Kender du din målgruppe?
At kende sin målgruppe og vide, hvad der tænder dem, er noget af det vigtigste for en dygtig tekstforfatter, for hvis du ikke ved, hvem du skriver til, kan du ikke ramme dem med din kommunikation.
Modtageren er det tredje begreb i BAMSE-modellen (som står for Budskab, Afsender, Modtager, SEO og at Elske det, du skriver om). Inden du går i gang med at skrive, skal du vide, hvem du skriver til. Du skal altså kende din modtager. Og der er forskel på, om du skriver til en kvinde på 65 eller en mand på 30. Sproget skal selvfølgelig være rettet mod dem, der skal læse dine ord, og budskabet skal foldes ud, så det er let for dine læsere at afkode det. Du skal være opmærksom på, at det på nettet er alt for nemt at klikke sig videre, hvis man ikke lige finder det, man er på jagt efter, og ofte er læserne ikke kommet ind på din side via hovedsiden, fordi de er interesseret i at læse om alt det, du kan og gør, men har fundet dig tilfældigt gennem søgemaskinerne.
Nettet er altså på mange måder et hårdt og utaknemmeligt medie, og du skal huske, at brugerne på nettet sandsynligvis:
- altid har travlt,
- er utålmodige,
- skimmer de fleste tekster for så hurtigt som muligt at finde ud af, om de kan give dem det, de søger,
- kun er interesseret i egne behov og opfyldelsen af dem,
- læser så lidt som muligt og
- er væk, før du opdager, de var der.
Du skal respektere den korte og meget målrettede tid, din læser bruger på din side. Og det er derfor vigtigt, du ved, præcis hvem du skriver til.
Målgruppe
En målgruppe er dem, du gerne vil ramme, og altså dem, du retter din markedsføring og kommunikation imod. Men det er også den gruppe mennesker, hvis adfærd, holdning eller viden du ønsker at ændre for at nå dit eget mål, jf. figuren nedenfor:
Du kan sagtens have flere målgrupper, men det er vigtigt, du bruger lidt tanketid på at finde frem til, hvem de er, deler dem op i grupper og skriver karakteristika for hver gruppe. En målgruppe kunne fx være: mænd i alderen 30 med interesse for biler og elektronik, meget prisbevidste, køber hellere tøj i Bilka end Birger Christensen.
Modtagerne er altså noget andet end målgruppen, for du kan godt ramme nogle andre end dem, du har sat dig for at ramme.
Som jeg før har været inde på, har Google et værktøj, der hedder Google Analytics, hvor du kan se, hvem der besøger din hjemmeside, og hvad dine besøgendes køn, alder og interesser er. Især hvis du bruger appen til Google Analytics, får du en brugervenlig oversigt.
Det er yderst interessant at se, om dem, der faktisk besøger din side, også er dem, du har planlagt at nå. Måske er du gået efter kvinder i alderen 30-50, men finder ud af, at de besøgende hovedsageligt er mænd i alderen 20-40.
Er din kommunikation vellykket, bliver din(e) målgruppe(r) dine modtagere.
Research på målgruppen
Steve Jobs sagde på sin vanlige fremme i skoene-facon, at fokusgrupper er unødvendige. ”Vi behøver ikke brugerne til at fortælle os, hvad de har brug for, vi skaber et produkt, de ikke kan sige nej til.”
Havde jeg spurgt folket, hvad de ønskede sig,
havde ingen svaret en bil.
De havde svaret en hurtigere hest.
– Henry Ford, grundlægger af Ford Motor Company
Både Steve Jobs og Henry Ford kunne tydeligvis tillade sig at være så arrogante, men vi er mange, der får mere ud af at vælge ydmyghedens vej og researche lidt på vores målgruppe og dens behov. Når det er sagt, er der ingen grund til at gøre det mere indviklet, end det behøver at være. Måske har din forretning allerede nogle år på bagen, og du ved, hvem dine kunder er, eller du kan læne dig op ad andres kommunikation til dine målgrupper. Sælger du fx produkter, der er henvendt til kvinder i alderen 30-50, er det en god idé at købe magasinerne Woman, Alt for Damerne og Eurowoman og blive inspireret af, hvordan de formidler. Du kan også se tv og film, der interesserer din målgruppe. Simpelt hen samle inspiration fra andre medier. Heldigvis har nettet også gjort det temmelig overskueligt at researche, så klik lidt rundt, og kig på andre hjemmesider, der henvender sig til den samme målgruppe. Hvilke farver bruger de, hvor meget tekst har de liggende, hvad er deres vigtigste budskab, i hvilken tone formidler de budskabet (venskabelig, informerende, højtragende etc.)?
Når det er sagt, kan fokusgrupper, hvor du samler en gruppe af mennesker, der matcher din målgruppe og deres behov, være meget nødvendige, hvis dine målgrupper fx ikke ligner dig selv eller har de samme behov som dig. En fokusgruppe kan være mennesker fra dit perifere netværk. Det behøver ikke være en omkostningstung og besværlig affære at samle en fokusgruppe. Du kan også lave spørgeskemaundersøgelser (surveys), som du sender ud pr. mail, fx via SurveyMonkey, som er nemt at bruge, eller du kan købe dig til data om din målgruppe, fx via Geomatic.
Fokusgrupper/uddybende kundedata kan være nødvendige, men du kan ofte nøjes med at researche på din målgruppe på nettet. Det vigtige er, at du sætter dig ind i dine modtageres behov og ønsker.
En styrke at fokusere
De fleste vil gerne ramme alle og sælge så meget som muligt, men hvis du forsøger at ramme alle, rammer du ingen. Det er umuligt at tilrettelægge en god kommunikation mod alle på én gang. Det kan virke som en svaghed at begrænse sig, men det at fokusere er faktisk en styrke. Min erfaring siger mig, at de fleste har en god fornemmelse af, hvem deres målgruppe er, når de bliver bedt om at definere den; de har bare ikke tænkt over, at det er vigtigt at danne sig et præcist billede af, hvordan målgruppen ser ud, så man kan skrive til den.
Fokusér din kommunikation mod din målgruppe. Du skal ikke forsøge at ramme alle.
Den allervigtigste model i klassisk kommunikation. Den viser, at en kommunikationssituation altid består af en afsender, en modtager og et budskab. De tre begreber kan ikke eksistere hver for sig, hvis kommunikationen skal lykkes. Hos a1kommunikation hjælper vi også gerne med kommunikationsrådgivning og/eller skriver jeres tekster, så I er sikre på at ramme jeres målgruppe lige i hjertet. ❤️
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!