Indlæg

Foto af et opslag på ord i ordbogen

Engelsk i dansk

/0 Kommentarer/i /af

Er dansk dansk? Ja, det er det jo – for det er det, vi kalder vores modersmål. Men hvis vi kigger nærmere på ordforrådet, kunne svaret lige så godt være: Nej – dansk er et sammensurium af forskellige sprog, som er sat ind i en fælles grammatisk ramme, som vi kalder dansk. Men kan fremmede ord – herunder især engelske ord – fylde for meget i dansk? Og hvordan skriver vi engelske ord på dansk?


Gennem hele vores danske sprogs historie – siden det opstod i middelalderen som en gren af oldnordisk – har vi lånt ord fra andre sprog (ja, det hedder det, selvom vi beholder dem). Til at begynde med kom ordene især fra latin og græsk (fx kirke og påske), i middelalderen var indflydelsen fra tysk massiv (fx arbejde og bukser), senere var ord fra fransk dominerende (fx direktør og journalist), og siden anden verdenskrig er langt de fleste nye ord kommet fra engelsk (fx computer, film og okay).

Man kan mene, at engelske ord er for dominerende i vores nationalsprog. Hvorfor hedder det fx Q1 (first quarter), når det lige så godt kunne hedde 1. kvartal? Og hvorfor skriver man project manager, når man kunne skrive projektleder? Det er temmelig udbredt at vælge et engelsk ord fremfor den danske pendant, selvom betydningen er den samme – det gælder fx sustainability i stedet for bæredygtighed, business model i stedet for forretningsmodel og by the way i stedet for forresten eller i øvrigt. At man vælger disse engelske ord fremfor de danske, skyldes nok, at man synes, det lyder smartere eller mere businessagtigt (business er faktisk et dansk ord – det står i Retskrivningsordbogen).

Er det OK at bruge engelske ord i dansk?

Der er naturligvis ikke noget galt med at bruge engelske ord, som er fuldt integrerede i dansk – og dermed danske – men måske skal man være påpasselig med at bruge for mange engelske ord, som ikke er integrerede i sproget. En god tommelfingerregel er at slå ordet op i en ordbog: Hvis ordet står i ordbogen, er det et udtryk for, at ordet er integreret i det danske sprog; og hvis ordet ikke står i ordbogen, er det værd at overveje, om man hellere skulle erstatte det med et dansk ord. Fx findes sms i Den Danske Ordbog (ordnet.dk/ddo), keyaccountmanager i Retskrivningsordbogen (dsn.dk), og lowkey i ordbogen Nye ord i dansk, som er den ordbog, der er hurtigst til at optage nye engelske ord i dansk. Der er dermed ikke noget i vejen med at bruge disse engelske – og nu også danske – ord i en tekst, for de betragtes officielt som en del af sproget. Omvendt kan man ikke finde fx machine learning, service manager eller business unit i nogen af de nævnte ordbøger, og det kan derfor godt være, at det stikker for meget ud at bruge ordene i sin tekst – medmindre de pågældende ord er gængse eller jargon indenfor tekstens genre, hvormed de naturligvis er gangbare.

Få hjælp af en dansk-engelsk oversætter?

Korrektur: Hvordan skriver vi engelske ord på dansk?

Når vi læser korrektur, går vi normalt ikke ind i sådanne diskussioner af, om engelsk fylder for meget. Til gengæld blander vi os i, hvordan de engelsk ord og udtryk skrives. Der er især to ting, som vi er opmærksomme på i korrekturlæsningen, når det gælder engelske ord og udtryk:

