Godt skrevet: “Verden af i går” af Stefan Zweig
Mens Putin invaderede Ukraine, færdiggjorde jeg Stefan Zweigs uforglemmelige og ud over det sædvanligt begavede erindringsbog om livet i et blomstrende Wien omkring år 1900, optakten til første verdenskrig og to verdenskriges ødelæggelse og død. Bogen er aktuel, uhyggelig og særdeles godt skrevet. Zweig er en mester, der får de fleste andre til at virke som nybegyndere.
”Verden af i går” er en af de bedste bøger, jeg længe (hvis ikke nogensinde) har læst. I 1920’erne var Stefan Zweig en af de mest anerkendte forfattere i Europa – og verden – med oversættelser og udgivelser til alle sprog. Han skrev noveller, fortællinger og biografier. Bl.a. en biografi om Nietzsche og Dostojevskij og den kendte ”Skaknovelle”, som blev filmatiseret i efteråret 2021. ”Skaknovelle” var det sidste, han skrev, fra sit eksil i Rio de Janeiro i 1942, kort før han tog sit eget liv. Zweig var jøde, og som han skriver i sit afskedsbrev:
”… når man har rundet de 60 år, vil det kræve ekstraordinære kræfter nok en gang at begynde helt forfra. Og mine egne er udtømt gennem lange års hjemløs vandren. Derfor betragter jeg det som bedre rettidigt og uforfærdet af afslutte et liv, der altid har haft åndeligt arbejde som sin reneste glæde og personlig frihed som denne verdens højeste gode.”
Vidunderligt sprogligt overskud
Zweig levede i Wien og Europa i slutningen af 1800-tallet, gennem første verdenskrig og i de farverige og opblomstrende 20’ere. Han havde gået på den sorte skole (som han hadede). Lærerinden kunne ikke engang hans navn, man han lærte sprog – mange sprog – at dissekere et lig, matematik og alle andre slags videnskaber. Fritiden (hele tiden) brugte han på kunst. Koncerter, teatre, billedkunst og naturligvis sit eget kald: litteraturen. Det er tydeligt at læse, at Zweig er en utroligt lærd mand. Han bruger ord, jeg var nødt til at slå op, og han citerer enkelte steder på fransk, spansk og tysk som den største selvfølge. Det er berigende at læse en forfatter med sådan en enorm viden og et vidunderligt sprogligt overskud. At læse hans sprog føles som det mest naturlige. Det er intellektuelt (som damen på biblioteket sagde), ja, men uden at være INTELLEKTUELT. Det er på ingen måde forceret, anmassende eller bedrevidende. Det er bare en mand med viden, fra hvad der føles som mange mænd; mange liv.
Dem-dem-dem
”Verden af i går” er Zweigs erindringer. Men modsat mange erindringer og biografier handler den lidt om Zweig og rigtig meget om hans kunstnerkolleger og verden omkring ham. Et liv levet igennem 60 år; et opblomstrende Wien og to nedslående verdenskrige. Det er rigtig befriende at læse en bog, der er så lidt mig-mig-mig-fikseret, som rigtig mange af vores nutidige bøger er (og naturligvis især biografier). Hans forfatterstemme i bogen er enormt tydelig, mens hans ego er meget ydmygt. Det ser vi fx i denne vidunderlige skildring af hans gode kollega og ven, Rilke:
”Når jeg i dag tænker på ham og på de andre mestre, hvis ord står hamret ud med sublim guldsmedekunst, når jeg tænker på disse glorværdige navne, der lyste over min ungdom som uopnåelige stjernebilleder, så trænger et bestemt vemodigt spørgsmål sig uundgåeligt på hos mig: Vil den slags rene digtere, der udelukkende er optaget af deres lyriske skaberværk, overhovedet kunne leve i en tid som vores, hvor alt er turbulent og forstyrret? Er det ikke en uddød slægt, som jeg, der elskede den, begræder, en slægt uden arvtagere, nu hvor skæbnens orkaner hærger – disse digtere, der intet begærede af det ydre liv, hverken massernes anerkendelse eller ordner, medaljer eller priser, og som under deres stille, men ikke desto mindre lidenskabelige arbejde ikke stræbte efter andet end at føje den ene fuldendte strofe til den anden, så hver linje mættedes med musik, strålede af farver og ulmede af billeder. … Når han trådte ind i et værelse, hvor et selskab var samlet, skete det så lydløst, at næsten ingen bemærkede ham. Så sad han stille og lyttede, og når noget satte hans tanker i gang, løftede han straks hovedet, og hvis han så selv begyndte at tale, var det altid uden affektion eller skarphed i stemmen. Han fortalte naturligt og enkelt, sådan som en mor fortæller sit barn et eventyr, og præcis lige så kærligt; det var vidunderligt at lytte til ham, mens han forvandlede selv det mest ligegyldige emne til noget billedrigt og betydningsfuldt. … Rilke gav aldrig noget fra sig, før det var fuldendt.”
