Godt skrevet: “Havbrevene” af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

På a1 kommer vi hver uge med anbefalinger til, hvad du skal læse, hvis du gerne vil læse noget, der bare er virkelig “Godt skrevet”. Vi er eksperter i skriftlig kommunikation og har lært, at vi kun bliver bedre, hvis vi henter inspiration – også i skønlitteraturen. 

“Havbrevene” er en fortælling om de to søstre, Atlanterhavet og Middelhavet. Om det store havs historie, menneskets opståen og om klimaforandringer. Det er en fortælling om længsler, drømme og om to søstre, der holder af hinanden, men som også har deres uenigheder. De følsomme breve er understøttet af Dorte Naomis illustrationer, der er med til at samle bogen og gøre den til et lille kunstværk.

Et poetisk og drømmende sprog

Siri Ranva Hjelm Jacobsens brevroman “Havbrevene” blev udgivet i 2018.
“Havbrevene” portrætterer Atlanterhavet og Middelhavet, som skriver breve til hinanden. De er søstre og længes efter at mødes igen – det vil sige, at oversvømme jorden. “Havbrevene” er en særlig fortælling, da vi ser verden fra to haves perspektiv og derfor med et andet blik end det menneskelige. Da det er fra havenes perspektiv, er det også deres ønsker, drømme og planer, der bliver gengivet i fortællingen. Sproget i romanen er drømmende og poetisk, og Jacobsen skriver smukke naturbeskrivelser frem:

Kære M.

Du skriver til mig om sommeren, det samme gjorde Arktis for nylig. Hun røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt. ”I årets første gry rejser kysterne sig som ventende ved et busstoppested.” Sådan skriver hun. Jeg ved ikke, hvad hun mener med dét. Jeg synes, hun er begyndt at virke lidt ustabil.

Hvad angår årstiderne, har jeg svært ved at samle mig om dem. De er der, nogle gange skifter de plads. Jeg følger natten med blikket. Jeg ligger og ser planeterne flyde forbi. Tågerne deroppe, orange og rosa. Lysende alger i sort vand. Jeg drømmer om den spejlkugle, jorden skal blive, når vi mødes igen.

Hvad angår krybene – jeg fornemmer din sorg. Ingen af os havde forudset denne acceleration. Trøst dig med, at alting går efter planen. Måske ikke som vi troede, men som vi ville.

A.

Havene var engang ét stort hav, men da landet opstod, blev de rykket fra hinanden:

Men lille M,

Det er jo, som du før har fået fortalt. Da landet brød ud, og det første hav blev flået i stykker, sørgede alt vand.

I denne fortælling er det havene, der har magten. Menneskene omtales som ‘kryb’, som havene i sin tid har skabt – de anser derfor menneskene og alle levende væsner som deres eje og venter blot på den dag, hvor de får alt deres vand tilbage. Klimaforandringerne og de stigende have er altså en positiv ting i denne fortælling, da søstrene kommer til at se hinanden hurtigere end planlagt.

Plastik og flygtninge

Det allerførste brev i “Havbrevene” omhandler plastikproblemet i havet og viser i høj grad, hvad det er, Jacobsen kan med sit sprog. Selvom det ikke bliver nævnt eksplicit, er læseren ikke i tvivl om, hvad der tales om (Jacobsen 2018, 13):

Det bliver sværere, søster.

Jeg er ikke længere mig selv. De fylder mig hver dag med noget væsenløst og fremmed, de propper det i mig. Er det en form for hævn?

M.

Et andet eksempel er Jacobsens måde at skrive om flygtninge på. Det er her Middelhavet, som skriver til sin ældre søster, Atlanterhavet:

Jeg er træt. Det er årstiden. Sommeren tærer på mig. Før var det ikke så slemt, men nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange om én bælg. Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når ålene kommer, kigger jeg væk.

Din, M.

Det åbner for nye overvejelser, at man i denne roman ser problematikken fra havenes perspektiv. De tunge emner gør større indtryk, når sproget er så lavmælt og følsomt, som det er.

Menneskets forhold til naturen

Hovedpointen i fortællingen må siges at være, at vi mennesker er en krop af vand, et element, som vi deler med alt andet liv på kloden. Alt liv er opstået i det samme hav og opfyldt af det samme vand, der strømmer igennem os – noget Jacobsen i høj grad får formidlet. “Havbrevenes” overordnede projekt er dermed at give et anderledes perspektiv på verden og klimaforandringerne, nemlig at tage problematikkerne op fra et havs perspektiv. Og måske også pointere, at vi mennesker ikke er så adskilt fra naturen, som vi går og tror.

Anbefaling: aaaaa

“Havbrevene” er en finurlig lille roman. Det er en bog, der tager voldsomme emner op som flygtninge, der drukner, og isbjerge, der kælver, men den handler lige så meget om de to søstre og deres længsler og drømme for livet. Alt sammen beskrevet på en fin og følsom måde. Det er helt klart en bog, der fortjener at blive læst. Jeg giver den 5 ud af 5 a’er.

“Havbrevene” var en del af mit speciale, hvor jeg undersøgte vandet som motiv i dansk samtidslitteratur med henblik på at undersøge, hvordan vandet som litterær figur kan åbne for en nytænkning af forholdet imellem mennesket og dets omgivelser. Vandet er en del af alt levende, og det var interessant at undersøge, hvad denne opfattelse og erkendelse har af betydning for, hvordan vi behandler kloden og andre levende væsner. Begynder vi først at tage problemet med plastik i havet seriøst, når vi begynder at finde mikroplastik i vores egne kroppe? “Havbrevene” var med til at give et andet perspektiv på klimaproblematikken end det antropocentriske og kan derfor være med til at belyse litteraturens rolle i klimakrisen. Måske dette nye blik på verden, som litteraturen kan give, bidrager til, at vi bedre forstår alvoren og kompleksiteten af de problemer, vi står overfor?

FORLAG: Lindhardt og Ringhof

SIDER: 63

ÅRSTAL: 2018