  1. Ligesom alle andre danske ord skal skrives med lille forbogstav, medmindre der er tale om navne eller initialforkortelser, skal engelske ord i dansk også skrives med lille forbogstav. Så det er altså ikke korrekt at skrive Service Manager – det skal skrives med små forbogstaver: service manager. Og det samme gælder ord og udtryk som fx business unit, service operations manager, research consultant, business development director, project coordinator og team lead. Det er temmelig udbredt at skrive sådanne ord med store forbogstaver (også på engelsk), og der er helt sikkert nogen, der mener, at de skal skrives med store forbogstaver – for sådan plejer man at gøre – men det strider altså mod dansk retskrivning, og dermed retter korrekturlæseren til små forbogstaver.
  2. Ligesom vi generelt skriver sammensætninger i ét ord på dansk (i absolut modsætning til engelsk, hvor sammensætninger for det meste skrives i flere ord), skal sammensætninger med både engelske og danske ord også skrives i ét ord (evt. med bindestreg): machine learning-værktøj, forretnings-essentials, marketingmanager, produkt-manager (jf. product manager), jumping around-agtig. Det gælder altså sammensætninger, der indeholder noget dansk, hvorimod det ikke gælder rent engelske sammensætninger – de opfattes nemlig som en form for citat og skrives derfor, som de skrives på engelsk (fx project coordinator og business development), og korrekturlæseren ændrer dermed ikke på det. Hvis det skulle ske, at disse engelske ord blev optaget (for alvor) i det danske sprog – og i ordbøgerne – ville man skulle skrive dem i ét ord (projectcoordinator og businessdevelopment), for sådan gør man på dansk. Det er dog ikke så oplagt, at det skulle ske, for vi har de samme ord på dansk i forvejen: projektkoordinator og forretningsudvikling.
Foto af ordet ord i ordbogen

Julens historie – hvor kommer ordet jul fra?

/0 Kommentarer/i /af

Ordet jul hænger i dag uløseligt sammen med glinsende juletræer, syngende julemænd og dekorative julegaver. En kristen tradition. Men tænker vi egentlig over, at ordet jul har rødder helt tilbage til før kristendommen, hvor den blev forbundet med en helt anden fejring?

Ordet jul som begreb

At definere ordet jul er som at løse et mysterium. Noget tyder dog på, at jul kommer af det oldnordiske jôl, som formodentlig betød fester. Odin siges også at have haft samme betegnelse. Senere har ordet forgrenet sig til bl.a. det oldengelske gêol/gêoli (senere kendt som yule). Jul kunne være i familie med hjul, på grund af den enslydende klang, eller have rødder i det latinske jocus, som betyder vittighed/leg. Det engelske jolly kan endda have rod i jul. 

Ordet jul ses altså i mange forklædninger med et virvar af tråde, dog altid forbundet med fest, blot en lidt anden fejring end den med julemænd og julenisser.

At drikke jul

Langt før kristendommen blev jul brugt om en hedensk fest, en midvinterfest eller nytårsfest, hvor man fejrede, at solen for en stund stod stille, inden årets hjul atter drejede mod forårets, lysende varme.

Ved disse festivitas var det et must at ”drikke jul”. Sagt mere nutidigt: Man åd og drak mjød i lange baner, imens man skålede for guderne og for et frugtbart år. Denne tradition kan vi læse om i 900-tallet, hvor vi i den formentlig ældste nordiske kilde hører om Harald Hårfager af Norge, der vil drikke jul ude.   

Ordet jul hittede altså allerede i antikken og tidlig middelalder; det vi i Danmark kalder jernalder og vikingetid. I det gotiske sprog dukker ordet op i 300-tallet som jiuleis – en betegnelse for november eller december.

Det er svært at blive klog på, hvad festerne egentlig betød, men givetvis har der været tale om ikke én, men en række af fester. Hvornår disse præcis fandt sted, kender vi dog ikke svaret på.

Jul eller kristmesse?

Med kristendommens indtog forsøgte den kristne elite at erstatte julen, den hedenske midvinterfest med en fødselsdag for Kristi fødsel. Samtidig ville de bytte ordet jul ud med kristmesse. England hoppede med på vognen og bruger i dag ordet christmas. I dag knytter mange lande ordet til Kristi fødsel som fx det spanske navidad og det tyske weihnachten. I Norden blev idéen aldrig et hit. De har bibeholdt det oprindelige ord jul – også om den kristne fest.

Summa summarum

Etymologisk set er ordet jul en mudret størrelse. Tydeligt er det dog, at det dengang som i dag er en periode forbundet med glæde, folkelig fest og fællesskab.

mediernes refleksion er sløret

Slører medierne vores billede af os og dem?