Anerkendende over for sine anerkendte kollegaer
Zweig er utroligt generøs i sine beskrivelser af sine mange kollegaer. Strauss, Freud, Rilke, Rolland, Dali, Gorkij, Joyce, og han bruger disse generøse beskrivelser til at beskrive samtiden, fx:
”Jeg havde i de timer, jeg tilbragte sammen med Freud, ofte talt med ham om krigens og hitlerverdens gru. Som menneske var han dybt rystet, men som tænker var han på ingen måde forundret over dette frygtelige udbrud af bestialitet. Man havde altid, sagde han, skældt ham ud for at være pessimist, fordi han havde benægtet kulturens herredømme over drifterne; men nu bekræftedes – hvilket dog ikke gjorde ham særlig stolt – på den mest forfærdelige måde hans påstand om, at det barbariske element og den elementære tilintetgørelse var uudryddelig i den menneskelige sjæl. Måske ville der i de kommende århundreder kunne findes en måde, hvorpå disse instinkter kunne holdes nede, i det mindste, når det drejede sig om nationernes samliv; men de ville aldrig kunne fjernes fra dagliglivet og den inderste natur, og de var måske endda uundværlige spændingsopretholdende kræfter.”
Det er jo bare mig
Ydmygheden til verden, sine kollegaer og over for sin egen succes kommer til udtryk gennem hele bogen. Den drysser ned over sproget og giver også Zweigs formuleringer et strejf af sjælden høflighed. Han forsøger ikke at skrive sig ind i nogen, ændre på noget i nogen, sætte sig selv først. Han beskriver verden for sine fødder – og oftest (og heldigvis) det smukke ved vores verden.
”I udstillingsvinduet stod, forneden til venstre, seks eller syv tyske bøger, og fra en af dem sprang mit eget navn mig i møde. Som fortryllet betragtede jeg den og begyndte samtidig at filosofere. Mens jeg selv ukendt, upåagtet og tilsyneladende tilfældigt strejfede gennem disse fremmede gader, havde en del af mit jeg altså allerede været her før mig; boghandleren måtte have skrevet mit navn på en bestillingsseddel, så denne bog kunne rejse over havet på ti dage. I et kort øjeblik forsvandt min forladthedsfølelse, og da jeg for to år siden igen var i Philadelphia, ledte jeg hele tiden ubevidst efter dette udstillingsvindue.”
En tredje verdenskrig?
Da jeg færdiggjorde ”Verden af i går”, var min verden af i dag, at Putin netop har invaderet Ukraine. Det er så trist at læse om livet for en jødisk europæer gennem to verdenskrige, hvor den anden bliver enden på hans liv, og samtidig tænde for radioen og lytte til denne krig mod Ukraine, som ingen ved, hvor ender.
Zweig fortæller om optakten til begge krige, om hvordan Tysklands ydmygelse efter Versaillestraktaten, hvor de underskrev, at de var skyld i første verdenskrig og skulle betale krigsskadeerstatninger, var springbræt til anden verdenskrig. Om alle de år, hvor ingen troede, at Hitler eller nationalsocialismen var særlig farlig, om München, hvor man troede, at Chamberlaine efter sit møde med Hitler havde indgået fredsforhandlinger – for tre dage senere at høre over radioen, at England havde erklæret Tyskland krig. Om så mange situationer og episoder, hvor man igennem otte år troede, at det hele ville blive godt igen. Derfor gøs det også i mig, da jeg i kapitlet ”Incipit Hitler” læste denne indledning:
”Det er øjensynligt en lov, at netop de samtidige ikke kan se det, når en af de store afgørende bevægelser sætter i gang. Jeg kan for eksempel slet ikke huske, hvornår jeg første gang hørte navnet Adolf Hitler, dette navn, som vi nu i årevis har været tvunget til at tænke på og udtale hver eneste dag, ja, hvert eneste sekund, i alle sammenhænge, for det er navnet på det menneske, der har bragt mere ulykke over vores verden end nogen anden.”
Kunsten at få det til at virke så let og naturligt
Hvis du forestiller dig en maler have flere farver på paletten end andre, forestiller du dig også et maleri, der er ud over det sædvanlige. Sådan er det at læse ”Verden af i går”. Hans ordforråd, billedrigdom, overskud, generøsitet, faglige overblik inden for historie, kunst, filosofi, psykologi og samtiden gør, at bogen på alle måder føles som endnu større, endnu rigere, end andre bøger. At læse andre bøger efterfølgende er som at tage på McDonalds dagen efter, du har været på Michelin-restaurant. Det er fattigt på smag og mangelfuldt i kreativitet, inspiration og kundskab. Sproget i ”Verden af i går” er ikke enkelt – både sætninger og ord er til tider lange og komplekse, og alligevel føles det, som om Zweig har skrevet bogen på et par uger. Ordene flyder ud af ham som det naturligste i verden, som Picassos værker, der ser så lette ud, eller Michelin-kokkens ret, der får dig til at tænke: Selvfølgelig, når du smager på to helt nye sammensatte smage. Kunsten er at få det til at virke så let og naturligt. Og det kan Zweig. At bogen så også er korrekturlæst til perfektion, giver en ekstra fjer i hatten, og ”Verden af i går” får naturligvis 5 a’er. Min anbefaling her er meget ydmyg i forhold til den store mester, så jeg vil bukke mig i støvet og kort skrive: Læs den!
5 a’er
Forlag: Rosinante
Sider: 399 sider
Årstal: 2021
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!