne og vipper i citatet ovenfor kan massere og afklæde.

Anbefaling: aaaaa

Det skræmmende (gode) ved ”Suget” er, hvor tæt romanen kommer på virkeligheden. Fødselspropaganda rettet mod kvinder frem for mænd, en vis kontrol med borgeres kroppe, ensomhed eller mangel på fællesskab, er ikke ukendte størrelser. Samfundet i romanen er som en version af vores aktuelle verden, som er blevet twistet, befængt og besmykket. Befængt, fordi forholdene i Den Usikre og Megalomane Landsby er uønskelige, og besmykket i kraft af kreativt og rigt sprog, som får 5 ud af 5 a’er.

FORLAG: Basilisk

SIDER: 322

ÅRSTAL: 2020

Fotografi af bogen Jeg tog ned til bror

Godt skrevet: “Jeg tog ned til bror” af Karin Smirnoff

/0 Kommentarer/i /af

”Jeg tog ned til bror” er svenske Karin Smirnoffs romandebut og første del af Jana Kippo-serien. Den er blevet kaldt årets bedste roman, modig, forbandet god og umulig at glemme. Den lader læseren følge Jana, mens hun genoplever og optrevler hidtil gemte facetter af fortiden.

Usødet socialrealisme

Janas bror hedder Bror, og mens Jana har forladt landsbyen Smålanger for en større by, er han ved at drikke sig ihjel i deres barndomshus. Det er påske, og Jana vender hjem. Hun beslutter at blive boende en tid og får et job i hjemmeplejen. Måske fornemmer hun, at noget i hendes hjemstavn kalder på hende.

Som både udefrakommende og velkendt person i lokalsamfundet, er Jana skydeskive for sladder og fordømmelse. Alle ved, hvem hun er: tvilling til den rødmossede Bror og datter af hr. og fru Kippo, som hhv. hviler i fred og sjældent bliver besøgt på plejehjemmet. Jana opdager, at hun er en central skikkelse i den uløste tragedie om Maria Brännström, som var Brors og snart sagt alle mænds yndling, inden hun blev fundet død ved savværket. På mere end én måde får Jana oplevelsen af, at skulle erstatte den afdøde kvinde.

”Du begynder i morgen sagde märitljungqvist. Vi samles her og får lister og nøgler. Du erstatter altså mariabrännström som var en varm og vellidt person. Både blandt vores brugere og medarbejderne. Det bliver måske ikke så nemt tilføjede märitljungqvist og rakte endnu en gang sin bløde hånd frem til afsked men vi har ingen anden kandidat lige nu.”

Sådan introduceres Jana til sit nye job, og føler sig hverken varm, vellidt eller ved godt mod.
Det lægger ligesom en ironisk distance til de lokale navne, at de skrives uden versaler og mellemrum; de forskellige navne og  personer kommer til tider til at fremstå som flyvske entiteter, spøjse eller latterlige. Som læser vender man sig dog hurtigt til det umiddelbare sprog, og at der ingen kommaer er i romanen.

Simpelt sprog, kompliceret kærlighed

Under det hele spirer en kærlighed til John. Jana møder ham allerede den første aften, hun er tilbage i landsbyen, hvor han hjælper hende i ly for den fygende sne. Han viser hende gennem sine malerier snarere end ord, hvordan hans liv er forbundet til hendes. De to har haft mere at gøre med hinanden, end Jana skulle tro.

”Alt var groft og hårdt og stridt selv hans tunge med fra hele hans krop som gjorde min egen krop til en nyfødt kalvs med sulten mule strømmede der ømhed. […] Bagefter sov vi eller som vi overhovedet jeg husker det ikke. I søvnen hvis den overhovedet havde været der var hans krop så nær varm og svedig at jeg til sidst ikke kunne skelne mellem mig og dig.”