/0 Kommentarer/i /af

Etniske minoriteter i Danmark er fortsat underrepræsenterede i mediebilledet. Og det har konsekvenser. For hvordan kan vi se hinanden, når vi end ikke genkender os selv igennem mediernes slørede linse? Sproget er magtfuldt, og hvis kun få får en stemme, tilsløres både ligheder og forskelle.

 

Det er ikke et nyt fænomen: Fortsat færre etniske minoriteter udtaler sig i danske nyhedsmedier. Og når de kommer til orde, er det ofte i forbindelse med integrationsproblemer, kriminalitet og islam – stofområder, som bidrager til en problematisering af etniske minoriteters inklusion i Danmark. Det konkluderer Center for Nyhedsforskning under Roskilde Universitet på baggrund af undersøgelsen ”Dem vi taler om – etniske minoriteter og køn i danske nyhedsmedier” foretaget i 2017 for foreningen Ansvarlig Presse.

Et produkt af omverden

Når medier og læsere når til konsensus om verdens tilstand, men reelt ikke har fingeren på pulsen, så kan det komme til udtryk i overraskende valgresultater, som vi så ved valget i USA. Det er én ting. Men hvad gør det for dem, vi taler om? Bolette Blaagaard, som er lektor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, har et bud.

“Når medierne – flow eller netværkede medier – står for en bestemt fremstilling, understøtter det alle os andre i vores unuancerede syn på den gruppe. Det bliver “OK” at have fordomme, fordi det har “alle” – det vil sige medierne,” forklarer hun.

Og det har en betragtelig indflydelse på, hvordan den gruppe af mennesker, som beskrives – negativt eller positivt – forstår sig selv. Bolette mener, at der er et godt argument for, at identitet skabes løbende igennem menneskers liv; igennem erfaringer og gennem vores møder med andre mennesker.

”Det vil sige, at omverden helt sikkert har indflydelse på vores identitet og fornemmelse af, hvem vi er, og hvad vi betyder. Hvis vi bliver mødt med fordomme om, at vi som kvinder ikke kan køre lastbil, eller at man som børn af migranter ikke kan blive danske, så har det en indflydelse på, hvordan vi ser vores muligheder i livet,” fortæller Bolette Blaagaard.

Aldrig god nok

29-årige Layla Negash, som er født i Danmark af forældre, som i sin tid flygtede fra Etiopien, kender til disse fordomme. Hun oplever mediernes problematiserende vinkling dagligt, når hun for eksempel scroller sig gennem Facebooks nyhedsfeed:

“Jeg støder ofte på artikler vedrørende somaliere, som har haft problemer med opholdstilladelse, familiesammenføring og lignende. Medierne er med til at farve vores syn på verden, og hvis der kom flere positive historier omkring ”afro-danskere”, kunne det være, at det kunne influere den politiske debat, der er omkring udlændinge,” siger Layla Negash. Hun nærmest smager eftertænksomt på sine egne ord.

Selv de positive fortællinger om etniske minoriteter fremstilles ofte i en kritisk ramme, mener hun og fortsætter:

“Omvendt problematiseres det også, at der kommer højtuddannede, arbejdskvalificerede udlændige til København, som ”stjæler” arbejdspladser og studiepladser fra de danske borgere.” Til rækken af eksempler på problematisk fremstilling nævner Layla Negash den offerrolle, etniske minoriteter placeres i.

“Jeg synes jo, det er positivt, når danske jurister forsvarer de udlændinge, som oftest bliver set ned på. Problemet er bare, at de artikler hovedsageligt har en undertone af medlidenhed, så etniske minoriteter fremstilles som uvidende og hjælpeløse. Der er mange ”afro-danskere”, som yder en god indsats i samfundet, mange, der tager en videregående uddannelse – for ikke at tale om de mange, som tager initiativ til at iværksætte organisationer, foreninger samt forretninger,” siger hun.

Layla Negash har selv gennemført en bacheloruddannelse, taget del i det lokale foreningsliv og skriver nu speciale ved siden af de musikalske projekter, som også fylder i hverdagen.

Magten i sproget

Vores forståelse af andre mennesker handler tilsyneladende om mere end reel gøren og laden. Forståelsen ligger i og kommer til udtryk gennem sproget. For 10-15 år siden florerede en debat iblandt de danske mediehuse, som omhandlede, hvordan man burde betegne “de nye danskere”. Her fik betegnelsen “anden etnisk baggrund end dansk” stor opbakning. Men benævnelsen gennemgår til stadighed, både i folkemunde og i medierne, en forvandling, som afslører en os-dem-forståelse, der efter alt at dømme ikke lader sig besejre.

“Ofte bliver betegnelsen forkortet til “anden etnisk baggrund”, og så kommer “end dansk” til at stå usagt hen,” indleder Bolette Blaagaard. Dansk er tilsyneladende en selvfølgelighed, når det gælder etnisk målestok, og behøver således ikke at betegnes. Hun uddyber: “Sprogligt skaber det en os-og-dem-konstruktion, hvor “vi” er det selvfølgelige magtcentrum, og “de” er det andet. Det, som i hvert fald ikke er dansk. Nogle gange bruges ordet “etnisk” sågar alene, hvilket jo er helt absurd, da vi alle har en og ofte flere etniske baggrunde. Problemet er, at danskere med anden etnisk baggrund end dansk er danskere, men sproget bliver ved med at opdele “os” fra “dem”, og “de” kan kun være én ting ad gangen, selvom det ikke er virkeligheden,” siger Bolette Blaagaard.

Sproget, vi bruger om danskere af anden etnisk baggrund end dansk, skaber således en begrænset forståelse af andres og af vores (fælles) identitet – for slet ikke at nævne identitet i sig selv.

”Identitet bliver hængt op på en etnisk baggrund (måske endda forsimplet til at handle om biologi!), en religion eller et køn frem for at blive forstået som noget dynamisk og kulturelt konstrueret,” uddyber Bolette Blaagaard.

Mangfoldighed efter forgodtbefindende

Den forsimplede fremstilling af mennesker og identitet – vores omverden generelt – er ej heller et nyt fænomen. Vi har brug for at kategorisere og inddele for at overskue verden. Men maskerne i det generaliserende og forsimplende net synes at strammes og lempes efter de magtfuldes forgodtbefindende. Dét eksemplificerer Bolette Blaagaard:

“Jeg tænker ikke, at mænd har haft et problem, før #metoo-bevægelsen fik fart på,” siger hun.

“På grund af den var der pludselig ikke grænser for, hvor mange #ikkeallemænd der havde problemer med en unuanceret gruppeidentitet. Her er det interessant at bemærke, at de danske medier var hurtige til at løbe med på mændenes vinkel. Men deres gruppeidentitet er stærkt repræsenteret i medieverden, og derfor fik de mulighed for at fortælle deres side af historien og nedbryde, hvad de mente var en anklage mod et unuanceret mandebillede.

Den samme magt har danskere med anden etnisk baggrund end dansk sjældent,” uddyber hun. Men hvis medierne har magten til at reformere det unuancerede billede af virkeligheden – pudse linsen, om man vil – hvorfor sker det så ikke, kunne man spørge.

“Det er klart, at når de samme kilder står parat til at fylde æteren og avissiderne hver søndag eftermiddag, og man som journalist har opdyrket et godt kildeforhold til enkelte individer, så er det lettest at gå til den kilde hver gang. Journalister er jo også under tidspres og pres fra internettets konstante rul, så der er mange gode grunde til at tage den nemme løsning. Men det skaber et ekkokammer – for nu at bruge et lidt fortærsket ord – som forstærker en bestemt og u-udfordret fremstilling af verden,” forklarer Bolette Blaagaard.

Den ansvarlige læser?

Netavisen Zetland har netop slået sig på at sætte tempoet ned og vise verden i alle dens afskygninger og farver og ikke lade journalistikken udvande af “internettets konstante rul”. Men selv de indrømmer, at de nogle gange kan lukke sig lidt om sig selv. At det er svært at efterleve egne forskrifter: at sikre mangfoldige stemmer i artiklerne. Ifølge Bolette Blaagaard er det netop en af journalisternes fornemmeste opgaver at inddrage et bredere udvalg af kilder og gøre den ekstra indsats, det kræver at finde en kvalificeret kilde, som også tilhører en etnisk, kønslig, seksuel eller anden minoritet. Men fritager det så os læsere for al form for ansvar, når vi forsøger at orientere os i virkeligheden, kunne man spørge.