Sådan beskriver jeget – Jana – mødet med John. Over for ham åbner hun gradvist sin fortid og fortæller om et barn, hun ikke har mødt, siden hun fødte det. Efterhånden som man lærer Jana at kende, forstår man ikke, at hun står og går, som hun gør. Hun genoplever sin fortid og rystes i sin grundvold. ’Modren’ og ’fadren’, som Jana kalder sine forældre, bidrog til en barndom, der er svær at se i øjnene; hun har haft oplevelser, ingen bør have – ikke mindst de, der ledte til, at Bror som barn slog deres far ihjel med en høtyv.

Anbefaling: aaaaa

Der står en række lerfigurer i et værelse i Jana og Brors barndomshus, som forestiller mennesker fra Janas liv. Jana former dem, mens hun arbejder på at tilgive dem. Hele romanen er lidt på den måde; som en figur formet af råt ler, der langsomt, men hæsblæsende, samler sig og tager form. Med sin hudløse og ligefremme tone, der på samme tid er simpel og kaotisk, bliver den på en underspillet måde et smukt værk. Man kommer ind under huden på Jana og Smålanger, og i en både humoristisk og rå tone fremmanes en stemning, som det tager tid at ryste af sig. ”Jeg tog ned til bror” får 4 ud af 5 a’er for at være en roman, der stikker dybt, og skiller sig ud.

FORLAG: C&K Forlag

SIDER: 336

ÅRSTAL: 2020

Fotografi af bogen Mærkbarhed af Imran Rashid

Mærkbarhed af Imran Rashid

/0 Kommentarer/i /af

Jeg havde den ære at varetage korrekturen af Imran Rashids Mærkbarhed – Hvordan vi mistede følingen med livet – og hvordan vi finder den igen, som allerede før udgivelsen toppede bestsellerlisterne, og her er netop tale om formidling, der kan mærkes.

Bogen er af mange årsager særdeles læseværdig, men jeg vil selvfølgelig lægge vægt på selve den formidlingskunst, Imran bedriver. Vi har for det første at gøre med en forfatter, der besidder en vis mængde humor, som på afbalanceret vis drysses over de 300 sider og gør facts og cases om alt fra kommunaløkonomi til formålsparagraffer mere tillokkende end selv de mest slibrige clickbaits. Således er man fænget og underholdt, mens man bevidstgøres om internettets mangefacetterede output, der dagligt flyder gennem os som elektroner i en glødepære og oplyser vores hjerner til bristepunktet – uden at vi evner at række ud efter lysdæmperen. Med små personlige, nærværende og relaterbare anekdoter formår Imran at bringe sig selv i spil i sin anfægtelse af den destruktive ydrestyrede adfærd, der præger vores samtid. Det er et særdeles stærkt træk, når man ønsker at skabe vilje til adfærdsændring, for hvem vil peges fingre ad? Det menneskelige, solidariske træk medvirker ligeledes til et styrket etos, for det er ganske enkelt lettere for os som læsere at stole på anbefalingerne, når vi fornemmer, at de udspringer fra et rigtigt menneske. Et menneske, som til tider selv kan famle. Således føler man sig taget i hånden, oplyst og underholdt på den fælles færd mod det positivt mærkbare – mod styrket mental trivsel.

Bred indsigt og bedre udsigter

Læs Mærkbarhed, hvis du ønsker bred indsigt og bedre udsigter. Og hvis du værdsætter velvalgte metaforer, der gør dét, de skal!

Apropos mærkbar læsning … Da jeg havde lagt sidste hånd på korrekturen og proklamerede, at alle kommaer nu var placeret, hvor de hørte hjemme, påpegede Imran, at skulle et enkelt komma alligevel være faret vild, var det også helt OK! Vi har jo alle et ansvar for at gøre op med den herskende perfekthedskultur til fordel for det positivt mærkbare, uddybede han. Den kommentar tygger jeg som korrekturlæser stadig lidt på, mens jeg bestræber mig på at få positiv mærkbarhed og sirlige kommaer til at gå op i en højere enhed …

Anmeldelsen er skrevet af Mette Høegh Pedersen, som er cand.mag. i sprogpsykologi og nu kundeansvarlig, redaktør og korrekturlæser hos a1.

Fotografi af Lars-Emil Foder og Christel SunesenJohanne Wainø

Jagten på den gode litteratur

/0 Kommentarer/i /af

Christel Sunesen fra onlineboghandlen Mikrofest lever af at formidle litteratur fra små forlag ud til den store verden. De små forlag har skrællet det kommercielle lag væk og fokuserer på godt sprog og gode historier. Derfor håber jeg som ord-forelsket, at hun kan hjælpe med, hvad godt sprog i litteraturen er, og hvad litteratur kan, som intet andet formår.

Mikrofest er en onlineboghandel med bøger fra mikroforlag. Det er her, du finder al den litteratur, som har gemt sig ude i de store boghandlere, fordi ingen har kunnet finde den. Forfattere, som har holdt sig fra det kommercielle og populistiske – og derfor også fra den store scene. Forlag, som ikke har været store nok til at banke døren ind.
Det har været en skam, for faktisk er litteratur fra mikroforlag i verdensklasse – og virkelig godt skrevet. De gode mennesker Christel Sunesen og Lars-Emil Foder åbnede i 2020 Mikrofest for at bringe store bøger fra små forlag ud i verden.

Hvad giver litteraturen dig?

– Jamen, hvad giver den mig ikke! Den giver mig forståelse, den giver mig ro, den giver mig fordybelse, den giver mig provokationer, den giver mig latter, tårer, den giver mig en større verden.

Når man læser jeres manifest, fornemmer man en stor kærlighed til og fra litteraturen, og den kærlighed vil I gerne give til andre. Men hvad er det mere konkret, I gerne vil give videre?

– Vi vil gerne åbne døren til alle de fremragende bøger, som ikke får store anmeldelser i dagbladene, som ikke ligger i kæmpestakke i boghandleren, og som derfor er svære for læserne at opdage. Vi vil gerne åbne døren til alle de mikroforlag, som idealistisk kæmper for at udvikle litteraturen, som regel uden at tjene en krone. Vi vil gerne åbne døren til alle de forfattere, som udkommer på mikroforlagene, og som fortjener en større læserskare. Mest af alt for læsernes skyld, for ellers går man glip af meget stor litteratur.

Hvad er god litteratur?

– For mig er god litteratur et brud. Noget der overrasker, noget der bruger sproget på en anden måde, end vi normalt gør, noget der ryster min måde at se verden på. Som et af Eske K. Mathiesens digte lyder:

Det er ikke digterens opgave at finde
det rette ord; digterens opgave er at
finde det forkerte ord og sige: Dette
ord er det rigtige. Cigaren er en hest.
Skyggerne er ikke vemodige men lange
som tyvefingre – det er digterens opgave.
Men også den bør han tage sig let.

– Eske K. Mathiesen, Omveje, Asger Schnacks forlag

 

Hvis du skal vurdere en bogs kvalitet, hvor meget vægter du så sproget, og hvor meget vægter du historien?

– Her kommer jeg med det helt klassiske svar, at det er umuligt at adskille. Og det mener jeg virkelig. Der er ikke noget uden det ene, noget uden det andet. Det er ét og samme. For mig bliver handlingen utroværdig, hvis den ikke er flettet sammen med sproget, og ligeledes bliver sproget påklistret, hvis det ikke er i direkte samklang med handlingen.

Hvornår synes du, en bog er virkelig godt skrevet?

– Det kan der heldigvis være et utal af svar på, men det ligger jo i hvert fald ikke bare i godt ordvalg, flotte sætningskonstruktioner, en spændende handling eller lignende, men i en helt særlig forening af alle de dele, der udgør en bog. Det er her, den besynderlige magi af en god bog opstår.

Dan Brown har solgt 200 millioner bøger i serien om professor Langdon; EL James har med ”Fifty Shades of Grey”-serien solgt 100 millioner. Begge bøger er blevet kritiseret for at være dårligt skrevet. Hvorfor tror du, de alligevel høster sådan en popularitet?