“Jeg ved ikke, om det er læsernes ansvar at være opmærksomme på de faldgruber, journalister står overfor i deres arbejde. Det tror jeg ville være at kræve for meget af sine læsere: at læse mellem linjerne og forstå journalisternes bevæggrunde for kildeudvælgelse og vinkelvalg,” forklarer Bolette Blaagaard.

Alligevel har hun et råd, som måske kan hjælpe os med at gøre silhuetterne i medierne en anelse mere genkendelige:

“At læse bredt er vel altid en god taktik som læser, hvis man ikke vil manipuleres til at tænke smalt om andre og sig selv. I forbindelse med historier, som omhandler minoriteter, skal vi alle som læsere og som journalister holde os for øje, at vi mennesker er forskellige, og at forskellene internt i en gruppe ofte er større end forskellene mellem grupper,” lyder rådet.

Lad os tage imod det og pudse egne linser.

 

// Artikler bragt på a1.dk afspejler ikke nødvendigvis a1’s synspunkt.

Dinosaur swag

Den unge generation skaber sproget

/2 Kommentarer/i /af

 

Det danske sprog er i heftig udvikling. Og det har det i øvrigt altid været. Sproget afspejler samfundet og vores kulturelle og personlige udvikling, og gennem århundrede har den unge generation udfordret de ældre generationer med nye ord, bøjninger, ordstilling og udtale. Og sådan vil det fortsætte, hvis alt går, som det plejer. Om udviklingen er positiv eller negativ vil generationerne diskutere i al evighed.

Dialekter blegner, og engelsk er hverdag

”De unge forandrer sproget, fordi de er unge. De eksperimenterer, de gør oprør, og de skal finde sig selv. Men de forandrer også sproget, fordi samfundet forandrer sig.” Sådan siger Tina Thode Hougaard, der er sprogforsker ved Aarhus Universitet, hvor hun følger tendenserne i sproget.

Hun fortæller, at de unge blandt andet orienterer sig væk fra at tale med dialekter. Det er en stærk tendens i hele landet, bortset fra det sønderjyske område. Lige netop i Sønderjylland holder de unge mere fast i deres dialekt. Men ellers taler den unge generation mere og mere som i byerne, hvilket man også kan karakterisere som en bevægelse væk fra det landlige og ind mod byerne.

”Hvis du spørger alle over 40, vil de sige, at ungdommen ikke taler andet end engelsk, og der er noget om, at de bruger mange engelske ord og udtryk,” siger Tina Thode Hougaard.

”Det afspejler, at mange unge taler engelsk på deres uddannelser, lige som der også er meget engelsk sprog i de populære musikmedier som for eksempel webportalen YouTube og film på streamingtjenester som Netflix. Så det er klart, det smitter af, når det engelske sprog er en stor del af de unges hverdag,” forklarer hun.

Bandeord handler om kroppen

Tina Thode Hougaard ser også en ændring i brugen af bandeord. Førhen havde bandeord et religiøst afsæt. Det vil sige, at den ældre generation bruger bandeord, der kommer fra religionen som for eksempel fanden og helvede. I dag ser man, at bandeord blandt de unge er kropsorienterede og seksuelt orienterede. Så man er gået fra at sige fandens til at sige for eksempel fuck eller lort.

”Begge dele er jo grimt og har den samme funktion, men der er forskel på, hvor gammel du er,” siger Tina Thode Hougaard.

Hun forklarer, at de unge vælger nye bandeord, der provokerer, fordi de har brug for at distancere sig til de ældre generationer, som er præget af borgerlige dyder, struktur og ordentlighed. Så de unge siger (og gør) alt det, der er uordentligt, ustruktureret, grimt og frækt.

Ord fra indvandrergrupper er seje

Nogle unge bruger sproglige elementer fra indvandrergrupper – også kalde multietnolekt*.