– Vi køber også IKEA-møbler i stor stil, og vi ved godt, at det ikke er designermøbler af høj kvalitet. Det er møbler, der skal opfylde en funktion – være billige, lette at stable osv. På samme måde opfylder disse bestseller-bøger en funktion, og de lyver ikke om, hvad de er – de påstår ikke, at de er nyskabende, genrebrydende litteratur. De er historier, som kan fordøjes hurtigt, og som er underholdende.

Kan man gå så langt som til at sige, at litteratur fra de små forlag faktisk oftere er af højere kvalitet end fra de store, fordi de små forlag udgiver litteratur på litteraturens præmis, i stedet for hvor godt den vil sælge?

– Ja! Og så lidt modificeret: De store forlag udgiver også bøger af høj litterær kvalitet, efterhånden bare mindre og mindre af den, fordi de har et kæmpe maskineri, der skal løbe rundt. Tidligere var de store forlag også forpligtet på litteraturens vegne og satsede på ny litteratur, men den forpligtelse synes at være skrumpet meget de seneste 10 år og overtaget af mikroforlagene. Og omvendt: Mikroforlagene udgiver også fejlskud – det skal der være plads til og er en naturlighed, når man vil skubbe grænserne.

Kan man skrive en klassiker som ukendt forfatter, udgive på et lille forlag og allerede i dag?

– Det er umuligt at spå om, hvad der bliver en klassiker, men Jonas Eikas novellesamling Efter solen er et godt bud – udgivet af mikroforlaget Basilisk og vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2019. Derudover vinder mange af bøgerne fra mikroforlagene priser, især debutantpriserne, og de er grundlaget for de næste mange års forfattere og dermed potentielle klassikere. I modsætning til de store forlag udgiver mikroforlagene rigtig mange debutanter, selvom det tit er et mere krævende arbejde og sjældent er salgsbaskere, men debutanter er jo altafgørende for, at vi har en litteratur, der rykker sig – og at vi i det hele taget har en litteratur i morgen.

Hvordan udvælger I bøgerne/forlagene til Mikrofest?

– Vi har nogle formelle kriterier for at være et mikroforlag, fx at forlaget ikke må være koncernejet, primært skal være et redaktionelt forlag, altså ikke selvudgiver eller medudgiverforlag, og vigtigst af alt: udgive bøger af høj litterær kvalitet. Her har vi et faglitterært panel bestående af bibliotekarer, anmeldere, forfattere, boghandlere og forskere, som vurderer forlagene. Hvis 4 ud af 7 siger ja, kan forlaget være med på Mikrofest. På den måde sikrer vi den høje litterære kvalitet, da vi ved, at det virkelig kan være en jungle at orientere sig i alle de mange små forlag.

Kan du komme med 3 anbefalinger på bøger fra Mikrofest, der bare er virkelig godt skrevet?

– Kun 3? Men ja! Lad os tage en børnebog, en digtsamling og en roman, så der er noget for enhver smag:

  1. Det sner med fjer af Karen Filskov, Vild Maskine – noget så vildt som en fuglefigurdigte-børnebog! Den er afsindig smuk og sjov, og du lærer samtidig en masse om fugle.
  2. Omveje af Eske K. Mathiesen, Asger Schnacks Forlag – hvis du ikke er vant til at læse digte, skal du læse Eske K. Mathiesen. Hvis du er vant til at læse digte, skal du læse Eske K. Mathiesen.
  3. Ikke før solnedgang af Johanna Sinisalo, Jensen & Dalgaard – roman om en ung, succesfuld fotograf, som finder et underligt væsen såret i sin baggård. Dybt original handling og fuldstændig bjergtagende sprog = uafrystelig.

Det er et meget nobelt projekt at ville formidle de små forlag. At give dém nede på bagerste række en chance for at komme op på scenen. I er jo med til at ændre litteraturhistorien og synet på litteraturen. Tak for det!

Mikrofests logo

 

 


Om Christel Sunesen

Christel Sunesen (f. 1981) er uddannet i dansk og retorik og har siden 2013 haft mikroforlaget Ekbátana. Siden 2015 har hun været medarrangør af litteraturfestivalen Lille Bogdag, og i 2020 åbnede hun og forfatter og musiker Lars Emil Foder onlineboghandlen Mikrofest.

Fotokredit: Johanne Weinø

Fotografi af bogen Havbrevene

Godt skrevet: “Havbrevene” af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

/0 Kommentarer/i /af

På a1 kommer vi hver uge med anbefalinger til, hvad du skal læse, hvis du gerne vil læse noget, der bare er virkelig “Godt skrevet”. Vi er eksperter i skriftlig kommunikation og har lært, at vi kun bliver bedre, hvis vi henter inspiration – også i skønlitteraturen. 

“Havbrevene” er en fortælling om de to søstre, Atlanterhavet og Middelhavet. Om det store havs historie, menneskets opståen og om klimaforandringer. Det er en fortælling om længsler, drømme og om to søstre, der holder af hinanden, men som også har deres uenigheder. De følsomme breve er understøttet af Dorte Naomis illustrationer, der er med til at samle bogen og gøre den til et lille kunstværk.

Et poetisk og drømmende sprog

Siri Ranva Hjelm Jacobsens brevroman “Havbrevene” blev udgivet i 2018.
“Havbrevene” portrætterer Atlanterhavet og Middelhavet, som skriver breve til hinanden. De er søstre og længes efter at mødes igen – det vil sige, at oversvømme jorden. “Havbrevene” er en særlig fortælling, da vi ser verden fra to haves perspektiv og derfor med et andet blik end det menneskelige. Da det er fra havenes perspektiv, er det også deres ønsker, drømme og planer, der bliver gengivet i fortællingen. Sproget i romanen er drømmende og poetisk, og Jacobsen skriver smukke naturbeskrivelser frem:

Kære M.

Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. ”I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun. Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.

Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen.

Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.

A.

Havene var engang ét stort hav, men da landet opstod, blev de rykket fra hinanden:

Men lille M,

Det er jo, som du før har fået fortalt. Da landet brød ud, og det første hav blev flået i stykker, sørgede alt vand.

I denne fortælling er det havene, der har magten. Menneskene omtales som ‘kryb’, som havene i sin tid har skabt – de anser derfor menneskene og alle levende væsner som deres eje og venter blot på den dag, hvor de får alt deres vand tilbage. Klimaforandringerne og de stigende have er altså en positiv ting i denne fortælling, da søstrene kommer til at se hinanden hurtigere end planlagt.

Plastik og flygtninge

Det allerførste brev i “Havbrevene” omhandler plastikproblemet i havet og viser i høj grad, hvad det er, Jacobsen kan med sit sprog. Selvom det ikke bliver nævnt eksplicit, er læseren ikke i tvivl om, hvad der tales om (Jacobsen 2018, 13):

Det bliver sværere, søster.

Jeg er ikke længere mig selv. De fylder mig hver dag med noget væsenløst og fremmed, de propper det i mig. Er det en form for hævn?

M.

Et andet eksempel er Jacobsens måde at skrive om flygtninge på. Det er her Middelhavet, som skriver til sin ældre søster, Atlanterhavet:

Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.

Din, M.

Det åbner for nye overvejelser, at man i denne roman ser problematikken fra havenes perspektiv. De tunge emner gør større indtryk, når sproget er så lavmælt og følsomt, som det er.

Menneskets forhold til naturen

Hovedpointen i fortællingen må siges at være, at vi mennesker er en krop af vand, et element, som vi deler med alt andet liv på kloden. Alt liv er opstået i det samme hav og opfyldt af det samme vand, der strømmer igennem os – noget Jacobsen i høj grad får formidlet. “Havbrevenes” overordnede projekt er dermed at give et anderledes perspektiv på verden og klimaforandringerne, nemlig at tage problematikkerne op fra et havs perspektiv. Og måske også pointere, at vi mennesker ikke er så adskilt fra naturen, som vi går og tror.