”Det gør de, fordi det nogle steder er forbundet med, at man er sej, hvis man tager lidt multietnolekt ind i sit sprog. For eksempel wallah, der betyder: ”jeg sværger”. Eller ordet habibi, der betyder ven eller skat på arabisk,” forklarer Tina Thode Hougaard.

Gruppesprog giver sammenhold

Unge kan også udvikle koder og sprog, som kun medlemmer af en bestemt gruppe forstår. Et klassisk eksempel er et studie foretaget på Herlufsholm Kostskole for år tilbage. Her fremgik det, at de unge på det tidspunkt havde mange fælles sproglige koder og en helt særlig jargon. De talte ”herluviansk” som et særligt gruppesprog.

”Det med gruppesprog ses stadigvæk rundt omkring. Det kan være større eller mindre grupper, der vælger en særlig måde at bruge sproget på sammen, og det forbinder man også med ungdomssprog,” siger Tina Thode Hougaard.

Hvem er de unge?

I sproglig sammenhæng definerer man ungdomssprog lidt forskelligt. Nogle vil sige, at alle i princippet kan tale ungdomssprog. De mener ikke, det har noget med alder at gøre.

”Det er nærmere defineret ved, at en person bruger sproget på en måde, der mest optræder i de unges sprog. Her tager man udgangspunkt i, at de unge er gruppen af teenagere fra 13 til 19 år, ” siger Tina Thode Hougaard.

Andre regner de unge helt op til 30 år med i gruppen. Hun mener, det afhænger af, hvordan ens livssituation er. Hvis man er studerende, så har man mange af de sproglige træk fra de unges sprog. Hvis man derimod tidligt bliver selvforsørgende og får hus og barn, så kan man allerede som 19-årig have aflagt sig alle de ungdomstræk, der er i sproget. Det er en glidende størrelse.

Sproget skal flytte sig

Af og til bliver de unge udskældt som en samlet gruppe, fordi der er ord og udtryk, som den unge generation bruger anerledes, end den ældre generation mener er korrekt. Mange unge tror, at en bjørnetjeneste er en stor tjeneste og ikke noget dårligt, som ordet i virkeligheden betyder.

”Det kan man jo begræde, men i virkeligheden er det få ord og udtryk, det handler om – også kaldet pendulord**. Men de bliver ofte trukket frem i diskussioner,” siger Tina Thode Hougaard.

Hun forklarer, at man bruger sproget til at erkende, til at meddele sig og forstå. Og placere sig i verden. Derfor skal sproget flytte sig. Det er i alles interesse. Selvfølgelig skal de unge lære de koder, der er uden for deres gruppe. Selvfølgelig skal vi have et sprog, der går på tværs af generationer. Sproget er noget, vi er fælles om, og det kræver lydhørhed fra alle generationer. Målet er, at generationerne forstår hinanden på tværs af alder.

”Men i forhold til de unges sprogudvikling er jeg en liberal sprogforsker og går ikke ind for, at man skal konservere sproget. Det kan ikke stå stille, for verden forandrer sig, og vi forandrer os,” påpeger hun.

Pendulord kan skabe misforståelser

Det kan selvfølgelig skabe en vis forvirring, når ord og begreber med årene får den stik modsatte betydning, og pendulord kan i nogle situationer drille korrekturlæseren. Fx kan det være svært at vide, om skribenten af en tekst bruger bjørnetjeneste med den gamle eller nye betydning.

Men alternativet er, at en bestemt generation sætter sig på det danske sprog og hævder, at netop deres forståelse og brug af det danske sprog er den korrekte. Og det giver jo heller ingen mening.

Bruger du selv ord, der engang havde den modsatte betydning?

Afslutningsvis kan vi lige nævne et par eksempler på andre pendulord, der ligesom bjørnetjeneste har ændret betydning til det modsatte. Ord, som den ældre generation i dag bruger – ofte lykkeligt uvidende om, at disse ord engang betød det modsatte af i dag:

Genistreg: Tidligere har ordet være brugt ironisk om noget, der ikke er særlig godt. I dag bruges det oprigtigt som ros om noget glimrende eller rigtig godt.