Anbefaling: aaaaa

“Havbrevene” er en finurlig lille roman. Det er en bog, der tager voldsomme emner op som flygtninge, der drukner, og isbjerge, der kælver, men den handler lige så meget om de to søstre og deres længsler og drømme for livet. Alt sammen beskrevet på en fin og følsom måde. Det er helt klart en bog, der fortjener at blive læst. Jeg giver den 5 ud af 5 a’er.

“Havbrevene” var en del af mit speciale, hvor jeg undersøgte vandet som motiv i dansk samtidslitteratur med henblik på at undersøge, hvordan vandet som litterær figur kan åbne for en nytænkning af forholdet imellem mennesket og dets omgivelser. Vandet er en del af alt levende, og det var interessant at undersøge, hvad denne opfattelse og erkendelse har af betydning for, hvordan vi behandler kloden og andre levende væsner. Begynder vi først at tage problemet med plastik i havet seriøst, når vi begynder at finde mikroplastik i vores egne kroppe? “Havbrevene” var med til at give et andet perspektiv på klimaproblematikken end det antropocentriske og kan derfor være med til at belyse litteraturens rolle i klimakrisen. Måske dette nye blik på verden, som litteraturen kan give, bidrager til, at vi bedre forstår alvoren og kompleksiteten af de problemer, vi står overfor?

FORLAG: Lindhardt og Ringhof

SIDER: 63

ÅRSTAL: 2018

Fotografi af Stigninger og fald

Godt skrevet: “Stigninger og fald” af Josefine Klougart

/0 Kommentarer/i /af

Josefine Klougarts ”Stigninger og fald” portrætterer en opvækst på mols og giver os adgang til et barnligt og ultra-sansende blik gennem sit metaforrige sprog. Hun tager udgangspunkt i barnet Josefines hverdagslige erfaringer og hæver dem op til en menneskelig erfaring, som vi alle kan genkende. ”Stigninger og fald” er lyrisk prosa med et detaljemættet og smukt sprog.

“Stigninger og fald” er Josefine Klougarts debutroman fra 2010. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2011. Hovedpersonen og jegfortælleren i romanen er pigen Josefine. Hun fortæller om sin opvækst og barndom på Mols i 1980’erne og 1990’erne. Om landskabet, sine forældre og om sin hest, Molly, som udgør rammen for romanen. Romanen starter ud med, at Molly ankommer til deres hus, og slutter ved, at hun skal sige farvel til hende.

På sporet af den tabte tid

”At læse Klougart, er som at huske” er titlen på en artikel fra Information om Josefine Klougarts seneste roman ”New Forest” udgivet i 2019. Det var præcis den følelse, jeg havde, da jeg første gang læste ”Stigninger og fald” – Klougarts første roman. Det er fascinerende, hvordan hun i denne roman beskriver verden med barnlige øjne. Bogen er fortalt ud fra barnets perspektiv, med et barnligt og ultra-sansende blik. Et blik, der ser. Den naivitet, der ligger i det. Evnen til at se verden på ny. Eller sagt på en anden måde: et naivt møde med verden, før refleksionen finder sted. Et blik på verden, som ikke er dannet på baggrund af sproget, men som eksisterer, før begreberne og sproget indtræffer.

I ”Stigninger og fald” giver Klougart os adgang til et nyt og fantasifuldt blik på, hvilke detaljer et barn, der vokser op, har bidt mærke i. I bogen beskrives det, hvordan en mørk linje ned gennem en hesteryg, i barnets øjne, bliver til hundrede små vandløb, der deler sig. Den mørke linje langs dyrets ryg, der er som en linje gennem landskabet. Romanen starter med dette billede af hesten, hvor de sproglige detaljer får tiden til at gå i stå:

Det efterår fik jeg en hest. Det var en lysebrun hoppe; hun havde en sort ål som en blød kulstreg løbende fra et punkt i panden, et sted under pandelokken, og hele vejen ned gennem manen, hvor det mørke syntes at dele sig i hundredvis af mindre vandløb, idet den voksede ud i manens lange stride hår; de hår, som hele tiden snoede sig sammen om hinanden i tunge slangekrøller, var reb, der faldt til hver sin side. Hele vejen hen over hendes ryg løb den, som dråberne over ruden, det var en linje gennem dyret, som horisonten er en linje gennem landskabet, eller som en linje svunget under bugen på en lav sky over heden, en midterskilning skåret med skaftet af en benkam i solbleget hår – en linje i hvert fald, ud i den mørke hale, så lang at den nåede jorden.

Den menneskelige erfaring

En scene fra ”Stigninger og fald”, som har sat sig dybt i mig, er en scene, hvor jeget i bogen og hendes søster leder efter hønseæg og finder en rede med otte æg i hækken. Klougart beskriver de små vinger, som kommer til syne, da moren slår æggene ud i en skål. Hvordan det ikke bare er en mælkehvid tykning, man kan ane i ægget, men derimod en tykning, som er på vej til at blive en lille kylling. Beskrivelsen er så skarp, at man som læser ikke har lyst til frokost. På samme tid er det en ren beskrivelse – en konkret oplevelse, som kan sætte sig fast i læseren som ren erfaring, som det var en erfaring for jeget i romanen.

Min lillesøster finder et æg i hækken ud mod vejen, og tæt derved finder vi en rede med otte æg. Det er ikke til at sige, hvem af os der får øje på reden først, det er som at bestemme, hvilket af min søsters øjne der falder over det første æg. Det løber helt sammen. Det er vores fund.

Jeg skubber hønen til side. Det er med riven, og den flakser ud af hækken som en presenning i vinden, med den torden, der er vingernes.

Jeg ved ikke, om min søster helt forstår det.
Vi spiser vaniljekranse i køkkenet. I skyggen, vi siger ikke så meget. Min mavesæk trækker sig sammen som en stor muskel i kramper, da jeg ser min mor slå et af de otte æg ud til koldskål om aftenen. Jeg brækker mig ned over mine hænder, og det løber mig ud af næsen med opblødt franskbrød og spyt.

Denne gang kan man se vinger, det er ikke bare mælkede fortykninger, det er nærmest kyllinger. For hvert æg, vi slår ud, bliver jeg bare blegere.

Jeg er fascineret af, hvordan Klougart hele romanen igennem tager udgangspunkt i hverdagslige beskrivelser, men hæver dem op til en menneskelig erfaring, som vi alle kan genkende. Hun beskriver og undersøger den menneskelige tilværelse og erfaring af verden. Det er et forsøg på at forstå verden, et forsøg på at skabe genkendelse. Klougart skriver selv, at hendes litteratur i sin bevægelse er som bølgen. Formen ændrer sig, og der opstår et nyt rum for erkendelse og refleksion. En udtalelse, man i høj grad kan nikke genkendende til, hvis man har læst et eller flere af Klougarts værker.

Barndommens længsel

Da romanens omdrejningspunkt er Josefines opvækst, er der adskillelige scener, som omhandler barndommens følelser og længsel. Hun beskriver de følelser, man har som barn ”når man vågner, og værelset vender forkert”. Den længsel og det savn man føler som barn til sin mor – en længsel helt ind til knoglerne. ”Jeg kan slet ikke komme tæt nok på hende, og alligevel; det hjælper ikke. Jeg savner hende stadigvæk, forsøger at rykke næsten ind under hende, endnu tættere, […] jeg er en søstjerne om en musling, der bare venter på, at hun skal åbne sig, jeg giver aldrig slip.”

Jeg vil anbefale, at man læser denne roman, både hvis man sætter pris på et sansemættet og poetisk sprog, men også hvis man synes, en hjemstavnsroman, der foregår i et smukt landskab med fine beskrivelser af naturen, lyder spændende. Jeg giver den 4 ud af 5 a’er.

FORLAG: Rosinante 

SIDER: 172

ÅRSTAL: 2010

Godt skrevet: “Kunsten at være fucking ligeglad” af Mark Manson

/0 Kommentarer/i /af

Indrømmet! Selvhjælpsbøger er ikke rigtig en genre, man kan kategorisere som hverken poetiske eller sprogligt inspirerende og så alligevel. Ved et tilfælde snublede jeg over Mark Manson, som jeg dengang aldrig havde hørt om, og læste hans bog på et par aftener på min telefon. Og jeg var faktisk virkelig underholdt af hans humoristiske og livlige måde at skrive på. Det viser sig også, at Mark Manson er blogger (siden 2008), og at netop denne bog puttede ham på kortet, da han kom på New York Times’ bestseller-liste.