Virak: Betød tidligere en stor hyldest eller næsten overdreven ros, men fra slutningen af 1970’erne fik det ny, modstridende betydning, nemlig uro, ballade eller postyr.

Strømer: Ordet har siden 1960’erne være direkte forbundet med den uformelle omtale af en politibetjent, men den oprindelige betydning var en noget anden. Tidligere brugte man nemlig ordet om et vandreliv eller dem, som vandrede, nemlig vagabonder.

(Kilde: https://samvirke.dk/artikler/bjornetjeneste-virak-og-stromer-kender-du-ordenes-gamle-og-nye-betydning)

 

*Etnolekt: Når forskellige sprog kommer i forbindelse med hinanden, taler man om begrebet etnolekt. Når flere forskellige sprog kommer i forbindelse med hinanden, taler man om multietnolekt. I Danmark forekommer multietnolekter, når sprogbrugere med forskellige etniske baggrunde har det danske sprog til fælles og supplerer det med udtryk fra andre sprog.

 

**Pendulord er et ord, der har to betydninger, som er modsatrettede. Fænomenet med, at et ord på den måde ændrer betydning, har altid eksisteret.

Kilde: Sproget.dk
Foto af en bogstak med bl.a. Nudansk Ordbog

Hvordan fik Amager øgenavnet Lorteøen?

/10 Kommentarer/i /af

Vores praktikant og cand.mag. i dansk og kommunikation, Henrik Skovgaard Larsen, blogger om korrektur, tekstforfatning og sit speciale: strategisk kommunikation

Mange har hørt eller brugt udtrykket Lorteøen i en kort vending om Amager, men ganske få ved, hvor udtrykket egentlig stammer fra. a1kommunikation har sat sig i det sproghistoriske hjørne og giver her baggrunden for det negativt ladede adjektiv, der har klæbet sig til hovedstadsøen i mere end ét århundrede.

Amager har udviklet sig over tid og bliver i dag ofte forbundet med stærke brands som DR’s hovedsæde, Otte-tallet af BIG, Den Blå Planet og Kastrup Søbad, men også den kilometerlange kunstige strandø, rekreative naturområder og ikke mindst Københavns Lufthavn, der er Danmarks største.

Derfor kan det være svært at vide præcis hvorfor, når nogen sætter prædikatet lorteøen på Amager.

Amager i et historisk perspektiv

Udtrykket lorteøen stammer tilbage til 1898, da man oprettede en rensestation på Amager til Københavns latrinspande. Herefter kørte hestevogne rundt i Københavns gader og samlede de fyldte latrinspande – med endestation på Amager. Deraf opstår udtrykket lorteøen, som har hængt fast hos de unge generationer frem til den dag i dag.

På midten af Amager blev der igennem 1900-tallet oprettet en del industrifabrikker eksempelvis en syrefabrik, en glasuldsfabrik og et glasværk, og fælles for dem alle var hårde arbejdsvilkår, som efterfølgende dannede grundlag for de følgende arbejdsgenerationer.

Metroen, BIG og Havhuset

Men meget har ændret sig i løbet af et århundrede, og de sidste årtier er det gået stærkt. I 90’erne og 00’erne fik amagerkanerne metrostationen, og villaerne steg i pris.

Arkitektonisk har BIG sat sig i front med sine to bygninger, Otte-tallet og en kommende skibakke på forbrændingsanlægget, mens Havhuset på 12 etager med 52 lejligheder, der står klar til indflytning i 2016, måske giver en forsmag på nye og anderledes højtragende byggeprojekter.

Diskursen har altid været brugt

Den øgenavnsfikserede diskurs har altid været brugt til at sætte grupperinger i kontekst gennem geografisk bosted. Foruden lorteøen kender vi alle sammen ’Det mørke Jylland’, Whiskybæltet og Stenbroen, så selv om amagerkanerne spår Amager til at være det nye Manhattan, kommer den negative diskurs nok aldrig helt til at forsvinde.

Hjemmesiden bruger cookies, så vi kan forbedre din oplevelse. Du accepterer cookies ved fortsat at være herinde.

OKLæs mere