Anbefaling: aaaaa

Bogen er hurtigt læst, hurtigt glemt, og er som sagt ikke stor fortællekunst. Derfor får den kun 1 a ud af 5. Alligevel kommer den med her som en anbefaling, fordi den er sjov og medrivende, og det vidner ofte om et godt sprog med et godt flow. Og ja, så fik jeg da også nogle gode pointer med. Fx at man skal lære at være fucking ligeglad. Altså ikke pludselig blive et dårligt menneske eller opgive al passion, men lære at sige “pyt” noget oftere og vælge, hvilke problemer man vil give opmærksomhed (for problemer slipper man aldrig for). Og det har en overtænker som jeg selv meget godt af at blive mindet om.

 

I 2011 rejste jeg til Sankt Petersborg i Rusland. Vejret var elendigt. (Sne i maj? Det kan sgu da ikke være rigtigt). Min lejlighed var noget lort. Intet fungerede. Alt var dyrt. Nogle mennesker var uhøflige og lugtede underligt. Ingen smilede, og alle drak for meget. Ja, jeg elskede det. Det var en af mine yndlingsture. Der er en direkte væremåde i russisk kultur, der generelt går folk fra Vesten på nerverne. Der er ingen falsk venlighed eller politisk korrekthed. Du smiler ikke til fremmede eller lader, som om du kan lide noget, du ikke kan lide. Hvis noget er dumt i Rusland, så siger du, det er dumt. Hvis nogen er et røvhul, så fortæller du ham, at han er et røvhul. Hvis du virkelig kan lide nogen og har det fantastisk sammen med vedkommende, så fortæller du hende, at du kan lide hende, og så hygger I jer sammen. Det betyder ikke noget, om den person er din ven, en fremmed, eller en, du har mødt på gaden for fem minutter siden.

Den første uge føltes alt det virkelig ubehageligt. Jeg tog på en kaffedate med en russisk pige, og tre minutter efter at vi havde sat os, kiggede hun mærkeligt på mig og fortalte mig, at det, jeg lige havde sagt, var noget vrøvl. Jeg var lige ved at få min kaffe galt i halsen. Der var ikke noget konfronterende i den måde, hun sagde det på. Hun konstaterede det blot, som havde hun talt om vejret eller sin skostørrelse, men jeg var alligevel rystet. I Vesten anser man trods alt så direkte en facon for at være yderst stødende, især når det kommer fra nogen, man lige har mødt. Men sådan fortsatte det med alle. På det tidspunkt virkede alle til at være uforskammede, og derfor følte jeg mig som vesterlænding angrebet fra alle leder og kanter. Jeg mærkede en snigende usikkerhed i situationer, hvor jeg ellers ikke havde følt mig usikker i årevis.

Men som ugerne skred frem, vænnede jeg mig til russernes direkte facon, ligesom jeg vænnede mig til midnatssolnedgange og vodkaen, der gled ned som isvand. Og så begyndte jeg at sætte pris på det, det i virkeligheden var: rene ord for pengene. Ærlighed i ordets sandeste betydning. Kommunikation uden betingelser, uforpligtende, ingen skjulte motiver, ingen salgstale, intet desperat forsøg på at andre skal kunne lide dig.

 

Mark Manson er også dygtig til at tale direkte til sin modtager og hive modtageren med i fortællingen og pointerne, så man let identificerer og sympatiserer sig med ham, hvilket er med til at give “Kunsten at være fucking ligeglad” endnu mere pondus.

FORLAG: Memoris

UDGIVET: 2018

ANTAL SIDER: 220

Hjemmesiden bruger cookies, så vi kan forbedre din oplevelse. Du accepterer cookies ved fortsat at være herinde.

OKLæs mere